Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Ledelse

Top 40 konsulenthuse – Nålestribede ledelseskonsulenter fik tæsk sidste år

Morten W. Langer

onsdag 01. oktober 2025 kl. 9:50

Top 40 konsulenthuse – Nålestribede ledelseskonsulenter fik tæsk sidste år

2024 var ikke noget godt år for de store nålestribede konsulenthuse. Normalt præsterer de fleste af dem stigende aktivitet og flere ansatte. Men sidste år bakkede de alle sammen, næsten. For den danske konsulentgigant Implement gav igen alle de andre baghjul. Økonomisk Ugebrev går bagom udviklingen og giver bud på, hvad der skete sidste år, og hvordan den aktuelle markedssituation er. Chefredaktør Morten W. Langer gennemgår regnskabsresultaterne og de tilhørende kommentarer. I næste udgave af ØU Ledelse bringer vi interview med Implement-chef Niels Ahrengodt, og beskriver situationen i en fortsat udfordret konsulentbranche.

Økonomisk Ugebrevs årlige gennemgang af regnskabsresultaterne for de 40 største ledelseskonsulenter bryder med det sædvanlige billede af fremgang efter fremgang. Bemærkelsesværdigt rykkede de internationale konsulenthuse sidste år markant tilbage, både når der måles på bruttoresultat, altså aktivitet, og på antallet af ansatte.

Tilbagegangen kommer efter nogle guld-år med stor aktivitetsfremgang, hvor der blev ansat mange flere medarbejdere. Og det var også det, der sidste år gjorde ondt på bundlinjerne, da indtægterne tilsyneladende dykkede mere end omkostningerne til den personaletunge sektor.

Ved årets udgang havde de flere store konsulenter dog skåret i medarbejderstaben, så der var færre ansatte ved årets udgang end ved årets start. Vi kigger altså målrettet på de globale Big-3 konsulenthuse, der i både egen forståelse og omgivelsernes forståelse er noget specielt.

Tilbagegangen sidste år rykkede ikke synderligt på styrkeforholdet mellem BCG, altså Boston Consulting Group, McKinsey og Bain. BCG er fortsat storebror i den danske konsulentverden i forhold til de to andre.

Ifølge regnskabet for det svenske moderselskab blev antal ansatte i den danske afdeling af BCG sidste år skåret fra 378 til 366. Hos McKinsey lød reduktionen i staben fra 218 til 210, og hos Bain blev der skåret fra 193 til 167, altså knap femten pct. Ud fra antal ansatte i Danmark er BCG altså klart størst Hvilke af de tre globale konsulenthuse, der reelt har mest forretning i Danmark er dog mere mudret.

Nogle af firmaerne henter udenlandske kolleger ind fra udenlandske koncernselskaber, og de tæller ikke med som traditionelle lønomkostninger i regnskaberne.

Konsulent A 01

Størst omsætning hos McKinsey Målt alene på omsætning er McKinsey størst i Danmark med en 1,2 mia. kr. mod 1,4 mia. kr. forrige år, en nedgang på næsten femten pct. Sidste år var BCG’s omsætning knap 1,1 mia. kr. svarende til en nedgang på ti pct.

Til gengæld var McKinseys bruttoresultat sidste år 373 mio. kr. mod 443 mio. kr. året før, altså en nedgang på næsten tyve pct. McKinseys CEO Klaus Lund Dallerup skriver i regnskabet følgende: ”Årets realiserede resultat anses for tilfredsstillende. I 2025 vil virksomheden fortsat fokusere på ledelsesrådgivning og yde rådgivning til førende virksomheder, offentlige institutioner og store ikke kommercielle organisationer. Der vil fortsat være fokus på at servicere vores klienter i Danmark og globalt. For 2025 forventes et resultat på niveau med 2024 med et estimeret interval på TDKK 40.000 til 80.000.’

Det kan blive et betydelig løft fra de godt 40 mio. kr. sidste år, hvorved der ved regnskabsaflæggelsen blev forventet fremgang. ØU har uden held forsøgt at få en kommentar til udviklingen fra McKinseys ledelse.

BCG skriver ikke meget i regnskabet for det svenske moderselskab, udover at der forventes en uændret nettoomsætning i år. ØU har forsøgt at indhente en kommentar fra BCGs danske chef.

Bain har det mest informative regnskab af de store udenlandske konsulenter. Heri oplyses (frit oversat): ”Årets bruttoresultat udgør 285,798 mio. kr. mod 313,852 mia. kr. sidste år. Resultat efter skat udgør -46,446 mio. kr. mod -3,322 mio. kr. sidste år. Ledelsen anser årets nettotab for utilfredsstillende og har arbejdet aktivt på at genoprette lønsomheden gennem forskellige strategiske og organisatoriske initiativer, der blev lanceret i 2025.”

Videre oplyses: ”Det forventes, at selskabet vil realisere negativt resultat for regnskabsåret 2025. Nettoomsætning og underskud vil være på samme niveau som i 2024, idet ledelsen forventer en omsætning på mellem 550-600 mio. kr. og et underskud på mellem -40-50 mio. kr.”

Fra Bain har vi fået følgende kommentar fra Hans Henrik Beck, som er Nordic Managing Partner: ’’Det giver ikke et retvisende billede at se på det danske regnskab isoleret. I Norden arbejder vi som én samlet enhed med fælles bemanding og investeringer på tværs af landegrænser, og det afspejler sig i tallene. Regnskabet for Danmark afspejler denne logik og nogle bevidste investeringer i at styrke fundamentet for fremtiden.’’

