Mange bestyrelsesmedlemmer er blanke om klimadagsordenen

Langt de fleste bestyrelsesmedlemmer giver udtryk for, at klimadagsordenen er vigtig. Men kun et mindretal af dem har tjek på, hvad der i virkeligheden sker på den front i deres egne virksomheder, viser undersøgelse. Det afspejler ikke nødvendigvis, at der er tale om tom snak fra bestyrelsesmedlemmernes side. Men i nogle virksomheder kan det være relevant at skrue op for bestyrelsens direkte engagement i klimapolitikken.

Klimadagsordenen er alle vegne, og medierne bringer dagligt historier om investorer og virksomheder, der vil skrue op for indsatsen. Men der er noget af en afgrund mellem dette billede og så de faktiske forhold i bestyrelserne for verdens store virksomheder, viser en undersøgelse , som Insead og Heidrick & Struggles gennemførte op til COP26 i Glasgow i november sidste år.

Problemet er ikke, at der mangler god vilje eller formel anerkendelse af problemstillingen. Hele 75 procent af bestyrelsesmedlemmerne gav således udtryk for, at klimaforandringerne har stor strategisk betydning for deres virksomhed. En næsten lige så stor andel, 72 procent, er overbeviste om, at virksomheden vil nå sine målsætninger på klimafronten.

Men disse vurderinger er tydeligvis langt hen ad vejen funderet i en overbevisning om, at ”nogle andre” i virksomheden har styr på sagen. Kun hver anden var således tilfreds med de informationer, de fik fra den daglige ledelse. 43 procent angiver, at deres virksomhed endnu ikke har klare målsætninger for sin CO2-udledning, og kun 16 procent angav, at deres virksomheder ser udledningerne i et større perspektiv, så man f.eks. tager højde for, hvad man giver anledning til hos underleverandører og kunder. Hele 85 procent mener, at bestyrelserne mangler viden om klimarelaterede forhold, og 49 procent angav, at klimaspørgsmål ikke er integreret i investeringsbeslutninger. 69 procent oplyste, at kendskab til klimaspørgsmål ikke var en forudsætning for at blive indstillet til valg til bestyrelsen.

Det er i sig selv ikke opsigtsvækkende, for en bestyrelse skal spænde vidt i sine kompetencer, og det enkelte medlem skal ikke være ekspert på alle områder. Men værre er det, at 69 procent angav, at klima slet ikke indgik som en kompetence, der skal være til stede i bestyrelsen, og 74 procent angav, at klimakundskaber heller ikke er en forudsætning ved sammensætningen af direktionen.

Så vidt, så skidt. Heidrick & Struggles noterer sig, at besvarelserne kunne tyde på, at klima er noget, man gerne taler vidt og bredt om, men som man i langt mindre grad faktisk forholder sig konkret til. Konsulentfirmaet vælger dog en venligere tolkning: At klimaspørgsmålet er så overvældende, at bestyrelserne ikke ved, hvordan de skal komme i gang med det. Der kan således være tale om en ond cirkel. Heidrick & Struggles’ anbefaling er grundlæggende, at man bider tænderne sammen og som et første skridt får nogle formelle ting på plads – at der skal være klimakompetencer i bestyrelsen, at direktionen skal orientere bestyrelsen om klimaspørgsmål, og at opfyldelsen af målsætninger på området skal indgå i lønprogrammer.

Andre analytikere, som har undersøgt bestyrelsesmedlemmers klimakompetencer, har været mindre nådige i deres udlægning. I 2020 skrev Bloomberg spidst, at mange virksomheder ikke kun holder sig til fossiler, når de vælger brændstoffer, men også når de vælger bestyrelsesmedlemmer.

Stern Center for Sustainable Business ved New York University hævdede sidste år, at den nuværende bestyrelseskultur er sociopatisk. Sociopaten er kendetegnet ved vrede, aggression og manglende sociale kompetencer. Det sidste forekommer at være i den hysteriske ende. Og det er faktisk muligt at tolke på fænomenet, uden at man enten frakender bestyrelsesmedlemmerne al ære og værdighed, eller går i den anden grøft og bare sagtmodigt accepterer, at de til enhver tid har de bedste intentioner og bare har brug for lidt praktisk hjælp.

For mange virksomheder er klimaspørgsmål helt inde i centrum af strategien. Det gælder åbenlyst, hvis man producerer eller opfører vindmøller, eller hvis man befinder sig i en af de brancher, der har stor udledning, f.eks. transport eller byggeri. Disse virksomheder er i fokus i klimadebatten. Men for mange andre virksomheder er klima et mere perifært spørgsmål. Er man f.eks. et bryggeri, må man arbejde på at nedbringe CO2-udledningen fra transport og emballage. Men det er ikke nødvendigvis noget, som bestyrelsesmedlemmerne behøver være verdensmestre i – de skal bare sørge for, at der er enighed med direktionen om, at det skal ske.

Sten Thorup Kristensen