De to største bevægelser i modelporteføljen stod Zealand Pharma og den enlige norske position Nordic Nanovector for. Porteføljen kunne ikke følge med de to referenceindeks, som igen hentede lidt ind på afkastet år-til-dato. Som det fremgår af tabellen ligger modelporteføljen dog fortsat solidt i front med et afkast på 30% for året.
Nordic Nanovector oplevede et betydeligt kursfald i forbindelse med en rettet emission, der blev gennemført i sidste uge på kurs 22 NOK med udstedelse af 11 mio. nye aktier. Efter den tidligere udskydelse af data readout fra PARADIGME-studiet var det en berettiget frygt, at pengekassen ville løbe tør forud for de kliniske data. Vi har stadig en forventning om, at aktien vil blive spekuleret op på et tidspunkt, og med emissionen af vejen ligger denne mulighed åben de kommende måneder.
Vi overvejer løbende det mere spekulative i at øge positionen til 10%, men har ikke slået til endnu. Da emissionen var rettet og gennemført i Norge, var der planer om en efterfølgende reparationsemission for de små aktionærer som ikke deltog i emissionen. Det er dog aflyst, idet aktiekursen efter emissionen har handlet til eller under emissionskursen, hvorved aktionærerne selv har haft mulighed for at øge sin beholdning og udligne den udvanding som den rettede emission medførte.
For Zealand Pharma var der tale om et stærkt kurscomeback efter en mere kortvarig sivende tendens ovenpå den flotte kursudvikling i august og september. Kursen var sammen med markedet faldet støt ned til det niveau omkring 160 kr. per aktie, hvor den store hollandske hovedaktionær tegnede flere aktier.
En ny analyse fra Goldman Sachs med kursmål på 272 kr. (et betydeligt løft fra det tidligere – og meget gamle – kursmål på 92 kr.) gav aktien ny luft under vingerne og den steg med over 18% på dagen.
Aktien er nu tilbage i 180-niveauet og selskabet kunne for få dage siden annoncere et opkøb af canadiske Encycle Therapeutics for op til 80 mio. USD. Lidt særegent er opkøbet uden upfront-betaling og i stedet 100% milepælsfinansieret. Betalingerne kan erlægges kontant eller via aktier, og det er dermed ikke voldsomt bekymrende i forhold til selskabets kassebeholdning og cash burn på kort sigt. Opkøbet vidner også om en fornyet optimisme i selskabet med nyere CEO Emmanuel Dulac i front. Vi fastholder fortsat vores position i porteføljen og henviser i øvrigt til vores seneste analyse i nr. 16/2019.
Vi ser i øvrigt frem til at høre og blive opdateret på både Zealand og Nordic Nanovector på vores kommende kvartalskonference d. 27. november. (se annonce s.3idenne udgave).
Calliditas steg med omkring 10%, og vi henviser iøvrigt til den opdaterede analyse i dette nummer, som behandler nogle af de seneste nyheder fra selskabet. Aktien ligger fortsat trygt i porteføljen.
Oncology Venture fik vedtaget sin kommende kapitaludvidelse med fortegningsret på en ekstraordinær generalforsamling, hvorefter prospektet kunne offentliggøres. Heri noterer vi bl.a. at pipelinen forventes at blive prioriteret med fokus på Dovitinib, Ixempra og 2X-121 (PARP-hæmmer). LiPlaCis er ikke endegyldigt ”skrottet”, men undergår fortsatte evalueringer og overvejelser med særlig fokus på det kapitalbehov der kræves for at køre lægemidlet igennem amerikanske registreringsstudier.
Aktien handles excl. tegningsretter d. 28. oktober og handlen med tegningsretterne er sat til d. 31. oktober til 12. november. Sidste dag for tegning er den 14. november, hvilket giver os mulighed for at kigge nærmere på prospektet til næste udgave af Økonomisk Ugebrev Life Science. Vi forventer umiddelbart, at modelporteføljen udnytter sine “fiktive” t-retter.
Ellers var det småt med nyheder og kursændringer i resten af porteføljen i den forgangne periode.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.