Vil coronakrisen skabe pres på demokratisering af data?

Boganmeldelse: Amazon og de andre techgiganter kommer økonomisk styrket ud af coronakrisen. Men med den øgede økonomiske magt bliver digitaliseringens indbyggede problemer, bl.a. monopoliseringen af data, bare endnu dybere. MIT-forskere forudser, at man nærmer sig et bristepunkt, og at pandemien kan blive den udløsende faktor for nogle meget store praksisændringer i den digitale verden.

Da dampmaskinen blev opfundet i midten af det 18. århundrede, udløste det en flodbølge af andre innovationer og rigdom. I de første mange år var disse goder dog langt fra entydige. Nogle fik en efter tidens målestok ekstrem velstand, men for langt flere bød industrialiseringen blot på hårdt og dårligt lønnet arbejde i de nye fabrikker.

Det var først, da fagforeningerne havde vokset sig stærke, og staterne gennemskuede, hvordan de kunne regulere industrivirksomhederne, at stort set alle i større eller mindre omfang fik gavn af udviklingen.

Noget tilsvarende har man set mange gange før og siden i historien: I første omgang er det en lille elite, der sætter sig på fordelene af en banebrydende innovation, og først senere bliver disse fordele bredt ud til folket.

Men, påpeger en gruppe professorer og forskere fra det prestigefulde amerikanske universitet Massachusetts Institute of Technology (MIT): Disse demokratiseringer kommer sjældent ud af det blå. De er normalt knyttet til dramatiske begivenheder, f.eks. krige og pandemier. Og den nuværende pandemi, COVID-19, kan blive den faktor, der sætter fart i en demokratisering af den datadrevne it-revolution.

Universitetsfolkene præsenterer deres tanker i en ny bog, Building the New Economy , som de har gjort frit tilgængelig. Måske er koblingen til COVID-19 lidt søgt, men de har en pointe, som pandemien har gjort endnu mere påtrængende. Det har hidtil været en god krise for techgiganter som Google, Amazon og Facebook. De har fået endnu større omsætning og/eller vundet markedsandele. Men dermed kommer de også til at sidde på en endnu større del af verdens data.

For den almindelige borger betyder det faktisk, at nettet bliver mindre brugbart. I udgangspunktet var det f.eks. godt, at Google lavede en god søgemaskine, der hjalp til at finde vej på nettet. Men jo mere dominans, selskabet får, jo mere er netbrugerne også henvist til at se det, som man ønsker at vise os.

Tilsvarende var det umiddelbart godt, at Amazon gjorde det muligt at købe varer til en lavere pris. Men dén fest slutter godt og grundigt, når alle lokale detailhandlere er konkurreret ud af banen, og vi kun har Amazon at gå til.

Forfatternes holdning er, at noget nødvendigvis må og vil ske. De har også nogle bud på, hvad dette ”noget” vil være. Deres forudsigelser kan forekomme langhårede. Men i en stille stund er de en overvejelse værd for virksomhedsledere, der skal korrigere strategien under og efter coronakrisen.

Et nøglepunkt i monopoliseringen af den digitale verden er data. Når techgiganterne har en kæmpestor viden om hver enkelt netbruger, er de meget svære at hamle op med, også for konkurrenter, der strengt taget kan levere bedre og billigere ydelser.

EU har med persondataforordningen søgt at stikke en kæp i techgiganternes hjul. Men forordningen er tung og bureaukratisk, og den hæmmer også fornuftig, rimelig og harmløs opsamling og anvendelse af data.

Forfatterne fra MIT foreslår en helt anden løsning: Nemlig at borgerne selv puljer rettighederne til deres data. Rent praktisk kan det f.eks. ske gennem de såkaldte credit unions – en slags kooperative banker – som ca. 100 mio. amerikanere allerede anvender. Dem har vi ikke rigtigt i Danmark længere (realkreditinstitutterne er helt eller delvis overtaget af professionelle investorer), men man kunne f.eks. forestille sig, at fagforeninger påtog sig funktionen. På den måde kunne techgiganterne ikke længere bare gøre, som de ville. De ville skulle forhandle det med de foreninger, der varetager ejendomsretten til medlemmernes data.

Bogens forfattere er optaget af banksektoren. Selv om bankkunder i dag bliver tilbudt digitale løsninger, der er langt mere brugervenlige end de tidligere analoge løsninger, er produkterne grundlæggende de samme, og de er stadig dyre og kommer med en række ulemper.

Teknologien giver mulighed for at gå en helt anden vej. Med såkaldte narrow banks kunne kunderne f.eks. få simple bankkonti, der, bortset fra en lille marginal til at dække omkostninger, præcist afspejler centralbankernes rentesatser.