Porteføljen ramt af bredt funderede kursfald
Modelportefølje-performance de seneste uger
Modelporteføljen har været under massivt pres de seneste tre uger og er faldet med 6,8%. Dermed har porteføljen performet væsentligt dårligere end de to peers, hhv. Nordic Healthcare Indekset og Nordic Large Cap 40 indekset, som er faldet med 0,8% og 1,4%.
Det største kursfald i porteføljen har ramt Cantargia, som er faldet med 16%. Selskabet har rejst kapital i markedet to gange over de seneste 6 må-neder, hvilket næsten har fordoblet aktiekapitalen. Dette har selvsagt presset kursen. Seneste emission er foretaget i februar i kurs 6,50 SEK, og aktien handles nu 16% under emissionskursen. Vores vurdering er fortsat at aktien er klart undervurderet, og at kursen kan stige meget kraftigt, når der kommer nyt fra selskabets absolutte vigtigste aktiv antistoffet CAN04. Vi forventer at kliniske studier i lungekræft indledes i juni måned, og desuden forventer vi, at der over de kommende 6 måneder vil blive præsenteret prækliniske kombinationsdata som ligeledes kan være potentielt meget værdiskabende. Vi er derfor ikke bekymrede ved at holde fast i Cantargia i porteføljen trods kursfaldet.
En anden af porteføljens store kurstabere har været Moberg Pharma med et fald på 11%. Selskabet handles nu til en markedsværdi på lige under 1 mia. SEK (tæt ved 100 mio. USD). Vi ser aktien som klart undervurderet. Vi forventer en omsætning på ca. 0,5 mia. SEK i år og et positivt driftsresultat.
Hertil kommer en moden pipeline bestående af 2 stk. fase III programmer.
Herudover er Zealand Pharma faldet med 8% ovenpå på fremlæggelsen af et årsregnskab d. 15.marts, som ellers efter vores vurdering faktisk var meget positivt. Selskabet har refinansieret en gæld på 50 mio. USD, hvilket har frigjort 175 mio. DKK til den likvide beholdning. Desuden står Zealand Pharma foran en perlerække af kliniske data i løbet af 2.kvartal. Immunovia er ligeledes faldet 8% trods fremlæggelsen af stærke diagnostiske data for dets biomarkørtest af den autoimmune sygdom SLE. Eneste aktie i porteføljen der er steget, er Genmab med en stigning på 1,5%.
Peter Aabo
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.