Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Ledelse

Tema: Top 100 Governance Rating 2024/ Del 1 – Rapportering om god selskabsledelse mister fokus

Morten W. Langer

tirsdag 10. september 2024 kl. 11:40

Tema: Top 100 Governance Rating 2024/ Del 1 – Rapportering om god selskabsledelse mister fokus

I Økonomisk Ugebrevs årlige Governance Rating af de 100 største børsnoterede selskaber er der i år kun to vindervirksomheder mod fem sidste år. Af de to vindere er Netcompany genganger fra sidste års topgruppe, mens ISS er ny med i front. Flere selskaber har taget et kvantespring op af Top 100-ranglisten, blandt andet GN Store Nord, H+H International og Topdanmark. Fra den nederste del af ranglisten har flere taget et solidt ryk opad, blandt andet ChemoMetec og Jyske Bank, som nu er rykket ud af dumpegruppen. Chefredaktør Morten W. Langer gennemgår hovedresultaterne.

Hele 41 af de 100 danske børsnoterede selskaber, som indgår i Økonomisk Ugebrevs årlige rating af Corporate Governance, scorer i år lavere end sidste år. Vi har tidligere år sporet en tendens til, at stadigt flere selskaber lægger hele deres fokus på ESG-relaterede forhold i deres rapportering.

Altså mere på E og S, men mindre på G. Miljø, klima, diversitet har groft sagt skubbet fokus på den gode selskabsledelse lidt ud af opmærksomhedsrummet. Som det fremgår af Økonomisk Ugebrevs andre ratings, er der bred fremgang at spore på blandt andet klima (herunder rapportering om Scope 1, 2 og 3) og på Tax Governance.

Ringere rapportering om god selskabsledelse end sidste år har blandt andet ramt Vestas, Demant, DSV, Nilfisk og Novo Nordisk, der dog alle fortsat leverer en høj rapporteringskvalitet. En anden vigtig tendens er, at der fortsat er en stor dumpegruppe af typisk mindre og mellemstore selskaber, som tilsyneladende ikke lever op til de mest basale regler om god selskabsledelse.

Hele 25 selskaber scorer under seks point ud af ti mulige i Økonomisk Ugebrevs Governance Rating. Blandt dumpekandidaterne er blandt andet store selskaber som A.P. Møller-Mærsk, Københavns Lufthavne og Alm. Brand, som er landets næststørste forsikringsselskab.

I årets rating er de positive overraskelser GN Store Nord, der rykker fra 5,5 point sidste år til 9,0 point i år. Det giver en samlet tredjeplads på ranglisten. Høreapparatselskabet får et halvt point for at have en bestyrelse med en gennemsnitsalder over 55 år, og for ikke at have forklaret sig fyldestgørende i redegørelsen om god selskabsledelse.

Årets to frontløbere, ISS og Netcompany, er kun et halvt point fra at score maksimum ti point. ISS får også kun et halvt point for en gennemsnitsalder i bestyrelsen over 55 år, men dog under 60 år. Det samme forhold mister også Netcompany et halvt point på.

Alderskriteriet i Økonomisk Ugebrevs rating, som man altid kan diskutere, er baseret på det forhold, at det er stadigt vigtigere for landets bestyrelser at have stor spredning i alderssammensætningen, ikke mindst inden for erfaring og indsigt i hele den digitale verden, sociale medier og muligheder i brug af kunstig intelligens.

Hele syv selskaber kommer ind på en delt tredjeplads med 8,5 point. Det drejer sig om Ambu, Genmab, H+H International, HusCompagniet, Spar Nord Bank, Topdanmark og Vestas. Navnene i gruppen er opsigtsvækkende, fordi de fleste af selskaberne hører til blandt de mellemstore børsnoterede selskaber i Danmark.

Den flotte placering i år er opnået gennem pointfremgang for alle selskaberne i forhold til sidste år. H+H International og Spar Nord Bank har endda lagt to point mere oven i sidste års score. Alle selskaberne får enten minus et halvt point eller minus et helt point på alderskriteriet. Eksempelvis er gennemsnitsalderen i bestyrelserne for Vestas, Genmab og H+H International over 60 år.

artiklen fortsætter under grafikkerne

Governance rating 01

Governance rating 02

Governance rating 03

Samme selskaber i bunden som i fjor

I bunden af Top 100 ranglisten ligger de samme selskaber som tidligere år. Umiddelbart virker det ikke som om, at anbefalingerne om god selskabsledelse har nået disse selskabers bestyrelser og daglige ledelser. Eller også synes de, at anbefalingerne fra Komitéen for God Selskabsledelse er irrelevante for dem.

