I tråd med sidste år, og ikke mindst PÅ TRODS af det meget dårlige udfald for 2022, skal vi også i år forsøge at udvælge en håndfuld gode aktier fra vort univers.
Ligesom sidst er det et forsøg på ikke nødvendigvis at ramme de aktier, der vil stige allermest, for det kan være lidt meningsløst i en sektor med op mod 200 noterede selskaber, men i stedet vil vi prøve at ramme det, vi i mangel af bedre vil kalde ”gode” nordiske Life Science aktier for 2023. Den lidt mere præcise definition er ligesom sidste år aktier, der kan have et pænt kurspotentiale med tanke på den risiko, der også ligger i aktien og/eller forretningen.
Sådan gik det i 2022
Inden vi går videre, er vi nødt til at se på, hvordan det gik i 2022.
I runde tal var der på vores normale sektoroversigt rundt regnet 130 selskaber, der faldt. og kun 22, der steg sidste år. Med andre ord var der for hver 6 aktier der faldt, 1 der steg, og det er naturligvis meget kendetegnende for Life Science året 2022 i Skandinavien.
Af de stigende aktier var der kun to, der præsterede en stigning på over 100 %, og her var den ene et microcap-selskab (Aino health). Det andet var BioArctic, som nød godt af de gode fase 3 data fra selskabets udlicenserede Alzheimer-middel lecanemab.
I den anden ende af skalaen var der i grove træk lige så mange selskaber, der faldt 80 % eller mere, som der var aktier med positivt afkast. I forlængelse af denne analyse gengiver vi sektor-overblikket fra sidst med ultimokurserne for 2022 og sorteret på afkastet for hele året.
Vi valgte sidste år en række selskaber, der for hovedpartens vedkommende var på nippet til at starte den kommercielle rejse eller lige var begyndt på den. Oversigten viser tydeligt, at det ikke var et godt udgangspunkt for et år, der blev så dårligt for den nordisk life science sektor. I hvert fald når vi ser på den mindre del af sektoren, hvilket udviklingen i de forskellige indeks også tydeligt illustrerer.
Vores 6 aktier blev mere end halveret med et negativt afkast på 55,5 %, og det var helt på linje med udvikling i First North Health Care Index. En klar underperformance i forhold til de store aktier, som er dækket af f.eks. NBI eller det nordiske health care indeks. Store selskaber klarede sig altså generelt bedre, og Hansa og Orexo, som vi blandt vores udvalgte vil betegne som større selskaber, gjorde det klart bedre end de mindre aktier, der især blev ramt af beslutningen om at rejse penge via fortegningsemissioner. Det sidste gælder for Biovica og Acarix, mens Q-linea klarede sig nogenlunde igennem året, indtil tæppet blevet revet væk under aktien i oktober, da mastodonten ThermoFischer opsagde partner-/distributionsaftalen. Herefter blev det en lang nedtur resten af året, og aktien blev over de næste 2 måneder næsten decimeret fra kurs 63 SEK inden meddelelsen og helt ned til kurs 10 ultimo 2022.
For alle aktier gælder generelt, at den kommercielle rejse tager længere end forventet, og det blev særlig tydeligt i 2022. Orexo er noget længere fremme i sin udvikling og har næsten balance på driften, hvormed man har bedre råd til at vente. Det har de små selskaber ikke, og selv små forsinkelser kan sætte gang i en kædereaktion på aktiekursen, fordi der da skal rejses nye kapital på en helt anden baggrund. Og det blev dyrt, og det vil det sandsynligvis også være i 2023.
2cureX rejste ikke penge, men trods kommerciel fremdrift med salgspartnerskaber og hospitalsaftaler, så glimtede omsætningen ved sit fravær. Det tager også her sin tid fra lancering, og til der begynder at rulle penge ind. For 2023 guider selskabet nu en omsætning over 3 mio. SEK, og i det store billede er det småpenge. Dermed bliver 2023 sandsynligvis endnu et år, hvor investorerne skal have tålmodighed og fokusere på den kommercielle udrulning i forventning om, at det senere vil kaste omsætning af sig.
