På baggrund af de dugfriske årsregnskaber for 2024 kan Økonomisk Ugebrev nu løfte sløret for udviklingen i erhvervslivets arbejde med klima. Samlet set har gruppen af C25-selskaber det seneste år øget deres klimaaftryk med 7 pct. – fra 140 mio. ton CO₂ i 2023 til 150 mio. ton i 2024. Stigningen skyldes især øgede udledninger fra klimatunge selskaber som Mærsk og Ørsted med øgede CO₂-aftryk på henholdsvis 8 pct. og 35 pct. På trods af stigningen i de absolutte CO₂-udledninger er CO₂-intensiteten – dvs. CO₂ pr. omsat mio. kr. – faldet i hovedparten af C25-selskaberne, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen om de første resultater i Økonomisk Ugebrevs årlige Klima Rating.
De store danske C25-selskaber har det seneste år øget deres samlede scope 1, 2 og 3 CO₂-udledning med 10 mio. ton, fra 140 mio. ton i 2023 til 150 mio. ton i 2024 – altså en stigning på syv pct.* Derved bryder det danske eliteindeks med de seneste års solide klimaresultater – fra 2022 til 2023 reducerede C25-selskaberne det samlede klimaaftryk med 10 pct., året forinden var reduktionen endnu større, nemlig 40 pct.
Det seneste års stigning skyldes i høj grad, at A.P. Møller–Mærsk, der står for over halvdelen af gruppens samlede C25-aftryk, har øget sine CO₂-udledninger med 8 pct., fra 78 mio. ton i 2023 til 84 mio. ton i 2024. Mærsk begrunder selv stigningen med et øget brændstofforbrug, som skyldes omlægning af sejlruter, grundet angrebstruslen fra houthierne i Det Røde Hav.
Andre klimatunge C25-selskaber har ligeledes øget deres CO₂-aftryk det seneste år. Det gælder blandt andet Ørsted, der er gået fra 7,3 mio. ton CO₂ i 2023 til 9,3 mio. ton i 2024 – altså en stigning på 35 pct.
I årsrapporten noterer Ørsted, at selvom selskabet det seneste år har mere end halveret sit scope 1 CO₂-aftryk, så er scope 3 aftrykket fra anlægsaktiver steget kraftigt – kort fortalt har Ørsted i 2024 igangsat flere sol- og vindfarme, hvilket har øget scope 3 CO₂-aftrykket med 3,6 mio. ton.
ISS, Nordea og Rockwool er de eneste tre C25-selskaber med et årligt CO₂-aftryk på over en million ton, der rapporterer et lavere CO₂-aftryk i 2024 end i 2023. Nordea leverer den største CO₂-reduktion fra 25 mio. ton i 2023 til 24 mio. ton i 2024.
Af de otte C25-selskaber, der rapporterer et CO₂-aftryk under en million ton, har tre selskaber – Bavarian Nordic, Demant og Sydbank – reduceret deres aftryk det seneste år. Bavarian Nordic leverer den største CO₂-reduktion: Fra 98.000 ton i 2023 til 54.000 ton i 2024, altså en reduktion på 44 pct.
Zealand Pharmas CO₂-aftryk er steget med 260 pct. det seneste år. Stigningen begrundes i selskabets årsrapport med en betydelig kapitalrejsning i 2024, som har ført til en markant øgning i Zealand Pharmas investeringsrelaterede CO₂-udledninger fra værdipapirporteføljen. Der er således ikke tale om, at Zealand Pharmas drift er blevet markant mindre klimavenlig det seneste år, men derimod at selskabet eksterne investeringer er øget betragteligt.
Samlet er CO₂-aftrykket steget i absolutte termer i 67 pct. af C25-selskaberne. Ser vi derimod på CO₂-intensiteten, her forstået som ton CO₂ pr. omsat million kroner, så har 72 pct. af selskaberne i det danske eliteindeks faktisk sænket aftrykket det seneste år.
Det gælder eksempelvis A.P. Møller–Mærsk, der har sænket CO₂-aftrykket fra 221 ton pr. omsat million kroner i 2023 til 219 ton pr. omsat million kroner i 2024, altså et fald på knap 1 pct.
Et andet eksempel er Rockwool, der har sænket intensitetsaftrykket med 9 pct. det seneste år, fra 99 ton CO₂ til 90 ton CO₂ pr. omsat million kroner. Rockwool leverer derved både reduktioner i absolutte og relative termer. Ifølge isoleringsgigantens seneste årsrapport er klimastrategien forankret i bestyrelsen, der godkender klimaambitioner og overvåger klimaindsatsen.
Ifølge rapporten er grøn omstilling et centralt element i Rockwools forretning: ”Klimarelaterede risici og muligheder er tæt forbundet med koncernens finansielle og kommercielle strategi i forhold til salg af produkter, der reducerer CO₂-udledning. Disse risici og muligheder er derfor integreret i de forskellige forretningsenheders strategier, som opdateres årligt.”
Som det fremgår af nedenstående tabel har også Novo Nordisk, som ellers har øget sit absolutte klimaaftryk med hele 23 pct. det seneste år, formået at sænke intensitetsaftrykket med næsten 2 pct.
* Carlsberg, Danske Bank, GN, NKT, Novonesis og Tryg har ikke sammenlignelige data for deres samledes scope 1, 2 og 3 CO₂-aftryk for 2023 og 2024. Klimaaftrykket for disse selskaber indgår derfor ikke i denne artikel.
Claus Strue Frederiksen
Læs også denne artikel i ugens tema om C25 Klima Rating – Ørsted vinder, Novo og Mærsk skuffer fælt
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.