En ny struktur i familien Kirk Kristiansens holdingselskab Kirkbi samler nu alle Lego-aktiver i ét selskab. Lego-chef Niels B. Christiansen får dermed et væsentligt større imperium at regere over, og Kirkbis struktur bliver mere enkel og fleksibel, så der for eksempel på et tidspunkt lettere kan træde eksterne medejere ind i Lego, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen i denne analyse.
Legos topchef Niels B. Christiansen får reelt en markant forfremmelse. Og det er måske ikke overraskende: Den forløbne del af 2024 har vist, at han foreløbig har haft held med sin meget store investeringskampagne og har transformeret Lego til en egentlig vækstvirksomhed.
Kirkbis bestyrelsesformand Thomas Kirk Kristiansen og CEO Søren Thorup Sørensen gør nu Niels B. Christiansen til chef for den nye enhed Lego Holding i en ny struktur under familien Kirk Kristiansens holdingselskab Kirkbi. Dermed kommer Niels B. Christiansen til at styre et væsentligt større imperium end den virksomhed, Lego Group, som han hidtil har stået i spidsen for.
Lego Holding kommer ikke blot til at eje de 75 pct. af Lego Group, som hidtil har været direkte ejet af Kirkbi (de øvrige 25 pct. er ejet af Lego fonden). Lego Holding vil fremover også eje de varemærkerettigheder, som hidtil har ligget i Kirkbi, men uden for Lego Group. Alene disse rettigheder har i 2023 givet Kirkbi en indtægt på 2,5 mia. kr.
Lego Holding vil desuden komme til at eje Kirkbis hidtidige direkte ejerandel i Epic Games, ejerandelen på 47,5 pct. i Merlin Entertainments – det britiske selskab, der driver forlystelsesparker, herunder især Legolande, rundt om i verden. Merlin omsatte i 2023 for 2125 mio. pund og måtte konstatere et negativt resultat, så Niels Bjørn Christiansen får nu også det overordnede ansvar for genopretningen af Merlin.
Med Merlin-posten som en del af et integreret Lego Holding kan man også få den tanke, at Lego på et tidspunkt vil købe de øvrige aktionærer ud af Merlin for virkelig at kunne konsolidere Lego og tilstødende aktiviteter.
Lego Holding vil med en omsætning, der kan nå op omkring 100 mia. kr., klart markere sig som Europas førende legetøjs- og forlystelsesgruppe, omend der stadig er et stykke vej op til den amerikanske Disney-koncern, der i 2023 omsatte for 90 mia. USD, altså fem gange mere.
Enklere at få nye investorer ind
Man kan se etableringen af Lego Holding som en tiltrængt forenkling og konsolidering af den hidtidige struktur, hvor varemærkerettigheder har ligget ét sted, og den egentlige drift, der bygger på varemærkerne, har ligget andre steder – godt nok inden for samme overordnede koncern, Kirkbi.
Men oprettelsen af Lego Holding betegner samtidig en sikring af Kirkbi og Lego-aktiverne til fremtidige op- og nedture. Hvis det på et tidspunkt bliver relevant at tage en ekstern medejer ind i Lego, bliver den manøvre nu langt lettere. Når alle Lego-værdierne – materielle såvel som immaterielle – er samlet ét sted, og der ikke skal betales licenser til et selskab uden for driftsvirksomheden, bliver det lettere for eventuelle medinvestorer i den virksomhed at se, hvad de går ind til.
Det er klart, at Kirkbi i disse år ikke er nødt til at få en medejer ind i Lego. Legetøjsvirksomheden genererer en pengestrøm, som er rigelig til både at finansiere Legos drift og vækst, og som samtidig kan levere en solid strøm af udbytter til Kirkbi. Men hvem ved, hvad fremtiden bringer? En samlet velafgrænset konsolideret Lego-virksomhed, der er godt kørt ind, vil være en fordel i det øjeblik, der eventuelt en dag skal nye investorer med.