Gode 2023-selskaber
Med en så miserabel kursudvikling til trods for, at flere selskaber egentlig har leveret varen nogenlunde på udviklingsfronten, så ville det være oplagt at genvælge hele striben af selskaber som gode 2023 aktier.
Det gør vi dog ikke, men vi har tiltro til, at flere af selskaberne fik så mange kursprygl, at de nu ser endnu mere interessante ud. Det gælder både Biovica og Acarix, men sporene fra 2cureX skræmmer naturligvis en anelse ift. at generere omsætning på kort sigt. Begge selskaber satser dog på USA, og her kan det under de rette omstændigheder gå ganske stærkt. Vi fravælger Biovica, fordi der sandsynligvis går mere tid end ventet i USA, førend man er klar til at hente rigtig omsætning.
Et vigtigt punkt i forhold til ”gode life science aktier for 2023” er, at det ikke nødvendigvis vil være i slutningen af året, at aktierne er gode. Toppen kan også nås undervejs, og som altid i Life Science sektoren er det vigtigt løbende at tage bestik af sin risikoeksponering. Forholdet mellem afkastpotentiale og risiko kan ændre sig hurtigt i de mindre selskaber, når først noget ruller den ene eller anden vej.
Her tænker vi især på Acarix (kurs 0,29 SEK), som efter emissionen i slutningen af 2022 bestemt er sendt ned på en ganske attraktiv kurs. Omvendt gav emissionen ikke for alvor luft i budgettet, og der skal sandsynligvis hentes penge senere i år. Vi tager dog Acarix med igen pga. den kommercielle satsning i USA, men fremhæver risikoen for, at man skal hente flere penge senere i år, og det kan blive dyrt. Upsiden kan også blive begrænset af de tegningsoptioner, der var en del af emissionen.
Hansa Biopharma (kurs 65 SEK) er nok vores bedste våben denne gang. Selskabet har hentet kapital i 2022, og er således godt polstret hen over en række vigtige milepæle. Den kommercielle rejse i Europa begyndte for snart mange kvartaler siden, og 2023 kan blive året, hvor det lange forarbejde begynder at kaste omsætning af sig. Vi har set en kontinuerlig stigning i antallet af EU-lande, der accepterer den høje pris og indfører tilskudsordninger til selskabets lægemiddel.
Cantargia (6,6 SEK) er kommet rigtigt fra start i 2023, og det gør det naturligvis lidt kunstigt at vælge aktien på nuværende tidspunkt, hvor aktien allerede er fordoblet til kurs 6,6 SEK. Selvom den givetvis er blevet spekuleret lidt vel højt op på ganske kort tid uden selskabsspecifikke nyheder, så mener vi bestemt, at den har et potentiale i 2023 ovenpå den kursmassakre, som aktien var ude for i 2022 i forbindelse med fortegningsemissionen.
Orexo (18 SEK) får også genvalg ud fra en betragtning om, at selskabets drift (på EBITDA) niveau kan nå breakeven i løbet af året. Derfra vil der være ro til at se selskabets pipeline blive ført videre frem og især påbegynde lanceringen af OX124 i 2024.
Husk Modelporteføljen!
Vi henviser også til Modelporteføljen, der naturligvis indeholder aktier, som vi tror på fremadrettet. Også i 2023, når vi hen over de næste par uger har skåret porteføljen lidt til, da nogle ligger på et mere usikkert mandat end andre.
I modelporteføljen indgår Hansa Biopharma og Cantargia, som begge har haft en rigtig god start på året. Og vi kan også her nævne andre aktier, som efter vores vurdering indeholder et betydeligt potentiale med en meget afgørende nyhedsstrøm i 2023, og det kan for f.eks. Xspray Pharma og Ascelia vise sig at blive knald eller fald. IRRAS, IBT og Elekta som fik mange tæsk i 2022.
Steen Albrechtsen
Steen Albrechtsen og/eller dennes nærtstående ejer aktier i 2cureX, Acarix, Hansa Biopharma, Xspray, IRRAS, IBT, Elekta og Cantargia.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.