Indekset låst fast i intervallet 2300-2400
Det nordiske Healthcare indeks er faldet med 0,8% til kurs 2356,29. Dermed er det samlede afkast for 2017 nu faldet til 3,0%.
I seneste udgivelse af ØU BIotech i starten af marts vurderede vi at indekset kunne stå over for et kortsigtet fald og det er præcist det der er sket. Dog har kursfaldet været ganske moderat og indtil videre formår indekset at holde fast i 2350, som er et vigtigt støtte/modstandsniveau.
Den tekniske chartudvikling viser fortsat et noget blandet billede. Indekset befinder sig fortsat over MA50 (2337) og som endnu er svagt stigende. Til gengæld er indekset brudt ned igennem MA20 (2359), der i tillæg nu er svagt faldende. Det samme billede ser vi på de helt korte glidende gennemsnit, MA5 (2369) og MA10(2358). Samtidig befinder RSI’en sig nu i kurs 48 og er dermed faldet ganske kraftigt i forhold til starten af marts hvor RSI’en lå i 60.
Indekset er låst fast i intervallet 2300-2400 og indtil vi bryder op eller ned fra dette interval, forventer vi en fortsat usikker udvikling med små kursfald den ene dag afløst af små kursstigninger den næste. Først når vi kommer et stykke ind i april vil blikket rette sig mod afrapportering af regnskaberne for 1.kvartal, men der er vi ikke helt endnu.
NBI kan dykke til under 3000
Det amerikanske Nasdaq Biotechnology Index (NBI) er faldet med 3,7% til kurs 3034,15. Dermed er det akkumulerede afkast for 2017 nu faldet til 9,4%.
Vi vurderede senest, at NBI kunne stå foran et kortsigtet kursfald, da der var tydelig negativ divergens i indekset, hvilket i praksis betød at indekset var overkøbt. NBI er nu brudt ned igennem MA20 (3106), som samtidig er ved at vende rundt i topzonen og nu er faldende. Dette er et kortsigtet faresignal.
NBI tester nu MA50 (3007), som fortsat er klart stigende, hvilket er positivt. RSI’en er styrdykket fra 74 til nu 40, så rigtig meget af den negative energi er blevet pillet ud af indekset. Vi vurderer dog at NBI kan falde yderligere over de kommende to uger, men der bliver formentlig tale om relativt moderate kursfald. I værste fald ser vi et kursdyk ned mod kurs 2900.
Peter Aabo
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.