Den nye virkelighed har været her før

Når vi i dag taler om virksomheders sociale ansvar som noget særligt, er det kun fordi shareholder value gennem nogle årtier har været det dominerende ideal. Sådan har det ikke altid været. Et kig på historien gør det lidt nemmere at forholde sig til nutidens politiske uro.

Når ministre, vismænd, OECD og andre kapaciteter foreslår reformer, er det standard, at de angiver de forventede konsekvenser på bruttonationalproduktet – BNP. I nogle tilfælde er rækkefølgen endda omvendt, så man foreslår tiltag med henblik på en på forhånd sat ambition om en bestemt vækst i BNP.

Vi har vænnet os til, at det er sådan. Og der er heller ikke mange nuværende beslutningstagere, der kan huske, at det har været anderledes. Men faktisk var det først i 1970’erne og 1980’erne, at det blev normalt at bruge BNP som et universalmål for økonomiers styrke, oplyser Strategy+business i en artikel .

Her prøver forfatterne at skabe overblik over den politiske usikkerhed og uro, der findes i disse år, og at sætte den i et historisk perspektiv. Alt sammen med henblik på at klæde virksomhedsledere bedre på til at begå sig i det, man for tiden oplever som meget tumultarisk, men som set i bakspejlet ikke er synderligt sensationelt.

Krise og krig gjorde indtryk
Beslutningstagernes optagethed af BNP kom efter nogle årtier, hvor man havde vænnet sig til, at økonomisk vækst var den naturlige tilstand, og den pr. automatik gav velstand, velfærd og fremgang for de nederste og midterste sociale grupper. Men i begyndelsen af vækstperioden efter anden verdenskrig var man stadig påvirkede af erfaringerne fra først den dybe krise i 30’erne og siden verdenskrigen selv.

Læren herfra var ikke just, at der var en en-tilen-sammenhæng mellem større produktion og befolkningens velbefindende. Det smittede også af på den måde, man tænkte på i virksomhederne. Den enkelte person kunne være lykkeridder og prøve at maksimere sin indkomst og formue. Men for en stor virksomhed var det ikke nogen valgmulighed blot at hytte sine egne interesser, mens verden står i brand omkring den, eller mens sultende arbejdsløse står i kø for en tjans som daglejer.

General Electric formulerede det i sin årsrapport for 1953 på en måde, at den skulle arbejde ”in the balanced best interests of all.” Sådan en formulering kan, selv efter at CSR-bølgen er slået igennem, lyde lidt ekstrem for et nutidigt bestyrelsesmedlem. I nutiden skal det stadig balanceres med, at shareholder value også er et plus-ord i bestyrelseslokaler.

Men denne tankegang om, at virksomheder frem for alt skal optimere afkastet til ejerne, er altså ikke tidløs. Den har fandtes i andre perioder af historien, men i denne omgang er den først opstået med f.eks. Milton Friedmanns kritik i 1980’erne af, at virksomhederne spildte tiden med at forholde sig til andet end det, der var deres kerne: At producere varer og tjenesteydelser og tjene penge på det. Det var et synspunkt, der ikke var alt for svært at sælge i en tid, hvor der som nævnt synes at være en direkte sammenhæng mellem vækst og social fremgang.

Det er heller ikke givet, at det er tid til at hælde tanken om shareholder value ud med badevandet igen. Trods alt er vor tids terrorfrygt et meget lille problem i sammenligning med verdenskrigene, og det samme kan man sige om de sociale konsekvenser af finanskrisen sammenlignet med 30’ernes store depression.

Selv om den økonomiske vækst i de seneste årtier nok er gået hen over hovedet på nogle store befolkningsgrupper i den vestlige verden, er der ingen tvivl om, at den på globalt plan har affødt en social fremgang uden sidestykke i verdenshistorien. Men alligevel – der er sket en ændring, som skal håndteres, og den skyldes ikke blot en ændring af det politiske landskab, som har givet plads til nogle politikere, som med større eller mindre ret bliver betragtet som populister. Problemet er, som Strategy+business opgør det, en treenighed, hvor det ene ben er det med, at man har sat virksomhedernes afkastkrav og på samfundsplan udviklingen i BNP, over alt andet. De to andre ben er, at henholdsvis globaliseringen og den teknologiske udvikling for alvor har vist, at de ikke blot skaber velstand, men også, i hvert fald på kort sigt og for nogle grupper, koster velstand.

Det korte af det lange er, at væsentlige dele af fundamentet for det, vi har baseret politik og social orden på i Vesten i den seneste menneskealder eller mere, er eroderet. Det vil ikke nødvendigvis være svært eller dramatisk at rette fundamentet. Men det vil kræve en indsats og nye måder at tænke på, også i virksomhederne.

Sten Thorup Kristensen

Læs hele udgivelsen her