Lundbeck fortsætter med at levere flot fremgang i kerneporteføljen, hvor den interne effektivisering og øgede investeringer i de to hovedprodukter ser ud til at give flot afkast. Særligt væksten i alzheimers-medicinen Rexulti er kommet i gang. Men værdien af fremgangen er ikke så stor i investorøjne, da dette lægemiddel står foran patentudløb i 2028/29. I det hele taget begynder patentudløbene at komme nærmere, og Lundbeck har endnu ikke fået dækket omsætningshullet efter 2028. Seneste milliardbud på Avadel kunne med et fingerknips løse problemet. Men onsdag opgav Lundbeck budkampen, skriver redaktør Steen Albrechtsen.
Trods den tredje opjustering fra Lundbeck i år, båret af en stærk udvikling i Vyepti og Rexulti, er der stadig stor usikkerhed om, hvordan selskabet kommer igennem de næste store patentudløb. Her tæller især udløb af Rexulti i 2028/2029 som en stor mundfuld baseret på en forventet omsætning på op mod 9 mia. kr., der i løbet af to år kan blive skåret med 2/3, ifølge analytikernes konsensusestimater.
Aktiekursen var for nylig nede med otte pct. på en enkelt dag, umiddelbart kun på basis af en ny analyse fra en udenlandsk børsmægler, der fokuserede på patentudløb og kommende konkurrence til Rexulti. Senere samme dag opjusterede Lundbeck for tredje gang, og det neutraliserede en del af kursfaldet.
Det ændrer dog ikke på, at man godt kan tage det voldsomme kursfald som et klart signal om, at patentkløften langsomt begynder at vægte tungere i investeringscasen, der ellers viser et selskab med solid fremgang i de nuværende fire ”strategiske” lægemidler.
Lundbecks strategiske portefølje af lægemidler indeholder i dag primært migrænemidlet Vyepti og alzheimer/depressionsmedicinen Rexulti, der driver væksten. De to andre lægemidler – Brintellix og Abilify – er godt modne og på vej mod patentudløb.
I år er det sket i Canada for førstnævnte, mens den generiske konkurrence for Abilify i Europa ventes i starten af 2026. Lundbeck er dog i fuld gang med at konvertere patienter til den langtidsvirkende udgave af Abilify, som ikke rammes af patentudløbet.
Omsætningen ventes ifølge konsensus at toppe i 2025 for de to lægemidler med 4,7 mia. henholdsvis 3,6 mia. kr. Herefter følger et gradvist omsætningstab i takt med flere patentudløb rundt omkring i verden. Allerede i 2028 er forventningen et fald i omsætningen til ca. 2,7 mia. kr. for hvert af lægemidlerne, hvilket svarer til et samlet omsætningsfald på ca. 3 mia. kr. for de to produkter samlet.
Det eneste virkelig gode (og langtrækkende) lægemiddel i porteføljen lige nu er Vyepti, som er patentbeskyttet pænt ind i 30’erne og i årets første ni måneder har leveret 57 pct. vækst i forhold til sidste år til en omsætning på 3,25 mia. kr. Lundbeck fik fat i lægemidlet via købet af Alder BioPharmaceuticals for 13 mia. kr. i 2019.
Efter en træg lancering pga. covid er der nu kommet godt gang i salget, som krydser fire mia. kr. i år. Det er ca. to år efter Alders interne projektioner, der blev fremlagt ifm. overtagelsen og bør i høj grad kunne forklares af covid-forsinkelsen i lanceringen.
Mere vækst er på vej til Vyepti, idet vigtige godkendelser i Asien bør komme i løbet af 2026, og konsensus er lige nu en omsætning der topper omkring 9 mia. kr. i starten af 2030’erne. (Det er i øvrigt også helt på linje med de interne projektioner – side 27 her).
Lundbeck startede 2025 med en vækstforventning på 7-10 pct. og en vækst i justeret EBITDA på 5-11 pct. Med løftet af omsætningsvæksten til 13-14 pct. følger også en løftestangseffekt på EBITDA-væksten, som nu forventes på 22-25 pct. De interne justeringer og effektiviseringer bærer altså flot frugt, men det er næppe nok til helt at annullere det store 2028+ spørgsmålstegn.
Lundbeck slutter året med en nettogæld omkring 9 mia. kr., som bør kunne mere end halveres i løbet af 2026.
Det åbner for gennemførelse af et opkøb mere, og det blev en højaktuel mulighed efter forrige uges annoncering af et 21+2 USD bud per aktie på irske Avadel, som ellers i sidste måned havde indgået en aftale med Alkermes om en overtagelse. Lundbeck overbød i bedste Novo/Metsera stil Alkermes, men onsdag blev det meddelt, at Lundbeck var ude af budkampen.
Forløbet viser imidlertid, at Lundbeck er parat til at investerer stort i at lukke patenthullerne, så der kommer givetvis mere fra opkøbssiden det kommende år.
Steen Albrechtsen
Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her