Klima- og miljømål kræver enorme beløb
Det fremtidige kapitalbehov bliver også illustreret af den long term owner vision, som familien Kirk Kristiansen vedtog i 2023. Den nye struktur bringer den overordnede opbygning af Kirkbi helt i overensstemmelse med ejervisionen. Hvert af de fire temaer, der skulle være bærende i visionen, får nu deres egen forretningsenhed. Lego Brand, Education, finansinvesteringer og Climate.
Netop klima- og miljøindsatsen i Climate-enheden får særlig opmærksomhed fra den generation af Kirk Kristiansen, der har sat sig igennem med den nye owner vision, og som nu dominerer bestyrelsen. Climate-enheden vil nu ansætte en særlig dedikeret ledelse, der skal realisere målsætningerne om at bidrage til nedsættelse af globale CO2-udledninger og opskalere ”cirkulær”, miljøvenlig plastikproduktion.
At klima- og miljøindsatsen kræver meget store investeringer, hvis den skal slå globalt igennem, beviser Novo Holdings og A.P. Møller Holdings seneste milliardsatsninger på at løse netop disse globale problemer.
Tilsyneladende nyder Kirkbi da også godt af direkte idéudveksling og forbindelse fra Kirkbi-/Lego-sfæren til disse to andre store private kapitalkoncentrationer: Jeppe Christiansen er medlem af bestyrelserne for både Kirkbi og Novo Holdings, mens investeringsdirektør Jan T. Nielsen fra A.P. Møller Holding er medlem af Legos bestyrelse.
Omstruktureringen kan også ses i det lys: Den giver familien mulighed for forholdsvist enkelt at realisere noget af den meget store værdi af Lego – netop hvis de store miljø- og klimaambitioner gør det relevant.
Er det nye Lego Holding ved at overtage hele Merlin?
Med den nye struktur i holdingselskabet Lego Holding er vejen banet for en samlet overtagelse af forlystelsesparkkoncernen Merlin, som Kirkbi allerede er stor medejer af. Kirkbi har hidtil ejet mærkevarerettighederne til LEGO og ejerandelen i Merlin. Ved flytningen af rettighederne ned i det nye holdingselskab vil det være oplagt også at flytte ejerandelen i Merlin.
Det vil nemlig åbne for nye ejere af hele Lego Holding, ikke mindst for at tage de to andre nuværende ejere af Merlin ind i ejerkredsen. Det drejer sig om Blackstone og pensionskassen Canada Pension Plan Investment. Rationalet bag denne transaktion vil være, at Merlin i dag er tynget af en stor rentebærende gæld, som også lægger en dæmper på nyinvesteringer i yderligere vækst.
Sidste regnskabsår steg renteudgifterne til 394 mio. GBP, godt 3,5 mia. kr., og den samlede rentebærende gæld var ved udgangen af 2023 3,7 mia. GBP, altså over 30 mia. kr. Stigende renteudgifter forklares i regnskabet med sigende lånerenter på gælden. Og selskabet står foran udløb på aktuelle lån for ca. 1,7 mia. GBP, ca. 15 mia. kr. til november 2026. Yderligere lån løber ud i 2027.
Men selskabet ses fortsat som meget kreditværdigt, idet der senest er optaget nye lån for 170 mio. GBP i februar 2024.
De løbende renter spiser hele driftsoverskuddet, der sidste år dykkede en smule til 662 mio. GBP i forhold til året før. Det skal sammenholdes med, at Merlin fortsat har et betydeligt investeringsprogram. Der blev i året blandt andet investeret i Legolande i Korea, Washington, Windsor, Tyskland og Dallas Fort Worth. Der forventes åbnet et LEGOLAND i Shanghai i 2025.
Regnskabet viser, at LEGOLAND parkerne hos Merlin er langt mere lønsomme end de mange øvrige temaparker i underholdningskoncernen. LEGOLAND parkerne gav sidste år et EBITDA-driftsoverskud baseret på 16,7 mio. besøgende, mens de øvrige temaparker gav et driftsoverskud på 284 mio. GBP, baseret på 34 mio. gæster.
Merlin har brug for en velhavende ejer, som har likviditet til at afvikle den rentebærende gæld og investere i vækstmulighederne.
Morten A. Sørensen