I en af de mange sager om Anna Mee Allerslev henviste borgmesteren til sin revisor. Men sådan en har hun ikke – hun har en skatterådgiver. Misforståelsen, eller hvad det nu er, sætter spørgsmålstegn ved, om kommunalpolitikerne forstår sondringen mellem revision og rådgivning. Nye regler giver kommunerne større mulighed end virksomheder for at blande de to ting sammen.
”Min private revisor Deloitte siger, at der var tale om en privat fødselsdag, hvor lån af kantinen svarer til en privat gave, hvilket er en såkaldt lejlighedsgave ifølge ligningsloven.” Sådan forsvarede Københavns integrationsborgmester Anna Mee Allerslev sig i BT mod en af den seneste tids mange anklager mod hende. I Politiken var det samme budskab tillagt en ”privatretlig revisor.” Men ingen af delene er korrekt: Borgmesteren har ikke hyret en revisor til at styre sin privatøkonomi – hun har hyret en skatterådgiver. Men både kommunens revisor og Allerslevs skatterådgiver, som hun kalder sin ”private revisor”, kommer fra Deloitte. Spørgsmålet om ”revisors” uafhængighed hænger og svæver i luften.
Baggrunden er, at skatterådgiverne bevidst eller ubevidst låner revisionsselskaberne troværdighed fra deres revisionsafdelinger, når de sælger rådgivningsydelser. Den menige dansker skelner ikke mellem det ene og det andet på samme måde, som loven gør. Eksemplet fra Kø-benhavn viser, at de politikere, der køber både revision og rådgivning, heller ikke altid gør det.
I det lys er det interessant, at da man sidste år strammede loven for revisionsydelser, på baggrund af en EU-forordning, lod man kommunerne slippe nemmere igennem end virksomheder, netop på spørgsmålet om revision og rådgivning. Den nye lov siger, at store og vigtige virksomheder højst må købe rådgivningsydelser i deres revisionsselskab for 70 procent af den værdi, de har købt revisionsydelser for.
Forordningen undtog kommuner fra de nye regler, og da regeringen ønsker at undgå over-implementeringer af EU-lovgivning, kom den danske revisionslov også kun til at gælde for erhvervsvirksomheder. Men så alligevel ikke: De regler, man indførte i revisorloven, blev stort set kalkeret over i en bekendtgørelse om kommunernes revision. Ligesom virksomhederne må kommunerne nu f.eks. kun have sin revisor i syv år ad gangen. Så skal man finde en ny.
Men i et enkelt tilfælde undlod man ren copy-paste, og det var vedrørende rådgivningsydelserne. Her gælder 70-procentsreglen ikke, men derimod maksimumbeløb på 1,5 mio. kroner for små kommuner og 2,5 mio. kroner for store kommuner. Det er beløb, der i de fleste tilfælde vil ligge væsentligt over 70-procentgrænsen.
Undtagelsen kom ind på foranledning af KL, oplyser Økonomi- og Indenrigsministeriet. KL’s presseafdeling uddyber i en mail til Økonomisk Ugebrev, hvorfor man efterspurgte undtagelsen: ”Kommunerne har behov for at kunne købe rådgivningsydelser, der kræver et solidt kendskab til en bestemt kommune og dens organisation, og det har det private firma, der varetager kommunens revision, ofte. Andre aktører vil først skulle opbygge den nødvendige viden og indsigt, hvilket kan gøre de konkrete ydelser dyrere. Derfor har kommunerne brug for muligheden for at kunne købe rådgivningsydelser af revisionen indenfor rammerne af udbudsreglerne og revisionsbekendtgørelsen.”
Man kan argumentere for og imod, at kommunerne skal have lempeligere vilkår end virksomhederne, der naturligvis også ønsker, at rådgiveren skal have et solidt forhåndskendskab. Borgerne kan fravælge at købe aktier, men de kan ikke fravælge at betale skat til kommunen, og det taler for, at reguleringen skal være hårdest for kommunerne. Omvendt er virksomhederne ofte langt større institutioner. ”Sat på spidsen virker det forkert, at Læsø Kommune skal have lige så stramme regler som A.P. Møller – Mærsk,” som en kilde fra revisionsbranchen, der har fugt lovprocessen tæt, udtrykker det.
Det åbne spørgsmål er, om Læsø og de andre kommuner så holder tungen lige i munden og husker, at rådgivning er noget andet end revision. Henrik Wellejus, privatkundechef i Deloitte, forklarer forskellen mellem revision og skatterådgivning, som den Anna Mee Allerslev har modtaget til sin privatøkonomi: ”Det er forskellige lovgivninger, vi er underlagt. Ved revisionen er vi underlagt revisorlovens regler om også at være offentlighedens tillidsrepræsentant. Ved personlig skatterådgivning er det et andet regelsæt.”
Økonomisk Ugebrev har spurgt Anna Mee Allerslev, om hun er bekendt med forskellen på revisions- og rådgivningsydelser, og hvorfor hun – som skatteteknisk set er en almindelig lønmodtager – har hyret en skatterådgiver. Borgmesteren vendte ikke tilbage med et svar på spørgsmålet.
