Lundbeck Fondens bestyrelsesformand, Jørgen Huno Rasmussen, kritiserer nu de danske anbefalinger om fondsgovernance for at være for slappe. Nu er det på tide at stramme de slappe elastikker omkring fondsbestyrelsernes uafhængighed, siger han. Også selvom han godt ved, at han stikker hånden ind i en hvepserede.
Da anbefalingerne om god fondsledelse så dagens lys i december 2014, var der flere punkter, hvor anbefalingerne gled let hen over nogle af de mere følsomme brudflader med løse formuleringer. I anbefaling 2.4.1 hedder det således, at ”det anbefales, at en passende del af bestyrelsens medlemmer er uafhængige.” Med formuleringen om, at en ”passende andel” af bestyrelsesmedlemmerne bør være uafhængige følger anbefalingerne om god fondsledelse ikke normen fra de børsnoterede selskaber. Her anbefales det, at et flertal af bestyrelsesmedlemmer skal være uafhængige.
Jørgen Huno Rasmussen, der er bestyrelsesformand for Lundbeck Fonden, siger til Økonomisk Ugebrev: ”Anbefalingerne bør strammes til et flertal af bestyrelsesmedlemmerne er uafhængige. Og anbefaling 2.3.5 bør strammes til, at ikke engang som mindretal bør nogen nuværende eller tidligere direktører i dattervirksomheder kunne blive medlem af fondsbestyrelsen. Målet er at sikre, at driftsselskabet ikke har nogen direkte eller indirekte indflydelse på sin ejer.”
Han frygter, at tidligere direktører som bestyrelsesmedlem kan blive overdommer og evaluere og overvåge egne investeringer, aktiviteter og tiltag, som direktøren selv har initieret som direktør. ”Man skal ikke have medansvar for ”at dræbe sine egne børn”. Den tidligere direktør bør heller ikke medvirke til at vurdere om valget af efterfølger har været rigtig,” siger Jørgen Huno Rasmussen, der første gang fremførte sit synspunkt på en bestyrelseskonference for nylig. Efterfølgende er både Novo fonden og Leo Fonden gået i rette med ham. Begge steder sidder den tidligere adm. direktør for driftsselskabet i fondens bestyrelse.
”Jeg forsøger blot at påpege risikoen ved, at en erhvervsdrivende fondsbestyrelse ikke er helt uafhængig af sine underliggende driftsselskaber. Uafhængighed er jo nøgleordet i al god governance, og det er selve ideen med erhvervsdrivende fonde og deres resterende skattefritagelser, at når en stifter har doneret sin virksomhed til en fond, skal den fra det øjeblik være en selvstændig juridisk enhed, der styrer sin egen skæbne til gavn for almenvellet. Og uafhængighed af stifter nødvendiggør uafhængighed af de betydende driftsselskaber, hvori stifter typisk var forankret. Det kræver, at man gør op med de forbundne kar i ledelsesstrukturen,” siger Jørgen Huno Rasmussen.
Videre siger han: ”Udover det principielle problem samt den langsigtede risiko for manglende fornyelse i strategi og ledelse på grund af bestyrelsens selvsupplering, indebærer ”indgiftet ledelse og bestyrelse” desuden en øget risiko for utilstrækkeligt benchmark og dermed gradvis underpræ-station – i forhold til bedste praksis, hvilket der også ses eksempler på i Danmark i dag.” Han understreger, at risikoen er langsigtet, da en hvilken som helst governance eller mangel på samme kan levere gode resultater i en periode, men fonde lever jo netop evigt og skal gardere sig mod risici, der slår igennem efter et eller to årtier.
Jørgen Huno Rasmussen har selv præsteret at være i den type dobbeltposition, som han nu er kritisk overfor, nemlig som formand for både børsnoterede Tryg Forsikring og hovedaktionæren, Tryghedsgruppen. ”Jeg valgte netop ikke at genopstille til bestyrelsen i hverken Tryg eller Tryghedsgruppen, for at tage et opgør med denne dobbeltrolle. Jeg valgte at tage personlige interesser ud af det, så der fremover sikres adskillelse mellem de to formandsposter og en uafhængig formand i det børsnoterede selskab,” siger han.
Af andre selskaber, hvor de tidligere CEO sidder i bestyrelsen, er blandt andet Kurt Larsen, som i dag er formand for DSV, og tidligere skiftede ex-CEO i Topdanmark, Michael Pram Rasmussen, til en post som bestyrelsesformand, som han nu er fratrådt.
Jørgen Huno Rasmussen oplyser, at man i Lundbeck Fonden har indrettet sig på den måde, at det direkte fremgår af forretningsorden, at hverken nuværende eller tidligere ledere i datterselskaber kan blive leder eller bestyrelsesmedlem i fonden. Heller ikke tidligere bestyrelsesmedlemmer fra døtre kan blive leder eller bestyrelsesmedlem i fonden forat undgå indflydelse fra datter op til ejer.
Økonomisk Ugebrev Ledelse bringer i næste udgave interview med formanden for Komiteen for God Fondsledelse, advokat Marianne Phillip, om hendes syn på behovet for en fornyelse af anbefalingerne.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.