Udenfor Top 3 kommer de store IT-orienterede konsulenter, Accenture og PA Consulting Group.

Konsulent A 03

Konsulent A 02

PA Consulting Group måtte også se en markant opbremsning sidste år. Bruttoresultat dykkede til 269 mio. kr. mod 361 mio. kr. året før, altså med næsten 30 pct. Ledelsen skriver i regnskabet at: ”Den fortsatte usikkerhed, efter store skift i makrotendenser, betød at vores kunder fortsat tilpasser sig disse usikkerheder med krig i Europa og bredere makroøkonomiske usikkerheder og afhængighed af forsyningskæder. Omsætningen faldt til 356 mDKK (2023: 457 mDKK), bruttoresultatet til 269 mDKK (2023: 361 mDKK.”

”Ledelsen finder resultatet for 2024 tilfredsstillende, selvom det var betydeligt lavere end forventningerne fra 2023. Dette er resultatet af negative ændringer i markedsefterspørgslen i anden halvdel af 2024, der faldt sammen med afslutningen af flere større engagementer, som påvirkede evnen til at opfylde forventningerne for 2024. Vi har nu med succes tiltrukket og onboardet udvalgte talenter med forskellige kapaciteter, der er behov for nu såvel som de kommende år.”, hedder det.

Accenture holdt omsætningen uændret i forhold til året før på 2,3 mia. kr., mens bruttoresultatet dykkede knap tre pct. til 909 mio. kr. Antallet af fuldtidsansatte oplyses til 820, hvilket er 36 færre end året før, eller et dyk på ca. fire pct.

CEO Carsten Sachmann skriver om årets resultat, at selskabet har afdæmpede forventninger til fremtiden: ”Det vurderes i dette marked, at selskabets serviceydelser harmonerer med kundernes behov for strukturtilpasninger og digital transformation. Der er en tilfredsstillende grundforretning af Outsourcing og System Integration, mens Accentures digitale services oplever en væsentlig stigning i efterspørgslen samtidigt med at Consulting markedet vokser både indenfor Management Consulting og Technology Consulting. Selskabet oplever en tilfredsstillende udvikling af eksisterende opgaver og tilgang af nye opgaver og har afdæmpede om end positive forventninger til nye muligheder i fremtiden.”

Videre hedder det, at ”Selskabet er velpositioneret for yderligere vækst og forbedring af lønsomheden. Dog er vi opmærksomme på, at vi opererer i et marked, der kan ændre karakter med kort varsel. Porteføljen af igangværende opgaver er sund og lønsom. Markedsudsigterne vil dog afhænge af den økonomiske udvikling hos selskabets kunder. Her er udsigterne fortsat usikre.”

Capgemini fastholdt sidste år stort set antallet af ansatte på 387 mod 389 året før. Omsætningen steg en smule til 811 mio. kr. men bruttoresultatet dykkede kraftigt fra 459 mio. kr. til 417 mio. kr. korrigeret for lønomkostninger. Selskabet har tydeligvis været begunstiget af hovedvægt af forretningen indenfor stabile sektorer, nemlig offentlig sundhed, energi og life science.

Ledelsen skriver om regnskabsåret, at: ”Efter skat viser resultatet et underskud på 25,5 mio. kr. Dette skyldes engangstab på en enkelt opgave i 2024 og hensættelser til fremtidige tab som følge af et mere forsigtigt syn på engagementet. Med dette engagement nu klaret, forventer Capgemini Danmark A/S lønsomhed i den bredere forretning fremadrettet.”

Videre hedder det, at: ”Væksten i virksomheden fortsatte på trods af forventede fald i flerårige nedlukningsengagementer. I 2024 fortsatte den betydelige vækst inden for strategiske områder som Life Sciences, Public Health og Energy & Utilities de positive tendenser fra tidligere år og mere end kompenserede for faldende indtægter fra nedlukningsengagementer. Life Sciences-forretningen voksede med over 40 procent, mens Public Health-forretningen også bidrog positivt til den omsætningsvækst, der blev opnået i 2024.”

Det noget mindre A.T. Kearney i Danmark måtte også se forretningen skrumpe: Bruttoresultatet dykkede hos A.T. Kearney fra 39 mio. kr. til 32 mio. kr. og antallet blev reduceret fra 31 til 27. Hos A.T. Kearney skriver Lars Krohn Røst, at: ”Årets bruttoresultat udgør 32.087 tusinde kr. mod 39.320 tusinde kr. sidste år. Resultat af ordinær aktivitet efter skat udgør -1.099 t.kr. mod 2.822 t.kr. sidste år. Ledelsen anser årets resultat for at være utilfredsstillende, men som forventet. Det forventes, at selskabet vil realisere positive resultater for regnskabsåret 2025.”

Morten W. Langer

Vær et skridt foran

Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.

399,-

pr. måned

Allerede abonnent? Log ind her

Få dagens vigtigste
økonominyheder hver dag kl. 12

Bliv opdateret på aktiemarkedets bevægelser, skarpe indsigter
og nyeste tendenser fra Økonomisk Ugebrev – helt gratis.

Jeg giver samtykke til, at I sender mig mails med de seneste historier fra Økonomisk Ugebrev.  Lejlighedsvis må I gerne sende mig gode tilbud og information om events. Samtidig accepterer jeg ØU’s Privatlivspolitik. Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.

[postviewcount]

Relaterede nyheder

Jobannoncer

No data was found

Mere fra ØU Ledelse

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

*Tilbuddet gælder ikke, hvis man har været abonnent indenfor de seneste 6 måneder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Og modtag ØU’s rapport om Top 40 Ledelseskonsulenter gratis.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank