Kommentar: Der bliver ikke sparet på de flotte ord og billeder, når LEGO fortæller om legetøjskoncernens arbejde med at nedbringe CO₂-udledningerne. Koncernen har udgivet en rigtig flot 40 siders ”Sustainability progress update report”, som er fyldt med billeder af børn, der leger med LEGO-klodser og statements om topledelsens hensigter og arbejde med klima, skriver chefredaktør Morten W. Langer i denne kommentar.
CEO Niels B. Christiansen indleder rapporten med et brev, hvori det hedder, at (frit oversat) ”Hvert år modtager vi hundredvis af breve fra børn med gode ideer til, hvordan vi kan gøre en forskel i verden og hjælpe med at passe på miljøet. Vi ønsker, at de skal vide, at vi lytter, og at vi arbejder hårdt på at spille vores rolle i at opbygge en bæredygtig fremtid og en mere inkluderende verden, som de kan arve. Vi er mere engagerede end nogensinde før i at gøre vores produkter og forretning mere bæredygtig og til at have en varig indvirkning på børn.”
Videre hedder det, at ”2023 var et vigtigt år for LEGO Koncernens bæredygtighedsrejse: Vi øgede udgifterne til miljøinitiativer med 60 % i 2023 i forhold til 2022, og i 2025 planlægger vi at have fordoblet vores årlige udgifter sammenlignet med 2023. Vi forpligtede os til at nå netto-nul-emissioner (Scope 1, 2 og 3) inden 2050. Dette er en udvidelse af vores eksisterende videnskabeligt baserede mål om at reducere CO₂-udledningen med 37 % inden 2032, sammenlignet med en 2019-baseline.”
Alt sammen lyder det meget godt. Men det ligner unægtelig ren green washing, fordi det i den grad går den forkerte vej for LEGO, når det gælder bæredygtighed med fokus på reduktion af CO₂-udledninger.
Som det fremgår af redaktør Claus Strue Frederiksens granskning af LEGOs klimarapportering, så ligger ledelsens flotte statements meget langt fra den konkrete virkelighed for udviklingen i LEGO.
Koncernen startede med at arbejde med klima for ti år siden. Men foreløbig er CO₂-reduktionerne fuldstændig udeblevet. De seneste fire år er LEGOs samlede CO₂-aftryk steget markant – fra 1,16 million ton i 2019 til 1,82 million ton i 2023, altså en stigning på 56 pct. Stigningen betyder, at hvis LEGO skal nå 2032-målet, så skal legetøjsgiganten de kommende år reducere klimaaftrykket med 60 pct. Det seneste år er den danske legetøjskoncerns intensitetsaftryk, forstået som antal udledt ton CO₂ pr. omsat million kroner, steget fra 25,1 ton i 2022 til 27,6 ton i 2023 – altså en stigning i intensitetsaftryk på 10 pct på ét år.
Så det var altså også gået den forkerte vej, hvis LEGO havde haft uændret omsætning.
I 2020 udmeldte LEGO en målsætning om at nedbringe de samlede scope 1,2 og 3 udledninger med 37 pct. inden 2032. Efter en stigning på udledningen de seneste fire år på 56 pct er målsætningen kommet rigtig langt væk.
Vi har rakt ud til LEGO og blandt andet spurgt til misforholdet mellem klimamål og klimaresultater. I stedet for at svare på vores spørgsmål, modtog vi en kort kommentar om, at selskabet arbejder for at nå sine klimamål og snart regner med at se resultater.
Måske skyldes den kortfattede tilbagemelding, at LEGO-folkene godt ved, at klimafortællingen har fået lige lovlig meget sovs og kartofler, som vi kalder det i medieverdenen, når historien er strammet lige lovlig hårdt op.
Vi synes, det er rigtig ærgerligt. Fordi LEGO er en af vores store danske ikonvirksomheder med et af de stærkeste globale danskejede brands. Legetøjskoncernen og dens ledelse er på mange måder en rollemodel for resten af erhvervslivet, og det vil også være en forventning for mange, at LEGO går foran i rapportering og arbejdet med klima.
Og her handler det jo ikke bare om at bruge penge og øge klimaudgifterne, men først og fremmest om at kunne fremvise resultater. LEGOs klimaprogram ’Engage-to-Reduce’ blev iværksat i 2014, men hvor bliver CO₂-reduktionerne af?
I det hele taget virker ledelsens offentlige klimafortælling vildledende og misvisende. Især fordi det ikke erkendes, at det går den forkerte vej, og at der virkelig skal trædes på klimaspeederen for at nå målet.
At feje problemerne ind under gulvtæppet er næppe vejen frem. Hvis LEGO ikke snart fortæller en mere troværdig klimahistorie, risikerer koncernen at tabe kunder, brandværdi og konkurrencekraft. Hverken forbrugere, internationale stormagasiner og legetøjskæder i detailhandlen og andre interessenter kan på sigt bære at støtte op om den green washing-lignende kommunikationsstrategi, som LEGOs ledelse i dag forfølger.
Morten W. Langer