Så er der igen bølgegang i Modelporteføljen, og selvom det er forventeligt, når de globale aktiemarkeder bløder, så er det ikke sjovt at se på de trods alt store fald i enkeltaktier, som umiddelbart ikke kan henføres til specifikke nyheder.
Modelporteføljens værdi er igen kravlet under 800.000 DKK og ligger aktuelt på 774.000 DKK. Det svarer til en tilbagegang på 3,4 % siden sidst, hvilket er dårligere end Nordic Health Care indekset, men bedre end det brede Nordic-40, som er gået 4,6 % tilbage.
I modelporteføljens tilbagegang ligger der også en lille effekt fra faldet i SEK. Den svenske krone er siden sidst faldet ca. 1 kurspoint fra 0,6435 til 0,6331, hvilket i grove træk modsvarer 1,5 %, og da de svensk-noterede aktier udgør lidt over 50 %, kan SEK-faldet godt anes i afkastet.
Få nyheder, men høj volatilitet
På nyhedsfronten har vi kun noteret os få nyheder, som det er værd at fremhæve. De er ikke alle fra de 4 aktier med størst udsving, og det fortæller lidt om, at volatiliteten er tilbage i markedet, og at det sjældent er en god ting for de lidt mindre aktier.
Hele 3 aktier kan således notere en tilbagegang på henved 20 % eller mere, samtidig med at vi også finder 3 aktier, der kan vise en tilbagegang på 10 % eller mere. Blandt de 3 aktier, der er faldet mest, finder vi regnskabsaktuelle Hansa Biopharma, og det fald fik vi mere eller mindre varslet sidste gang, da selskabet for 14 dage siden fremlagde en opdatering for kvartalet og forretningen som helhed. Det endelige kvartalsregnskab var uden store overraskelser, men siden sidst har vi set gode 5-års data, og det gav da også anledning til en pæn, men relativt kortvarig stigning. Vi må nok konstatere, at det i øjeblikket kun er en stigning i salget, eller andre indtægtsgivende aktiviteter, der kan løfte aktien og ændre sentiment hos investorerne, som måske allerede nu er begyndt at kigge på en tom pengekasse langt ude i horisonten.
De to andre aktier med store fald var Immunovia og Cantargia, og er her der heller ikke væsentlige nyheder at spore.
Cantargia har præsenteret tidlige (fase 1b) data på den europæiske ESMO-konference siden sidst, men uden at det har ændret ved kursen. Vi havde besøg af Cantargias CEO Göran Forsberg på ØU Life Science Investor Konference d. 25/10 2023, og vi er som altid efterladt med indtrykket af et seriøst forskningsdrevet selskab, der nu efterhånden er ret langt i studierne i store og væsentlige cancerindikationer. Uden at markedet dog for alvor har sat pris på de senere års fremskridt, som på nogle punkter godt kan være lidt svære at se.
Der er stadig et stykke vej til de virkelig store og vigtige dataudlæsninger, og det er nok problemet lige nu for aktien. Pengekassen på 287 mio. SEK ultimo Q2 er solid og kan formentlig holde helt til udgangen af 2024. Se præsentationen her
Immunovia er faldet uden nyheder, men som det fremgår af tabellen, er aktiens vægt også ubetydelig nu.
Blandt de aktier, der er faldet omkring 10 %, finder vi Bavarian Nordic, Ascelia Pharma og Xspray Pharma. Det er kun Ascelia Pharma, der har været nyhedsaktuel i perioden, og der er blot med en indkaldelse til en generalforsamling. Denne handler dog om en bemyndigelse til et nyt aktieprogram som følge af, at bunden som bekendt er gået ud af aktien ovenpå problemerne med SPARKLE-studiet. Investorerne har givetvis ikke taget vel imod meldingen om et warrants-/optionsprogram på op til 1,9 mio. aktier, svarende til henved 5 % af selskabet pt. Det gør vi egentlig heller ikke.
Faldet i Xspray Pharma og Bavarian Nordic er uden nyheder og må tilskrives den generelt sure stemning. I går aftes efter luk har Bavarian dog meddelt, at koppevaccinen bliver inkluderet i de amerikanske myndighedernes guidelines for abekoppebehandling. Det kan give mere vaccinesalg på sigt, da kun omkring 25 % af målgruppen i de nye guidelines er vaccineret i dag. Det ændrer dog næppe noget overnight eller på kort sigt for selskabet og den ”overgangsperiode”, man er inde i lige nu efter de seneste store studie-skuffelser.
På den positive side er reelt set kun 2 aktier at fremhæve. Nemlig porteføljens største position Zealand Pharma og porteføljens anden og nyeste darling Camurus. Sidstnævnte opjusterede forventningerne til helåret, og det ser ud til, at aktien nu har stabiliseret sig på den rigtige side af kurs 300 SEK efter i lang tid at danset rundt under det runde tal. Aktien blev, som det fremgår, købt ind i porteføljen i januar 2022 til kurs 132,50 SEK med sigte på at være med på rejsen hen over break-even-punktet i den voksende forretning. Aktien ligger lige nu med en kursstigning på næsten 150 %, hvis man ser bort fra valutaeffekten. Opjusteringen var på rundt regnet på 100 mio. SEK på både top- og bundlinje, og selskabet regner nu med et resultat før skat på 525-600 mio. SEK. Det er en imponerende udvikling fra underskud til overskud på under 2 år, og med den nylige godkendelse i USA forventer vi yderligere fremgang i de kommende år.
Zealand Pharma ser vi stadig som et stærkt fedme-play, der har mere i sig. Selskabet præsenterede tidlige kliniske data på en konference tidligere på måneden, og det sendte aktien over 320 DKK. Omend besøget over 320 DKK var kortvarigt, ser vi det som et tegn på, at der stadig er mere at komme efter, efterhånden som selskabet kan fremlægge flere data fra fedme-pipelinen.
Derudover har vi ikke set relevante nyheder om modelporteføljens selskaber siden sidst.
Kontantposition
Modelporteføljen har uændret en kontantposition på ca. 15 %, som vi vil sætte i spil i kandidater, der enten lige har rejst kapital eller ikke behøver at gøre det indenfor en overskuelig fremtid. Pt. kigger vi nok mest på selskaber indenfor MedTech-området, hvor kapitalknapheden også har været meget hård ved mange selskabers værdiansættelser.
Steen Albrechtsen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.