I Økonomisk Ugebrevs årlige CFO Rating, hvor 35 analytikere og porteføljemanagere bedømmer CFO’erne i de største børsnoterede selskaber, er der flere overraskelser. Men sidste års trekløver har dog bidt sig fast i toppen: Efter den evige etter, Jens H. Lund, kommer igen i år Thomas Johansen fra Netcompany og Anders Boyer fra Pandora. Men på de efterfølgende pladser kommer der nye navne. Chefredaktør Morten W. Langer gennemgår navnene i årets CFO Rating. Se tabelversigterne i denne artikel med score for de enkelte CFO’er, herunder højdespringerne, dumperne, og de nye CFOer
Traditionelt er der i Økonomisk Ugebrevs årlige rating af CEO’erne og CFO’erne tæt sammenhæng mellem bedømmelsen af de enkelte CFO’er og selskabets performance på aktiemarkedet det seneste år. Og sådan er det også i år. Og så er det også tydeligt, at de mere synlige CFO’er får en højere bedømmelse, mens CFO’er, der holdes i baggrunden af en meget synlig CEO, ofte taber point på dette.
Men også omvendt: Eksempelvis er det meget tydeligt for CFO’erne i Sydbank og Jyske Bank. Både Sydbanks Jørn Adam Møller og Jyske Banks Birger Krøgh Nielsen får markant bedre karakterer af analytikerne end deres egne CEO’er. Sydbanks CFO rykker faktisk fra en placering som nummer 13 sidste år op på en sjetteplads i år, altså en meget stærk placering i Top 10. Også Jyske Banks CFO går pænt frem fra en placering som nummer 28 sidste år til nummer 22 i år. Mens Anders Dam dumper ned i bunden af CEO-ranglisten.
På Top 10 listen er Scandinavian Tobaccos CFO Marianne Rørslev Bock den store positive overraskelse. Hun rykker i år elleve pladser frem til nummer fire på ranglisten. Det sker blandt andet efter den internationale tobaksvirksomhed har slået ind på en mere offensiv vej end tidligere, også godt hjulpet af viruskrisen, som har øget cigarforbruget. Læs også interview med Marianne Rørslev Bock i denne temaudgave.
Carlsbergs CFO Heine Dalsgaard avancerer i år til en femteplads fra en allerede flot ottendeplads sidste år. Både det danske storbryggeris CEO og CFO begunstiges af de seneste år stærke udvikling i Carlsberg, som for alvor er ved at udfordre de største globale konkurrenter, og som har bygget en solid platform for yderligere ekspansion.
Novo Nordisks Karsten Munk Knudsen er hoppet fra en niende plads sidste år til nummer syv i år. Han afløste i foråret 2018 medicinalselskabets tidligere CFO Jesper Brandgaard, og den nye CFO er altså blevet fuldt ud accepteret af analytikere og investorer.
Generelt positiv holdning blandt analytikerne
Generelt er analytikerne positive eller meget positive overfor CFO’ernes arbejde. Kun seks CFO’er ud af de 39 CFO med vurderinger nok til at indgå i dette års CFO-rating, scorer under middel. Generelt kan man her sige, at analytikerne ikke har været tilfredse med CFO’ens formidling, herunder informationskvalitet og/eller deres synlighed, selvforskyldt eller ej.
Særligt Vestjysk Banks Michael N. Petersen og Matas’ Anders Skole Sørensen scorer betydeligt ringere end deres egne CEO’er, og for begge selskaber er der tale om en stærk performance på aktiemarkedet. Så det er i hvert fald ikke aktiekursudviklingen, der er forklaringen.
Mere forståeligt med ringe karakterer er det for NNIT’s Pernille Fabricius og Nilfisks Prisca Havranek-Kosicek. Begge selskaber har i en længere periode været udfordret med en svag aktiekursudvikling. Senest er NNIT’s CEO Per Kogut blevet fyret, og hos Nilfisk er både CEO og CFO blevet udskiftet for nylig.
Andre CFO’er med middelmådige karakterer er Stephen Engels fra Danske Bank, der antageligt er ramt af de generelle imageproblemer for Danske Bank, men også analytikerundren over, hvordan den danske storbank skal nå i mål med strategiplanen for 2023. Økonomisk Ugebrev har tidligere sået tvivl om, hvorvidt bankens 2023-målsætning i dag er realistisk. Også den svage kursudvikling i forhold til danske peers understøtter usikkerheden.
God start for flere nye CFO’er
Flere af de nye CFO’er, som ikke var med i sidste års CFO rating, har klaret sig ganske godt. Bedst placerede er Nordeas CFO Ian Smith og Royal Unibrews Lars Westergaard, som begge ryger ind på ranglisten omkring en 15. plads. Kasper Fangel fra Pandora lander på en 20. plads, og Patrick Jany fra A.P. Møller-Mærsk på en 25. plads.
Nederst på ranglisten kommer de nye CFO’er, Pernille Fabricius fra NNIT, Line Andrea Fandrup fra NKT og Lise Skaarup Mortensen fra Chr. Hansen, hvor der for alle tre er tale om udfordrede selskaber, set gennem analytikernes briller.
Når vi først dette sted i artiklen omtaler Top 3 gruppen, altså årets dygtigste CFO’er, er det fordi det er en gentagelse af sidste års resultater. Ligesom for CEO-rating er DSV’s CFO også den evige etter, og vi kan kun gentage det, vi skrev i temaet om CEO Rating, nemlig at DSV synes at ligge i en liga for sig selv blandt de største børsnoterede selskaber.
Topledelsens evne til at holde en meget stram omkostningsstyring, opkøbe store selskaber med betaling i form af egne aktier, integrere dem effektivt og endelig fortælle analytikere og porteføljeforvaltere klart og tydeligt, hvad man gør, og hvor man er på vej hen, bliver rigeligt belønnet. Med til historien hører da også, at ledelsen altid leverer, hvad den har lovet, og man skal meget dybt ned i historiebøgerne for at finde en nedjustering fra DSV’s ledelse. De seneste vi kan finde, er fra 2002 og 2009, hvor den sidste nedjustering kom sammen med finanskrisen, som udløste store fyringsrunder.
Sådan har vi gjort
Økonomisk Ugebrevs årlige CFO Rating er baseret på input fra 35 aktieanalytikere og porteføljemanagere. 154 er adspurgt via mail, hvilket giver en svarprocent på 23. Hver respondent er blevet bedt om at give finansdirektørerne fra fondsbørsens large cap-selskaber, samt fra udvalgte midcap-selskaber, en karakter på en skala fra 1 til 5, hvor fem er bedste bedømmelse og én ringeste. Det er præciseret, at bedømmelsen sker ud fra et aktionærsynspunkt, og at man kun skal give en karakter i de tilfælde, hvor man føler, man har tilstrækkeligt kendskab til direktøren og selskabet. CFO Ratingen i Økonomisk Ugebrev er gennemført hvert år de seneste tyve år.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.