Det fremlagte lovforslag fra Erhvervsministeriet om at fremme kvindeandelen i erhvervslivets ledelser er direkte pinligt. Begrundelserne for, at det skulle være nødvendigt at presse mere på for at øge kvindeandelen er usaglige og overfladiske. Og det vidner om mangelfuld indsigt i, hvad der sker i de store virksomheder i dansk erhvervsliv. Forslaget er ikke basereret på grundig analyse, men synes mere at være baseret på politisk populisme, skriver chefredaktør Morten W. Langer i denne kommentar.
Økonomisk Ugebrev Ledelse har i over ti år skrevet om vigtigheden af mangfoldighed i erhvervslivets bestyrelser og daglige ledelser, og vi har hvert år analyseret de såkaldte mangfoldighedsrapporter fra de 100 største børsnoterede selskaber. Så vi har et meget præcist billede af, hvad der sker omkring mangfoldighed i erhvervslivet. I den sammenhæng er Erhvervsministeriet begrundelser for forslaget besynderlige. Ministeriet lægger vægt på tre pejlemærker:
For det første henvises i lovbemærkningerne til en forældet evalueringsrapport fra Erhvervsstyrelsen fra 2017, som altså er fem år gammel.
For det andet henvises til en ligestillingsrapport fra World Economic Forum fra sidste år, hvor Danmark dumper fra en 14. plads til en 29. plads. Problemet med denne vurdering er, at rangeringen omfatter en lang række målepunkter om ligestilling, som ikke har noget med kvinders repræsentation i erhvervslivets ledelser at gøre.
Og for det tredje henvises til en nyere undersøgelse fra Erhvervsstyrelsen fra sidste sommer, som omfatter dels de 2225 selskaber omfattet af loven om oplysning af måltal for kvinder, og dels de børsnoterede selskaber. I lovbemærkningerne oplyses kun, at andelen af kvindelige generalforsamlingsvalgte medlemmer i det samlede univers fra 2016 til 2021 er steget fra 15,8 procent til 19,6 procent. Altså en overraskende markant stigning på 24 procent.
I Erhvervsstyrelsens rapport oplyses også, at andelen af kvinder i de børsnoterede selskabers bestyrelser er steget fra 15,5 procent i 2016 til 22,5 procent i 2021, altså en stigning på knap 40 procent. En aktuel undersøgelse fra Deloitte viser, at Danmark er rigtigt godt med, når det drejer sig om de 53 største børsnoterede selskaber. Ud af 50 undersøgte lande ligger Danmark nummer ti med en kvindeandel på 30 procent, hvor Finland har en andel på 33 procent og Sverige en andel på 35 procent.
Økonomisk Ugebrevs årlige Mangfoldigheds Rating tegner samme billede af markant fremdrift i de større børsnoterede selskaber. I den seneste analyse skrev vi: ”Efter flere års stilstand i den samlede kvindeandel i bestyrelserne i de 100 største virksomheder, er der for alvor sket fremgang i kvindernes tilstedeværelse i bestyrelserne: I 56 af de 100 bestyrelser er kvindeandelen 30 procent eller derover. Det er en stigning fra 35 selskaber i samme kortlægning for 2019. Altså en fremgang på hele 60 procent.” Analysen kan læses her .
Vores oplevelse er, at de fleste større virksomheder arbejder seriøst og aktivt med at fremme kvinder i virksomhedens ledelseslag – fordi de kan se en værdi i det. Men der er helt klart ikke nok kvalificerede kvinder til de store selskabers bestyrelser, og det er forsat en barriere, at kvinderne ikke så ofte som mænd vil prioritere karriere frem for privatliv og yde de ofre, der for det meste skal til. Vores vurdering er, at lovforslaget ingen som helst betydning vil have for fremme af kvinder i virksomhederne, men alene er et politisk slag i luften. Forslagene er tydeligvis udviklet på embedsmændenes skriveborde efter krav fra regeringen og ud fra politikernes ønske om, at der skal ske et eller andet.
De konkrete forslag er ikke baseret på grundige undersøgelser af, hvordan virksomhederne konkret rapporterer i dag i de lovpligtige mangfoldighedsrapporter for børsnoterede selskaber. Regeringens forslag har karakter af ændringer i et bogholderiark, som skal gøres mere overskueligt, men hvor slutresultatet ikke ændres.
Ét forslag omfatter, at der for de ca. 2000 selskaber omfattet af loven, nu også skal oplyses måltal for ledelseslag nummer to og tre, altså under direktionen. Det gør mange af dem allerede, men det er næppe undersøgt af regeringen. Et andet forslag omfatter, at selskaberne skal fastsætte nye mere ambitiøse måltal, når de har nået det første måltal. Da virksomhederne selv kan fastsætte måltal, og de også selv kan fastsætte et årstal for tidsfristen, har det ingen betydning. I praksis vælger en del virksomheder blot at udskyde tidsfristen, når de ikke er kommet i land med det fastsatte måltal.
