Bang & Olufsen lancerede i september sin nye flagskibs-hovedtelefon H100 til 11.000 kr. i udsalgspris. På seneste investormøde oplyste B&O’s ledelse, at den sælger langt bedre end forventet. Efter den seneste kapitalforhøjelse, hvor selskabet fik 218 mio. kr., omorganiseres salgsorganisationen, og fokus flyttes mod flagship stores i de største globale byer. B&O synes at være præget af ny optimisme.
Er det danske brand-ikon Bang & Olufsen igen på vej mod en ny storhedstid med solid omsætningsvækst og høj lønsomhed? Det er der i hvert fald flere indsigtsfulde aktører, der tror på. De seneste måneder er der sket mange positive ting for selskabet, som trækker i den rigtige retning.
I september sidste år blev den bedste B&O hovedtelefon nogensinde lanceret, og det står nu klart, at den har kæmpestor succes. I slutningen af november sidste år formåede selskabet at tiltrække 218 mio. kr. til at finansiere ny salgsvækst. I januar aflagde selskabet regnskab for 2. kvartal i det skæve regnskabsår, som ikke var prangende, men hvor ledelsen løftede sløret for positive oplysninger. Det vender vi tilbage til.
Vigtige positive signaler er også, at finansmanden Christian Dyvig ved kapitalrejsningen skød et stort millionbeløb i B&O, og han har nu en ejerandel på 10-15 pct. I januar er UBS blevet storaktionær, og CEO Kristian Teär har selv købt privat op i B&O-aktier.
Aktien er i år steget over 30 pct., og det er ikke en tilfældighed. For det først har selskabet som nævnt fået kapital til at accelerere ny vækst. På det seneste investormøde oplyste ledelsen, at ”For detailnetværket har vi været i forberedelsesfasen et stykke tid med et stærkt fokus på globale storbyer, og vi kan nu accelerere vores ekspansionsplaner. Eksempelvis i Californien, hvor vi genopbygger en stærk tilstedeværelse med en ny erfaren partner, som vil hjælpe os med at åbne flere flagship stores.”
Videre blev det oplyst, at ”Vi har flere initiativer i pipelinen, som vi vil dele med jer, efterhånden som de skrider fremad. For at fremme omsætningsvækst, styrke strategieksekveringen og forbedre kundeoplevelsen vil vi også foretage organisatoriske ændringer. Fra midten af januar 2025 vil de tre regionale salgsfunktioner blive samlet i én global salgsfunktion. Derudover opretter vi dedikerede salgsfunktioner til nye partnerskaber og hospitality.”
Optimismen synes at være funderet i realiteter: I hvert fald fortalte Kristian Teär om den nye hovedtelefon H100, der blev lanceret i september: ”Det er den første hovedtelefon bygget på vores egenudviklede softwareplatform, Amadeus-platformen. Den højere pris i forhold til tidligere hovedtelefoner afspejler ikke kun, at H100 er det bedste produkt, vi har skabt til dato, men også vores strategiske retning med at styrke vores position i luksus-lydmarkedet. Salgsresultaterne for H100 har overgået vores forventninger.” (frit oversat fra engelsk). En analytiker spurgte ind til H100: ”Jeres H100-hovedtelefon sælger bedre, end I kan levere. Hvornår forventer I, at forsyningen vil være tilstrækkelig til at imødekomme efterspørgslen?”
CFO Nikolaj Wendelboe svarede: ”Lige nu er vi i princippet udsolgt for Q3, hvad angår salg til forhandlere. Hvis en forhandler placerer en ordre på H100 i dag, vil de ikke få den leveret i dette kvartal, fordi vi er udsolgt. Vi arbejder på at opskalere produktionen, men det tager tid på grund af komponenter med lang leveringstid. Vi forventer, at udbud og efterspørgsel vil være bedre afbalanceret næste år, når vi har haft tid til at justere vores produktionsplaner.”
Succesen med luksus high-end produktet understøttes af fokus på færre store butikker i globale storbyer. Der er på det seneste reduceret med 500 multi-brand salgssteder i Europa.
”Det drejer sig hovedsageligt om lukning af butikker i Tyskland, hvor vi havde nogle multi-brand kæder, der ikke bidrog positivt til brandet eller genererede tilstrækkelig omsætning. Disse er blevet lukket i løbet af kvartalet”, oplyste Nikolaj Wendelboe.
Han oplyste også om risikoen for at blive ramt af Trumps toldsatser mod Kina (frit oversat), at ”Langt størstedelen af vores salg i USA er ikke produceret i Kina, da de fleste produkter i vores Staged-kategori fremstilles i Europa. Det er hovedsageligt produkter i On-the-go-kategorien, der kan blive påvirket. Hvis der indføres told, vil vi overveje flere muligheder: at sende flere varer til USA, før toldsatserne træder i kraft, eller justere priserne. Hvis tolden bliver omkring 10 pct., som nævnt, vil vi sandsynligvis kompensere med prisjusteringer.”
Bruno Japp
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.