Vi ser her lidt nærmere på, hvordan det gik de børsnoterede life science selskaber på Nasdaq Copenhagen i 2024 med lidt ekstra fokus på de aktier, vi valgte som 2024-vinderaktier.
Det er altid sundt at kigge tilbage og se, hvordan det forgangne år er gået for life science aktierne på Nasdaq Copenhagen – og selvfølgelig også hvordan det er gået for de aktier, vi udpegede som ”2024 Life Science vinderaktier”. Universet er uændret bortset fra, at sammenlægningen mellem Novozymes og Chr. Hansen blev gennemført med Novonesis som den fortsættende aktie.
Listen herunder viser kursændringen for 2024, og det står meget tydeligt, hvilken aktie der med afstand har gjort det bedst. Nemlig den nyeste i flokken i form af Gubra, som blev børsnoteret i marts 2023, og som i 2024 steg med hele 399 % og i den grad blev båret af dét vi kan kalde fedmehypen, da et projekt i selskabets pulje af egne udviklingsprojekter ligger indenfor fedme-området. Mere specifikt amylin-området, hvor Zealand er lidt længere fremme med deres amylin-projekt.
Fedmehypen bar i lang tid også Novo ganske langt frem, men i sidste ende måtte aktien og investorerne give fortabt, da de første fase 3 data fra næstegenerations-fedmelægemidlet CagriSema ikke levede op til forventningerne. Nr. 2 på listen, Zealand Pharma, har også dygtigt manøvreret sig ind i fedmeuniverset og i den grad også profiteret af det ved at hente hele 7 mia. DKK i én emission, som giver selskabet masser af kapital til at videreudvikle flere af selskabets fedmeprojekter – i særdeleshed det ombejlede amylin-projekt i fase 2.
Gubras 399 % trækker voldsomt op
Den samlede uvægtede kursændring for alle life science aktier blev på 28,72 % i gennemsnit, men vi lægger mærke til, at medianværdien kun blev på 8,29 %. Dvs. at det i høj grad er de(n) bedst performende aktie(r), der trækker afkastet højt op. I en pulje af aktier, hvor vi kigger lidt på statistik, kan man godt tillade sig at fjerne den bedste og dårligste aktie, for på den må at justere en smule for evt. outliere. Fjerner vi således Gubra i toppen og Pharma Equity Group i bunden får en betydelig mere moderat gennemsnitsstigning på kun 10,85 %.
Næste skridt vil være at se på vægtningen af de enkelte aktier, og her er det klart, at Novos markedsværdi er mere værd end samtlige øvrige aktier tilsammen, og derfor vil en portefølje, der er mere markedsvægtet, have givet et andet og formentlig negativt resultat. Det sene fald i Novo i 2024 kort før jul behøver vi ikke skrive mere om her, men kan blot nøjes med at konstatere, at Novo sluttede året 10,5 % nede.
Blandt de overraskende præstationer på listen kan vi også fremhæve ALK, hvor investorerne har taget meget godt imod et comeback i tabletsalget efter det skuffende 2023. Selskabet har også skudt gang i en ny strategiperiode og gennemført sit største opkøb i form af en netop godkendt (adrenalin-næsespray), der kan bruges ved kraftige allergiske reaktioner som et alternativ til de traditionelle adrenalin-penne.
Embla Medical er efter navneskiftet (fra Össur) også på vej tilbage i investorvarmen efter meddelelsen om, at en ændret tilskudsordning i USA bør have en positiv effekt på salget fremover. Lundbeck skal også lige nævnes her til sidst blandt de positive overraskelser. Både pga. en solid kursstigning på 16 og 26 % for A hhv. B-aktien, men også fordi den nyere CEO satte sit første store aftryk på selskabets fremtid ved at købe det amerikanske selskab Longboard for 17 mia. DKK, der har et lægemiddelprojekt på tværs af en række sjældne og svære neurologiske epileptiske sygdomme. Om alt går vel, vil lægemidlet kunne være godkendt og lanceret i slutningen af dette årti og dermed afbøde det forventede omsætningsfald, når flere af Lundbecks nuværende lægemidler går af patent.
Det er også værd at notere ChemoMetecs comeback i 2024, hvor selskabet igen er ved at finde tilbage på vækstsporet og derudover også har fundet tilbage til den tidligere mere forsigtige stil på udmeldingsfronten, idet man allerede har leveret 2 (omend små) opjusteringer af forventningerne til regnskabsåret.
Særligt GN og Genmab skuffer i bunden
I bunden har vi lyst til at fremhæve GN Store Nord og især Genmab, som er faldet med 22 % henholdsvis 30,7 %. Særligt for GN Store Nord må vi notere, at 2. halvår i den grad har leveret kursfald efter en skuffende udvikling på headset-erhvervsmarkedet, selvom høreapparatdivisionen har leveret solidt. Status i slutningen af 1. halvår var i øvrigt en kursfremgang på henved 30 %, hvilket er med til at understrege, hvor svært 2. halvår har været, når status for året er et kursfald på 22 %. Endvidere er aktien nu den mest shortede aktie i Danmark med en shortandel på 10,9 %.
Genmab må også siges at være faldet i investorernes unåde. Ikke ret mange har tilsyneladende lyst til at eje aktien i øjeblikket, mens vi venter på en afgørelse om det fremtidige samarbejde med den amerikanske mastodont Johnson & Johnson i forhold til den mulige Darzalex-efterfølger. Når afgørelsen er faldet i 1. kvartal, bør selskabets øvrige pipeline igen kunne tiltrække sig opmærksomhed, og spørgsmålet bliver da, hvor meget værdi investorerne vil tillægge denne over tid. Ikke mindst fordi Genmab nu bruger et 2-cifret milliardbeløb på R&D, og det bør over tid resultere i værdiskabelse i form af nye lægemidler. Ikke mindst med tanke på Genmabs historik, der nu tæller 8 godkendte lægemidler, der helt eller delvist er kommet via Genmabs laboratorier. En enestående bedrift.
Vores 2024-vinderbud
Vi valgte sidste år Genmab og 3 yderligere bud til den til mere risikovillige side i form af Zealand, GN og ALK.
Genmab leverede som nævnt et skuffende år med et kursfald på 30,7 % og viste sig dermed principielt at være det mest risikofyldte bud. Af de 3 øvrige bud må vi sige, at Zealand og ALK på 2. og 3. pladsen var noget bedre med kursstigninger på 91,7 % og 57 %. GN skuffede primært i 2. halvår.
Et simpelt gennemsnit af de 4 aktier giver et afkast på 24 %, hvilket i vores øjne er godkendt. Tilføjer vi vort lidt mere konservative bud i form af Lundbeck, ændrer det ikke nævneværdigt på afkastet, da A-aktien steg med 16 % og B-aktien med 26 %.
Steen Albrechtsen og/eller nærtstående ejer aktier i Lundbeck, Genmab og GN Store Nord.
Steen Albrechtsen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.