En CEO skal skabe vækst, og derfor indgår fremgang i omsætningen som et af de tre vigtige parametre i Økonomisk Ugebrevs årlige CEO Performance–ranking. Årets vækstvindere er ikke mindst pharmavirksomheder og virksomheder specialiseret i grøn teknologi. I næste række kommer blandt andet virksomheder, der har oplevet et rebound efter coronakrisen. Derimod har flere store transportvirksomheder oplevet klar tilbagegang efter boomet i 2021 og 2022, og de er sat ned i årets CEO-rating, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen.
Særligt pharmavirksomheder udmærker sig i Økonomisk Ugebrevs årlige CEO Performance-ranking, når det gælder målepunktet om at skabe vækst i omsætning. Det er tre pharmavirksomheder blandt de ti børsnoterede danske selskaber, der har præsteret størst vækst i 2023: Zealand Pharma med CEO Adam Steensberg, Bavarian Nordic med CEO Paul Chaplin og Novo Nordisk med CEO Lars Fruergaard Jørgensen.
Det understreger, at der – i hvert fald i 2023 – også er dynamik i den danske pharmabranche uden for Novo Nordisk.
Vækst i omsætningen er det tredje vigtige parameter i CEO Performance-rankingen sammen med de to andre parametre: Kapitalafkast (Return On Invested Capital – ROIC) og væksten i kapitalafkastet.
Tre af virksomhederne i top-ti er små: Zealand Pharma, Aquaporin med CEO Matt Boczkowski og Ennogie Solar Group med CEO Lars Brøndum Petersen.
Det er ikke i sig selv overraskende, at små virksomheder kommer i top, fordi det er lettere at skabe fremgang, hvis udgangspunktet er beskedent.
Men disse virksomheder er samtidig kendetegnet ved, at de netop er lanceret på børsen som potentielle vækstkometer, specialiseret i særlige grønne teknologier – der først senere kan forventes at realisere et tilfredsstillende kapitalafkast.
Også større virksomheder når dog op mod toppen. Årets overordnede nummer et i CEO Performance-undersøgelsen, Bavarian Nordic, bliver udover fremgangen i ROIC-afkastet også hjulpet op af en betydelig omsætningsvækst i 2023. Det samme gælder Novo Nordisk.
Også en stor virksomhed som NKT med CEO Claes Westerlind har sat væksttempoet pænt op i takt med, at der kommer stadig flere og større ordrer på stærkstrømskabler.
artiklen fortsætter under grafikkerne
Ud af coronakrisen
En anden gruppe af virksomheder har også nærmet sig toppen af vækstlisten: For eksempel SAS med CEO Anko van der Werff, Københavns Lufthavne med CEO Christian Poulsen, Tivoli med CEO Susanne Mørch Koch og Parken med formand Henrik Møgelmose og koncerndirektør Jan Harrit. Disse topchefer og deres virksomheder har typisk i 2023 oplevet et rebound, efter at de var særligt hårdt ramt af nedturen under coronakrisen.
En række virksomheder har også i 2023 fået sat særlig gang i væksten ved hjælp af opkøb – enten i det seneste år eller året før. Det gælder for eksempel Schouw & Co., FirstFarms. Netcompany, Royal Unibrew og længere nede på listen Coloplast.
Virksomheder, hvis vækst især er drevet af slutkundernes privatforbrug, klarede sig moderat godt gennem 2023. Harboe, Royal Unibrew, Carlsberg (eksklusive de russiske aktiviteter), Gyldendal, Matas og Tivoli klarede sig gennem 2023 med rimelige vækstrater.
Væksttempoet blev generelt bremset op
Medianen for de 100 virksomheders omsætningsvækst i 2023 er moderat, nemlig 6,9 pct. mod 21,3 pct. i 2022, hvor inflationen satte ind, og mange virksomheder med fuld fart kom ud af coronakrisen. 29 virksomheder må for 2023 faktisk melde om vigende omsætning.
Også en række bygge-, bolig-, og indretningsrelaterede virksomheder måtte melde om fald i omsætningen i 2023. Det gjaldt HusCompagniet med CEO Martin Ravn-Nielsen, H+H International med CEO Jörg Brinkmann, tekstilvirksomheden Gabriel Holding med CEO Anders Hedegaard Petersen, Rockwool International med CEO Jens Birgersson, Bang & Olufsen med CEO Kristian Teär og Solar med CEO Jens Andersen.
Blandt virksomhederne med største omsætningsfald i 2023 var nogle af landets største som Ørsted med CEO Mads Nipper, der i løbet af året blev ramt af faldende volumener og faldende energipriser, samt A.P. Møller-Mærsk med CEO Vincent Clerc og DSV med CEO Jens H. Lund, der blev ramt af markant faldende fragtrater efter et boom i markedet i 2021-2022. Tilbagegangen for disse omsætningstunge virksomheder påvirkede i 2023 naturligvis den samlede udvikling blandt de børsnoterede, selvom Novo Nordisk trak den anden vej.
Adskillige store virksomheder har i de seneste år skruet godt op for investeringerne. Det burde alt andet lige betyde, at de børsnoterede virksomheder er på vej ind i en periode, hvor mere stabil vækst kan afløse de store op- og nedture, som mange virksomheder har været igennem i de seneste år.
Morten A Sørensen
Læs også de øvrige artikler i temaet om Top 100 ROIC-performance 2024:
Øgede investeringer presser kapitalafkast
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.