Topledere skal kunne vende sig mod sig selv

Ledelse handler grundlæggende om at være noget for den anden. Der er hele tiden krav, forventninger, tidspres og vurderinger i spil. Ledere bliver mødt med forslag, forretningsidéer, udviklingsplaner og rådgivning af såvel teknisk som organisatorisk karakter. Der er en strøm af information, som til tider kan være svær at dechifrere og vurdere kvaliteten af. Faren for at glemme sig selv i ledelse er stigende, skriver cand. merc. HRM og direktør i Copenhagen Coaching Center Mette Strøyer Mejlhede i denne kommentar, der anviser en mulig løsning.

Som coach er en af vores vigtigste opgaver at lytte til ledelsesberetninger og på bedste vis støtte, reflektere, perspektivere og nænsomt forstyrre mulige fastlåste billeder af dilemmaer og problemer. Vi møder et stigende behov blandt ledere for at finde plads og mulighed til sig selv som både leder og menneske.

Det er helt centralt i god og bæredygtig ledelse, at lederen formår, og også får støtte til, at lytte til sin indre stemme. Det handler om at lytte til sine tanker – ud fra idéen om, at det at tænke er at tale til og med sig selv. Med den praksis kan den enkelte finde vej til at bygge både sit lederskab og liv op.

I sidste ende er det kun dig som topleder, der har ansvaret for ledelsesmæssige beslutninger. Ledelse og topledelse kan derfor også være et ensomt virke. Det forventes, at ledere kan finde svar på organisationens eller virksomhedens nutid og fremtid – og samtidig tage ansvaret for ønskværdige udviklingsprocesser. Du skal med andre ord vide dig sikker på det kommende, uden egentlig at have tilstrækkelig viden om netop fremtiden.

Når ledelseskompleksiteten samtidig stiger i et globaliseret og hårdt konkurrerende ’purpose’- og profitjagtende erhvervsliv, så bliver det ikke mindre udfordrende at finde svar og mening med de hele.

Spørgsmålet er, hvad det er vi skal lytte til, og hvordan vi skal lytte?

Her viser det sig brugbart at hjælpe og støtte lederen til at lytte til sin egen stemme – ikke som man plejer at lytte, men en særlig slags lytten til det man i filosofien vil kalde sin egen indre stemme. Og hvorfor det, kunne man spørge?

Det er den indre stemme, der kan understøtte refleksion. Det er den slags refleksion, der gør det muligt at lade den personlige ledelsesstil komme til syne; den form, der indeholder erindring, erfaring, viden og kunnen. Det er den side af sig selv, som en leder oftest konsulterer, viser erfaringer med ledertræning.

Den indre stemme indeholder dog mere end én stemme. Der findes en anden stemme, der har mere karakter af en stemthed. Det kan betragtes som et emotionelt spor, der i billedlig forstand, bringer farve til den første stemme. Vi kunne også kalde denne opmærksomhed en selvfornemmelse. Man kan altså se denne anden stemme som det rum et menneskes erindringer, erfaringer, viden og kunnen resonerer i. Uden dette resonansrum vil der ikke være noget emotionelt spor i vores erindringer. Vi ville med andre ord udelukkende være kyniske ledere uden fornemmelse for stemninger.

I denne samtale bliver det muligt for en leder og et menneske, der er blevet væk for sig selv i travlhed, pres og hverdag, at genfinde sig selv. Det sker i en syntese mellem erfaringer og stemthed over nye sider af sig selv. Det skaber mulighed for at slippe eventuelle uhensigtsmæssige tanke- og handlingsmønstre og bevæge sig med sig selv ud på nye produktive spor i ledelse.

Når vi vender os mod os selv, så vender vi os ikke bort fra andre, men vi giver os selv et frirum til at kunne være noget for os selv og andre på samme tid. Det er denne særlige kalibrering af viden og stemthed, som muliggør os selv i lederrollen.

Når vi skal lytte – eller lære at lytte – til vores indre stemme, så handler det i første omgang om at finde netop den indre stemme frem. Det gør vi ved at træne vores umiddelbarhed, dvs. at vi lægger øre til en direkte forbindelse til vores bevidsthed. Det er derfra stemmen taler.

For det andet skal vi træne vores evne til at vente på de rette tanker, dvs. lade bevidstheden hvile når svarene udebliver. Det kan i sig selv være svært.

For det tredje er den indre stemme i virkeligheden en hybrid af væren, så vi skal også kunne mærke den. Den skal have rummelig plads i tilværelsen.

Slutteligt så skal vi have kollegaer omkring os, der opfanger tankerne lige så hurtigt som én selv. I det lys er der altid plads til den indre stemme, også i det ydre.