Modelporteføljen er steget med yderligere 2,5%, mens de to nordiske peer-indeks er hhv. faldet med 1,7% og steget med 1,8%. Det er først og fremmest Cantargia, der har været ansvarlig for den positive udvikling i porteføljen.
Cantargia er steget med 19,7% i forbindelse med at selskabet har fået godkendelse til at skifte børsnotering fra Nasdaq First North Stockholm til Nasdaq OMX Stockholm. Første handelsdag på OMX var d. 25. september. Dette betyder, at Cantargia kommer i målgruppen for en ny kreds af institutionelle investorer, som principielt ikke investerer i aktier på den mindre likvide First North børs. Cantargia har desuden fået udstedt et bredt japansk cancer-patent for dets IL1RAP-antistof nidanilimab. Patentet er gyldigt frem til 2035.
Zealand Pharma har fremlagt de ventede fase III resutater for Dasiglucagon i insulinchok (hypoglykæmi). Data viste at Dasiglucagon giver den ønskede blodsukker-stigning i patienter inden for 15 minutter i 99% af patienterne. Dette er bedre end de nuværende anvendte pulver-baserede glucagon præparater på markedet. Og hvad mere vigtigt er, at det tilsyneladende også er klart bedre end de to primære nye præparater under udvikling, hhv. Eli Lillys Nasal insulin spray og Xeris Pharmaceuticals flydende glucagon præparat. Vi vil dykke nærmere ind i denne forskel i en kommende selskabsanalyse af Zealand Pharma. Aktiekursen er faldet med 6,9%, hvilket er fuldstændigt misvisende, særligt med tanke på, at selskabet for nyligt fik tilført kapital på 1,32 mia. DKK, svarende til 43 kroner per aktie for frasalget af royalty-strømmen fra diabetes præparaterne Soliqua/Lyxumia. Vi anbefaler derfor, at man udnytter kursfaldet til at supplere i aktien.
Caliditas Therapeutics er steget med 3,0%. Selskabet har annonceret, at man mundtligt vil præsentere fase IIB data for udviklingskandidaten Nefecon på International IgA Nephropathy Network meeting (IIgANN) fredag d. 28. september. Caliditas forventer fortsat at starte fase III studier med Nefecon inden årets udgang.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.