Boganmeldelse: ”Foolproof” er provokerende ud over alle grænser. Wall Street Journal-journalisten Greg Ip hævder, at sikkerhed kan være farlig – at man ikke kan idiotsikre noget som helst. Hans påstand er, at hvis vi hele tiden forsøger at skabe sikkerhed – også i den finansielle verden – er der risiko for, at vi luller os i søvn. Så tror vi ikke på, at en katastrofe er mulig, som finanskrisen i 2008, og derfor forbereder vi os ikke på det værst tænkelige. Hvad værre er: Ved at ignorere, at risici er en del af livet, bliver katastrofen endnu større, når den endelig slår til.

Han giver et eksempel: Med jetflyene til passagerer blev sikkerheden kraftigt øget. Men når endelig et fly forulykker, er det med store tabstal. Hans eksempel virker søgt, for der er næppe nogen branche, hvor der er så solide sikkerhedsforanstaltninger. Men hans pointe er, at der altid vil være risici, og det bør vi lære at leve med – fremfor at forsøge at fjerne dem. Et andet eksempel er den overdrevne brug af antibiotika, der er ved at give bagslag.

Greg Ip er i dag økonomisk kommentator på WSJ, og han har i hele sin karriere arbejdet med finansjournalistik, også på Economist. Derfor er hans beskrivelse af finanskriserne også bogens styrke. Han lægger ud med at henvise til en debat blandt finansverdenens topfolk i 1989. Larry Summers, der senere blev finansminister, sagde, at teknologi og finansiel innovation havde gjort finansverdenen mere immun over for bobler og dermed kriser.

Men den tidligere chef for den amerikanske centralbank, Paul Volcker, så langt mere skeptisk på brugen af de nye ”instrumenter.” Han mente, at hyppig og aggressiv brug af dem kunne få os til at tage endnu større risici, så vi kunne havne i en ødelæggende krise. Han sagde – halvt i spøg – at der er behov for et ”godt finansielt sammenbrud” for at ”ruske op i os og give os lidt disciplin.”

Greg Ip mener, at risici er indbygget i alt liv. Der sker hele tiden forandringer, og det medfører risici. Men jo mere kompleks og forbundet tilværelsen bliver, desto større er risikoen for en katastrofe. Risikoen kan vokse efter en lang periode, hvor vi tror, at vi har kontrol med tingene, først og fremmest hvis vi udvikler nye krisestyringsinstrumenter. Han selv forudså ikke finanskrisen i 2008, selv om han burde have gjort det, erkender han. Han troede på myndighedernes, især Fed’s, kompetence.

Hans analyse får ham til at konkludere, at det hverken er bedre moral eller bedre regler, der kan forebygge kriser. Udviklingen i årene inden 2008-krisen viste, at det ikke hjalp at lave reguleringer for f.eks. bankerne. Lav inflation og lave renter samt nye reguleringer og finansielle instrumenter gjorde det muligt for private og virksomheder at øge gældsniveauet: Det blev næ-sten fordoblet fra 1979 til 2008, og ”skyggebanker” og off-balance fonde fik en meget stor rolle.

Desuden ændrede alle holdning til risici og især gæld. Hvis man kunne klare sine løbende gældsforpligtelser, hvad var så problemet med en voksende gæld? Økonomer, der kender alt til risici ved stor gæld, var optimistiske – bortset fra måske kun én: Robert Shiller. Og dog. Også Volcker, den fødte pessimist, var især fra 2005 bekymret. Under den pæne overflade var der en ”virkelig foruroligende tendens,” sagde han. ”Store tilpasninger bliver nødvendige, og faren er, at det bliver en finanskrise, der gennemtvinger dem, og ikke politiske beslutninger.” Det var dog ikke de årsager, han troede, der fremkaldte krisen i 2008.

Altså er det nogle andre og mindre håndgribelige faktorer, vi skal være mere opmærksomme på, mener Greg Ip, og det er først og fremmest, at vi ikke skal tro, at alt er velforvaret. ”Stabilitet er destabiliserende,” sagde økonomen Hyman Minsky. Det værste er, hvis nye metoder, ny teknologi, nye instrumenter og nye former for risici kædes sammen, uden at sammenkædningen er nøje analyseret. Så kan et enkelt led, som med derivaterne, rive hele kæden i stykker.

Det fremgår tydeligt af bogen, at det er ekstremt svært at finde metoder, hvormed de helt store risici kan forebygges. Det afgørende er efter Greg Ips mening, at man ikke må tro, at der findes fuldt dækkende sikkerhed, og at man konstant må gøre noget for at gardere sig, som når olieselskabet Exxon Mobile efter Exxon Valdez-skandalen skabte en sikkerhedskultur, der gennemsyrede hele koncernen, og som tilmed gav en bedre indtjening. De ansatte gjorde op med den gængse vane: ”Det går jo nok.”

Sagt på anden måde: I bekæmpelsen af skovbrande skal man ikke forsøge at slukke hele branden på en gang, men lade brande udvikle sig på mindre farlige områder. ”Vores mål må være at eliminere de store katastrofer og ikke de små,” lyder budskabet.

Hugo Gaarden
Foolproof – Why Safety Can Be Dangerous, Headline, Greg Ip, 325 sider, 209,00 kr.

DEL