Nobelpristager i økonomi, tidligere cheføkonom i Verdensbanken, Joseph E. Stiglitz, slår i en ny bog et slag for dét, han kalder en ”progressiv kapitalisme”. I bogen ”People, Power and Profits” skriver han, at kapitalismen ”må reddes fra sig selv” for at kunne løse de problemer, som nutidens utilfredshed er udtryk for. Det er de store virksomheder, herunder finanssektoren, samt de allerrigeste, der med og uden regeringers hjælp har skabt et samfund, der ikke fungerer nær så godt som i efterkrigsårene. Han tror, at det kan ende med at køre demokratiet i sænk.
Joseph Stiglitz har langt hen ad vejen skrevet en politisk bog, selv om den i bund og grund handler om økonomi. Den er politisk, fordi han tager fat på hele paletten af økonomiske aktører: Erhvervslivet, lønmodtagere, boligejere, pensionister, med fokus på betydningen af ulighed i samfundet. Det er nødvendigt at tage fat på alle aktører for at ”forbedre” kapitalismen, og det kan man kun gennem politiske overvejelser og ændringer. Det eneste, der kan ændre de nuværende forhold, er ”folkemagt,” som han udtrykker det. Det er altså stemmesedlen, der skal tages i anvendelse.
Men midt i de politiske budskaber lægger han også stor vægt på teknologiens betydning. Han tænker ikke kun på betydningen af sociale medier, og den digitale verdens muligheder for at få mere viden. Han tænker i høj grad på, hvordan almindelige mennesker kan udnytte informationsteknologiens nye muligheder, i kraft af øget gennemsigtighed, forenkling af dialog med myndigheder, finansielle virksomheder og andre.
Eksempelvis når man som privatperson søger et boliglån. Hans pointe er, at der i dag findes så mange data om den enkeltes privatøkonomi og andre private oplysninger i de offentlige systemer, at det kan lette adgangen til at optage private lån. Han mener dog ikke, at det private lånemarked er egnet til at håndtere alle de risici, en familie kan komme ud i ved sygdom og arbejdsløshed. En anstændig bolig bør være en menneskeret, og den må ikke påvirkes af disse risici for sygdom og fravær fra arbejdsmarkedet. Han ser altså et anderledes samspil mellem det offentlige og det private erhvervsliv.
Bogen er et opråb til politikere og virksomhedsledere om at reformere kapitalismen, så værdierne bliver bedre fordelt – og i massivt omfang. I et årti eller to efter krigen var væksten og innovationen langt større end i dag, og uligheden var markant lavere. Vi kan vende tilbage til den slags forhold, skriver han. Fire ud af ti amerikanerne kan ikke betale en pludselig opstået udgift på godt 2500 kr. Det er udtryk for, at kapitalismen ikke fungerer for hele samfundet – og heller ikke for kapitalismen selv.
Der er behov for, at ideen om en ”delt velstand” kommer i første række igen, altså en velfærdstanke, som skal omfatte alle. Her kommer han med en række forslag: Regeringer og institutioner skal spille en langt større rolle end i dag i reguleringen af markedet og i at sikre kollektive handlinger, så middelklassen igen kan få fremgang. Regeringer skal gøre en stor indsats for at sikre fri konkurrence. Der skal investeres massivt i infrastruktur og i uddannelse, og når staten støtter forskning, skal den opnåede viden bredes ud til hele samfundet. Familier med børn og ældre skal have bedre forhold på arbejdet, og fødevareindustrien og sundhedssektoren skal kontrolleres bedre, så befolkningen får en bedre levestandard.
Politikerne skal generelt skabe grundlaget for overgangen til den postindustrielle tid, som de skabte grundlaget for overgangen fra landbrugs- til industrisamfundet. Han ser med skepsis på andres forslag til generel borgerløn. Det er der ikke råd til, og han er bange for, at det vil hæmme samfundets dynamik.
Derimod er han positiv overfor en brandbeskatning af indtægten på jord, så investeringer flyttes over i produktion fremfor i passiv ejendomsbesiddelse. Generelt sker der her overførsel af store værdier til en ekstremt lille elitær gruppe, og de værdier skal tilfalde hele samfundet, lyder budskabet. Det er vækst i samfundet, herunder jobskabelse og øget velfærd for den brede del af befolkningen, det drejer sig om, skriver han. Her ligger han på linje med økonomerne Paul Krugman og Thomas Piketty.
Det ”opråb” høres mere og mere, også fra de rendyrkede tilhængere af liberalismen og kapitalismen.
Hugo Gaarden
People, Power and Profits, Joseph E. Stiglitz, Norton, 371 sider, 15,18 dollar.
