En overraskende positiv kvartalsmeddelelse fik aktierne i kabelproducenten NKT til at stige over 13 procent. CEO Alexander Karas genopretnings- og vækstplan går bedre end ventet, og NKT slår kabelkonkurrenterne, og selskabet kan hævde sig overfor Vestas og Ørsted som et nyt grønt væksthåb i dansk erhvervsliv, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen i denne analyse.
Med sin meddelelse for første kvartal 2022 forleden befæstede NKT sin position som det aktuelt bedste danske bud på en investering i den grønne omstilling. NKT’s kvartalstal blev en klar positiv overraskelse i et generelt negativt aktiemarked. Der kom endnu mere optimisme om koncernen, hvor kabelforretningen fremstår som en egentlig vækstvirksomhed. Omsætningen (i standardmetalpriser) steg fra 1087 mio. euro i 2020 til 1263 mio. euro sidste år, og før kvartalstallene blev det forventet, at omsætningen vil stige til over 1,9 mia. euro i 2024. Det blev samtidig ventet, at det operationelle EBITDA-driftsresultat vil blive mere end fordoblet fra 131 mio. euro i 2021 til 277 mio. euro i 2024. Efter kvartalstallene er analytikerne ved at skrue endnu mere op for vækst- og indtjeningsforventningerne. Især lå EBITDA-indtjeningen i kabelforretningen med 38 mio. euro klart over markedets forventning på 22 mio. euro, men også omsætningen lå højere.
NKT har tilsyneladende tillid til, at der vil komme endnu mere vækst. Antallet af ansatte er udvidet kraftigt til 4008 ved udgangen af marts mod 3571 et år tidligere, og produktionskapaciteten er ved at blive udvidet.
Den grønne omstilling hjælper godt på vej. Den vil i de kommende år skabe mere efterspørgsel efter Solutions-divisionens højspændingskabler, der bruges til at forbinde havvindparker med land og til store el-infrastrukturprojekter. I Solutions-divisionen er ordrebeholdningen på højspændingskabler på 2,75 mia. euro svarende til over fire gange divisionens omsætning på 640 mio. euro i 2021. Det potentielle marked i 2022, 2023 og 2024 ventes at blive på 7-8 mia. euro (52-60 mia. kr.) om året. NKT arbejder på adskillige projekter, der omfatter levering af højspændingskabler til både interconnector-strukturen og offshore vind. I første kvartal har det dog især været Applications-divisionens produktion af lavspændingskabler og tilbehør, der har overrasket med en organisk vækst på 32 procent og en tiltrængt forbedring af indtjeningsevnen. Det operationelle EBITDA-driftsresultat i divisionen er omtrent fordoblet til 10,4 mio. euro mod 5,5 mio. euro i samme periode sidste år. Den organiske vækst i divisionen er suppleret med opkøbet i januar af britiske Ventcroft, der producerer særligt brandsikre kabler og ventes at bidrage med en omsætning på 19 mio. euro i 2022.
Efter kvartalstallene kan guidance – som er uændret for hele året – nu forekomme konservativ. Men Ruslands krig mod Ukraine og råvarepriserne skaber usikkerhed, om end topchefen i øjeblikket ikke kan få øje på tegn på, at markedet kan vende i negativ retning.
Selvom ledelsen præsterer godt, så er markedets forventninger også krævende. Foreløbig er det – som sjældent før i NKT’s historie – gået efter den genopretningsplan, som Alexander Kara satte i gang, da han kom til i 2019. Han understreger, at kvartalet nu har leveret det syvende ”rekordkvartal” i træk, og indtil videre har koncernen ikke set vækst blive dæmpet eller ordreindgangen blive ramt på grund af stigende inflation.
NKT-aktien steg umiddelbart efter offentliggørelsen af kvartalstallene over 13 procent. Og stigningen kom i fortsættelse af den kursopgang, der har været over det seneste år, så aktien onsdag aften over det seneste år var steget 24 procent. Dermed har NKT i realiteten været et bedre bud på investering i omstillingen til ny vedvarende energi end Vestas, der i samme periode var faldet 32 procent. Men også bedre end de større kabelkonkurrenter, italienske Prysmian og franske Nexans.
NKT skal i det kommende år håndtere to særlige usikkerhedsmomenter:
For det første har britiske elforbrugere anlagt et gruppesøgsmål mod NKT, Nexans og Prysmian for at have krævet overpriser for kabler i perioden 1999 til 2009 og dermed drevet elpriserne i vejret. Sagen er afledt af en tilsvarende EU-sag, der førte til en bøde til de tre producenter på 2,3 mia. kr. i 2014, hvoraf dog kun en mindre del ramte NKT.
For det andet er datterselskabet NKT Photonics for tiden underkastet et strategic review, der formentlig vil føre til et salg af denne virksomhed. En pris på 200 – 250 mio. euro har tidligere været nævnt. Det skulle give endnu bedre mulighed for at finansiere den forventede betydelige vækst.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.