Skal erhvervsministeren bestemme den næste bankdirektør?

Kommentar: Stramning af reglerne om fit & proper for ledelsesmedlemmer i finansielle virksomheder er uden tvivl på sin plads. Men er myndigheder og politikere gået i selvsving med alt for meget styring af ledelsesforholdene i den finansielle sektor? Erhvervsminister Rasmus Jarlov har efter det oplyste blandet sig aktivt i tilsynets fit og proper vurderinger omkring Danske Banks seneste udnævnelser. Er det virkelig nødvendigt, spørger chefredaktør Morten W. Langer i denne kommentar, og han giver også et klart svar.

Fra politisk hold har der i et års tid været betydelig fokus på den finansielle sektor med hovedvægt på hvidvaskskandalerne. Blandt andet blev der 19. september sidste år indgået et politisk forlig om stramning af reglerne omkring de såkaldte fit & proper krav for medlemmer af de finansielle virksomheders direktioner og bestyrelser.

Ønsket om strammere styring og kontrol med udpegning af ledelsesmedlemmer i den finansielle sektor, er efter det oplyste allerede blevet praktiseret i flere tilfælde. Økonomisk Ugebrev har søgt at afdække, hvad der i virkeligheden skete omkring de seneste vurderinger af nye ledelsesmedlemmer i Danske Bank. Og her er, hvad vi fik ud af det:

Efter det oplyste havde Danske Bank ikke i blinde indgivet ansøgningen om godkendelsen af Jacob Aarup-Andersen. Danske Bank havde haft samtaler på et højt niveau med Finanstilsynet, der uformelt havde tilkendegivet, at Jacob Aarup-Andersen ville blive godkendt. Og hvorfor skulle Jacob Aarup-Andersen og Ole Andersen også sammen løbe en risiko for et stort offentligt nederlag?

I hvert fald Jesper Berg må have stillet en godkendelse i udsigt. Det er utænkeligt, at Danske Bank skulle have lyttet til personer under Jesper Berg. Men det mest sandsynlige er, at Danske Bank havde en forventning om, at også David Lando stod bag tilkendegivelsen.

Meget tyder på, at David Lando under alle omstændigheder senere fik ”rådgivning” om sagens afgørelse fra erhvervsminister Rasmus Jarlov eller andre spidser i regeringstoppen. Lydhørheden overfor ministerens uformelle kommando om udpegning af Danske Bank næste direktør, har givetvis også styrket ministerens tillid til David Lando. Rasmus Jarlov var helt sikkert tilfreds med underkendelsen af Jacob Aarup-Andersen. Ikke mindst fordi det fik Finanstilsynet til at fremstå stærkere og mere håndfast, efter hans tiltræden som erhvervsminister. Det kan også have haft betydning for Rasmus Jarlovs omgående godkendelse af David Landos involvering i sagen om aktieskattearbitrage, som samtidig var oppe at vende i offentligheden.

Yderligere politisk indblanding

Men her stopper det ikke med de politiske indblandinger: Den 6. november 2018 blev offentliggjort, at A.P. Møller Holding A/S som storaktionær i Danske Bank havde krævet en ekstraordinær generalforsamling for at udskifte Ole Andersen som formand. Senere blev det oplyst, at bestyrelsens næstformand Carol Sargeant havde meddelt, at hun ikke ønskede genvalg ved forårets ordinære generalforsamling.

Men i den senere formelle indkaldelse blev det oplyst, at hun alligevel stillede op – og blev valgt. I Danske Banks selskabsmeddelelse herom forklares det, at bestyrelsen havde bedt Carol Sargeant om at genoverveje for at sikre kontinuiteten i bestyrelsen. Efter det oplyste var det igen Finanstilsynet, der gav anledning til ændringer i bankens tidligere udmeldinger.

Finanstilsynet fandt, at der manglede både kontinuitet og bankerfaring i den nye bankbestyrelse, og derfor underkendte Finanstilsynet ønsket om udskiftning af Carol Sargeant. Hun var ellers oplagt at skifte ud på grund af hendes historik tilbage fra 2013 i bankens bestyrelse, med hvidvask slæbespor efter sig.