Det drejer sig om en stribe investeringsselskaber, hvor den passive tilgang måske er mere forståelig, blandt andet for EAC Invest og Luxor. Men flere af de andre selskaber på dumpelisten burde ikke være der, selvom de fleste af dem er ejerledede, blandt andet cBrain, Brdr. Klee og Gabriel Holding.

Mest bemærkelsesværdigt er dumpepositioner til selskaber som Alm. Brand, TCM Group, det delvist statsejede Københavns Lufthavne, Grønlandsbanken, Djursland Bank og Aquaporin.

Med kun 3,5 point ud af ti mulige ligger Alm. Brand i en absolut bundgruppe, og det afspejler en meget svag oplysningskvalitet. Eksempelvis oplyses ikke tydeligt om de enkelte bestyrelsesmedlemmernes ejerskab af private aktier i selskabet, der er ikke flertal af uafhængige bestyrelsesmedlemmer inkl. medarbejdervalgte, og gennemsnitsalderen i bestyrelsen er over 60 år.

Det forklares ikke klart og tydeligt i redegørelsen om god selskabsledelse, hvor mange afvigelser, der er med tilhørende forklaringer. Det forklares heller ikke i redegørelsen, hvordan de enkelte anbefalinger konkret efterleves.

En anden overraskelse i bunden af ranglisten er møbelproducenten TCM Group, som er et af børsens nyere medlemmer. Den ringe score overrasker, blandt andet fordi ATP er stor aktionær i selskabet sammen med BankInvest. Og man skulle tro, at de to store aktionærer ville fremme fokus på god selskabsledelse af hensyn til de mindre aktionærer på børsmarkedet.

Overraskende tilbagegang for A.P. Møller-Mærsk

Overraskende er også, at A.P. Møller-Mærsk kun kan levere fem point, et mindre end sidste år. Rederigruppens informationskvalitet er ellers over de seneste ti år forbedret markant, hvilket Økonomisk Ugebrevs andre rating af blandt andet Klima, Tax Governance og Investor relations viser.

Koncernen kikser blandt andet på oplysning om de enkelte bestyrelsesmedlemmernes private aktier, manglende beskrivelse af metode ved bestyrelsens selvevaluering, og der oplyses kun summarisk om resultatet af denne.

Under halvdelen af Mærsks bestyrelsesmedlemmerne er uafhængige inkl. medarbejdervalgte, og der gives kun et halv point for redegørelse for, hvordan de konkrete anbefalinger efterleves, og for whistleblower ordning, hvor der ikke oplyses, at der indrapporteres til uafhængig 3. part.

Den tværgående analyse af de enkelte målepunkter viser, at kun ni ud af de 100 undersøgte selskaber har en gennemsnitsalder i bestyrelsen under 55 år. Blandt andet Ambu, Solar, Rockwool og Møns Bank. I hele 48 bestyrelser er gennemsnitsalderen over 60 år. I forhold til sidste års rating er ”aldersproblemet” i bestyrelserne blevet lidt større.

Et anden målepunkt, mange bestyrelser dumper på, er en konkret beskrivelse af, hvad man har fået ud af den årlige bestyrelsesevaluering, og hvilke ændringer i bestyrelsesarbejdet, den giver anledning til. På målepunktet som lyder ”udgør revisors honorar til ”anden rådgivning” mere end 70 % af honorar til lovpligtig revision” lever 79 selskaber op til dette, men det er fire færre end sidste år.

Til gengæld er der fremgang i oplysningskvaliteten omkring oplysning om de enkelte bestyrelsesmedlemmers konkrete kompetencer, idet 89 pct. af selskaberne oplyser om dette. På målepunktet om, hvorvidt halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er uafhængige inkl. medarbejdervalgte, lever 67 selskaber op til dette, og det er elleve mere end i sidste års undersøgelse.

Morten W. Langer

Governance rating 04

Governance rating 05

Vær et skridt foran

Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.

399,-

pr. måned

Allerede abonnent? Log ind her

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev
ØU Bestyrelsesguiden

Få de vigtigste nyheder om praktisk bestyrelsesarbejde, ledelse og strategi i SMV.
Udkommer hver onsdag.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev. Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik.

Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Følg virksomhederne fra denne artikel
Skriv dig op her, og modtag en mail direkte i din indbakke, så snart vi skriver om virksomhederne, du følger.

Jobannoncer

Udløber snart
Senior Advisor in the International Team
Region Hovedstaden
Udløber snart
Erfaren økonom til politisk team
Region Hovedstaden

Mere fra ØU Ledelse

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

*Tilbuddet gælder ikke, hvis man har været abonnent indenfor de seneste 6 måneder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Og modtag ØU’s rapport om Top 40 Ledelseskonsulenter gratis.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank