Nilfisk er kommet mere overbevisende ud af viruskrisen end sin vigtige konkurrent Tennant, men selskabet ligger stadig væsentligt under omsætningsniveauerne i perioden 2016 til 2018. Nilfisk har med held sat priserne op og ser ud til at kunne ruste sig til en ny konsolideringsbølge i branchen, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen i denne analyse.
Med en organisk vækstrate på 38 procent kan Nilfisk i andet kvartal holde trit med IT- og biotekbranchens hurtigløbere. Men den imponerende vækst i salget af koncernens rengøringsmaskiner skal sættes i perspektiv: Væksten er markant i alle geografier. Men den kommer efter et voldsomt omsætningsfald på 24,9 procent i 2020, og omsætningen er reelt kun tilbage på niveauet fra andet kvartal 2019.
Den nye CEO Torsten Türling har siden en opjustering den 13. juli regnet med, at Nilfisk i 2021 kan løfte EBIT-DA-driftsresultatet til 121-145 mio. euro. I den forgangne uge understregede Torsten Türling, at han nu venter et resultat i den øvre ende af forventningsspændet. Det var en lille ekstra opjustering, der indikerer et niveau over det gode EBITDA på 126 mio. euro i 2018.
Nilfisks aktiekurs sluttede da også onsdag, da halvårstallene blev offentliggjort, med en stigning på seks procent. Nu er aktien tilbage på niveauet fra første halvår 2019. Den gode resultatudvikling skyldes blandt andet, at Nilfisk nu fungerer mere effektivt end tidligere – også takket være de effektiviseringer, som Torsten Türlings forgænger Hans Henrik Lund igangsatte, ikke mindst i virusråret 2020.
Det åbne spørgsmål er, om den nye CEO Torsten Türling kan udnytte rekylvirkningen efter viruskrisen til også at løfte Nilfisk op på – og over – de omsætningsniveauer på næsten 1100 mio. euro, der blev nået i 2016-2018. Foreløbig modsvarer guidance for 2021 en omsætning på 933-966 mio. euro mod 833 mio. euro i 2020 og 967 mio. euro i 2019.
Det er heller ikke ringe. Den amerikanske konkurrent Tennant har således kun præsteret en vækst på 27,5 procent i andet kvartal, og i Tennant lå kvartalet stadig 7 procent under andet kvartal 2019.
Stærkt forbedret marked
Den positive udvikling skyldes et stærkt forbedret marked. Pandemien har ifølge Nilfisk øget kravene om rene og sunde omgivelser. Omsætningen har delvist været holdt tilbage af transportvanskeligheder, men stigende volumen opvejer alligevel ifølge Nilfisk de stigende materiale- og transportomkostninger.
Hertil kommer, at en række nye forretningsinitiativer ifølge ledelsen nu giver resultat: virksomhedens produkter sælges nu i nye afsætningskanaler, hvor de ikke tidligere har været til stede, og selskabet melder om en række nye strategiske accounts. I juni er Nilfisk kommet igennem med prisforhøjelser, som skal give bedre marginer i tredje og især fjerde kvartal. Med de offensive salgstiltag er den nye CEO tilsyneladende i gang med at løse sin særlige opgave: At få sat mere gang i omsætningsvæksten i den virksomhed, som hans forgænger har effektiviseret.
Det er endnu for tidligt at sige, om det for alvor vil lykkes. Der er stadig en mulighed for, at Nilfisks salgskurve blot bouncer tilbage til fortidens salgsniveau på omkring 1100 mio. euro om året og så flader ud, og at omkostningerne igen bliver presset op af stigende inputpriser og andre faktorer og opvejer de stigende salgspriser. Antallet af ansatte er steget betydeligt over det seneste år – til 4718 fra 4243 per 30. juni eller med 11 procent.
Derfor blev der lyttet ekstra godt efter, da Torsten Türling på analytikerkonferencen i forbindelse med halvårsrapporten sagde, at Nilfisks omsætning for tiden holdes tilbage af begrænsninger i forsyningskæden. Ordreindgangen er væsentligt over 2019, og ordrerne strømmer ifølge Nilfisk-ledelsen fortsat ind på et konstant højt niveau.
Aktuel kurs: 218,50
Kursmål (6 mdr.): 240,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.