Bundlinjen er dog, at det ikke kun handler om udpegning af nogle nye ledelsesmedlemmer i Danske Bank. Der er langt mere på spil, nemlig Danske Banks fremtidig rolle i det danske samfund. Bag nedrullede gardiner foregår der i disse måneder et forhandlingsspil, hvor den danske regering og en stribe topembedsmænd skal sikre, at Danske Bank ikke pålægges en alt for stor bøde fra blandt andet det engelske og amerikanske finanstilsyn.

En sådan bødestørrelse vil blive fastlagt i et forlig. Men den danske modpart til de internationale myndigheder er næppe Danske Banks topfolk, men ministre og topembedsmænd i Erhvervsministeriet, Finansministeriet og Statsministeriet. De har altså for tiden en stærk interesse i, hvad der sker i Danske Bank. Men de skal under alle omstændigheder spille deres kort meget forsigtigt, fordi deres hånd i udgangspunktet er en taberhånd.

Betydelig indflydelse på væsentlige udpegelser

Med den lovgivning, der er på vej gennem Folketinget, kommer den til enhver siddende erhvervsminister og regeringen faktisk til at have betydelig indflydelse på udpegning af centrale ledelsesmedlemmer i de finansielle virksomheder: I et høringsnotat dateret 27. februar 2019, i relation til et lovforslag om ændring af den finansielle lovgivning, oplyser Erhvervsministeriet, at ministeren fremover skal fastsætte regler for ledelsesmedlemmers kompetencer og erfaringskrav, hvilket i realiteten må bunde i en subjektiv vurdering fra sag til sag.

I høringsnotatet skriver ministeriet, at ”lovforslaget indeholder en bemyndigelse til erhvervsministeren om at fastsætte nærmere regler om kompetence- og erfaringskrav samt ansvarsområder for nøglepersoner i pengeinstitutter, SIFI’er og G-SIFI’er.”

Om udpegning af den nye adm. direktør for Danske Bank afventer vedtagelse af den nye lov, er ikke godt at vide. Tidligere har det i hvert fald været sådan, at det entydigt var Finanstilsynet og dens bestyrelse som bestemte i den slags sager. I et talepapir fra et samråd i Erhvervsudvalget sagde ministeren blandt andet, at ”det følger af lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet er uafhængigt i sin tilsynsvirksomhed, og at det er direktionen i Finanstilsynet, der tilrettelægger tilsynsvirksomheden. Det følger desuden af loven, at Finanstilsynets bestyrelse godkender den overordnede tilrettelæggelse af Finanstilsynets tilsynsvirksomhed (..) Finanstilsynet har siden drøftelserne begyndte strammet sin praksis i relation til fit and proper-vurderinger, så praksis bl.a. i forhold til erfaringskrav lægger sig tæt op ad praksis i EU’s styrkede banksamarbejde.”

Man kan diskutere behovet for myndighedsindblanding ved valg af bestyrelser og direktører i de store børsnoterede finansielle virksomheder, hvor også de store professionelle investorer holder et skarpt øje med topledelsens erfaringer og kompetencer. Her få ingen lov til at falde helt igennem.

Sagen er dog helt anderledes i de mange provinsbanker, samt ikke-noterede finansielle virksomheder, med selvsupplerende bestyrelser på grund af mangelfulde aktionær- eller medlemsdemokratier, begrænsninger i stemmeret og ejerret, samt repræsentantskaber, som skaber stor afstand fra aktionærer til bestyrelser.

Her må Finanstilsynet og regeringen hellere end gerne gribe ind, og helst før den næste finanskrise indfinder sig. Selv Jesper Randvids rapport om årsager til finanskrisen peger på et betydeligt ansvar hos de kuldsejlede provinsbankers bestyrelser, med manglende fagkompetencer og mange tilfælde magtfulde enerådende bankkonger, som fik frit spil til at spille hasard.