Ambu leverede et relativt skuffende 3. kvartalsregnskab den 26. august. De fleste selskaber ville være glade for at kunne levere en organisk omsætningsvækst på 21%, men forventningerne var sat højere og med uklarhed i kommunikationen skræmtes aktiemarkedet og sendte aktien ned med ca. 25% i tiden efter regnskabet. Vi fastholder dog vores positive syn, og ser aktiesvagheden som et godt indgangspunkt forud for de næste meget spændende 15 måneder med en række skop-lanceringer.
Omsætningen i regnskabs-årets 3. kvartal (april-juni) nåede 947 mio. DKK, og det var ca. 5% under forventningerne. Drivkrafterne var 81% vækst i det vigtigste forretningsområde, Visualization, imens fortsatte udskydelser af elektiv kirurgi grundet Covid-19 ramte de gamle, men fortsat store, produktområder Anaesthesia og Patient Monitoring & Diagnostics, som nåede negative vækst-territorier.
På trods af misset på omsætningen, kom EBIT på 156 mio. DKK ind ca. 9% bedre, og indtjeningsmarginen landede 200bp over forventningerne. Det enkeltstående vigtigste tal i regnskabet ”antallet af solgte skoper” nåede 337.000 stk, hvilket var ca. 3% bedre end forventningerne på 327.000.
For helåret holder Ambu fast i guidance om at nå “+1 mio.” solgte skoper, hvilket ser uproblematisk ud efter at have solgt 830.000 år-til-dato. Ambu noterer også, at man ved kvartalsaflæggelsen lå meget tæt på de 1 mio. skoper allerede.
Den svage toplinje, drevet af Covid-19 påvirkninger der har varet længere end Ambu tidligere estimerede, var årsagen bag en nedjustering af helårsforventningen fra tidligere 26-30% vækst til nu ca. 26% og en sænkning af EBIT-margin nu omkring 12%, fra tidligere 12-14%.
Udover de rent finansielle aspekter lå fokus på en kortere udskydelse af lanceringen for Colon og Gastro skoperne fra 1. kvartal 2020/21 til nu 1. halvår 2020/21. Udskydelsen er en mindre skuffelse, da ”speed-to-market” er essentiel for at tilrane sig en så gunstig markedsposition som muligt, når markedet åbner sig næste år.
Samtidig giver udskydelse ammunition til de negative kræfter i aktiemarkedet, som bruger enhver undskyldning for at slå på selskabet uanset om det er berettiget eller ej. Vi er dog ikke specielt urolige, da udskydelsen ser ud til kun at dreje sig om enkelte måneder. Udskydelsen stopper ikke Ambu i perioden, som istedet kan fokusere kræfter andre steder i lanceringsprocessen.
Den lange aktiecase er blevet styrket i Q3
Aktien har reageret negativt på 3. kvartalsregnskabet med et fald på henved 25% over nogle dage, men kigger vi på det store billede, ser vi en aktiecase, som vi bedømmer kun er blevet stærkere i 3. kvartal.
Der er ingen tvivl om, at Covid-19 har drevet hospitalerne til at fokusere på smitterisikoen i flergangsskoper samt belært hospitalerne om værdien af at have skoper til rådighed for behandling, uden at de konstant skal de-kontamineres og dermed være utilgængelige i behandlingen.
Denne proces er efter vores vurdering blevet accelereret gennem Q3, og den kan potentielt også linkes til det faktum, at Ambu har været i stand til at tegne to store GPO-kontrakter (Group Purchasing Organisation) i USA, noget som ellers traditionelt tager lang tid at få igennem.
Kigger vi fremad, se vi en implicit guidance for regnskabsårets 4. kvartal (aflægges 11. november), som antager en vækst-acceleration over 3. kvartal og med en forsigtig margin guidance, hvilket forhåbentlig sætter tonen for et stærkt 4. kvartal.
Kigger vi ind i 2020/21, ser vi flere store og meget betydningsfulde skop-lanceringer i løbet af året, hvilket peger imod en positiv strøm af nyheder til at sætte dagsordenen i aktien.
Kigger vi på den seneste lancering, ”Cysto-skopet”, så peger data på, at markedet har taget kraftigere og mere positivt imod det, end ved Ambu’s tidligere skop-lanceringer. Det for os peger i retning af, at det positive budskab om engangsskopernes fordele har bredt sig ud i markedet, hvilket tegner godt for fremtidige lanceringer.
Den lavere EBIT-margin guidance er den væsentligste driver for en markant konsensus EPS-nedrevidering for indeværende regnskabsår, hvor markedets indtjening per aktie (EPS) nu antages at ligge omkring 1,1 DKK og værdiansættelsen forbliver dermed meget saftig omkring en P/E på 150. Vi fastholder, at selskaber med så høj vækst om Ambu leverer, og som har en så tydelig langsigtet højvækstbane fremfor sig, ikke skal handles på P/E for indeværende år.
Med den lange case kun styrket i seneste måneder, ser vi ingen grund til at ændre på vores KØBSANBEFALING med et kursmål på 250 DKK per aktie.
Morten Larsen
Kurs på anbefalingstidspunkt: 170 DKK
Kursmål: 250 DKK
Analysedato: 10. september 2020
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.