Allergiselskabet ALK afleverede et regnskab for 1. kvartal som på trods af corona var ganske pænt, og viste at den langsigtede investeringscase stadig er på skinner. Et pænt kursfald fra corona-krisen sætter aktien i et nyt perspektiv og får os til at ændre anbefalingen, selvom vi pt. holder kursmålet uændret.
ALK leverede et fint regnskab for 1. kvartal med 10% organisk omsætningsvækst og 198 mio. DKK i EBITDA, men fastholdt helårsforventningen på 8-12% organisk vækst og et EBITDA-resultat på 200-300 mio. DKK. Væksten på 10% i 1. kvartal ligger tæt på selskabets langsigtede vækstmål, og var negativt påvirket af Covid-19 med en forventet stigende negativ påvirkning i 2. kvartal, hvilket er den primære årsag til, at selskabet ikke opjusterede helårsforventningerne trods den gode start på året.
På EBITDA-niveau er ALK, næsten nået i hus med at nå bunden af sin helårsguidance på 200-300mio. DKK, hvilket gør os komfortabel med at se et niveau i toppen af forventningsintervallet som realistisk, og vi bliver ikke overrasket, hvis vi ser en opjustering allerede ved halvårsregnskabet.
Stærk vækst i tabletterne
Kigger vi lidt dybere i tallene, ser vi mange af de samme trends som tidligere, dvs. en meget stærk vækst i tabletterne på +37% drevet af konvertering fra dråber og injektioner samt en meget stærk lancering af Ituluzax trætabletten. Kommentarerne fra ALK peger imod en overordentlig stærk positiv feedback fra kunder på Ituluzax samt en stærk kundeefterspørgsel. Det understreger et kerneelement i vores positive langsigtede investeringscase, nemlig at tabletterne flytter en hidtidig niche-behandling over mod at blive velaccepteret af læger og værende noget som patienterne aktivt efterspørger.
Fortsættes denne udvikling kan vi se konturerne af en langsigtet højvækst-case, hvor selskabet formår at adressere de 50 mio. patienter på verdensplan, som burde få AIT-behandling (Allergy ImmunoTherapy). I dag får kun 5 mio. behandling og heraf har ALK har en markedsandel på 35%.
Covid-19 holder patienterne hjemme
Problemerne omkring covid-19 strækker sig for ALK til at patienterne kan have svært ved at møde op hos lægen fysisk og modtage injektioner, hvilket
både påvirker indrulleringen af nye patienter samt salget af injektioner. Et positivt aspekt er dog, at vi ser dette påminde lægerne om fordelene ved en standardiseret tabletbehandling, hvor patienterne ikke behøves at møde op til lægen for hver injektion.
Aktiecasen styrket pga. kursfald
Med en markedsværdi på næsten 20 mia. DKK og en EBITDA i år på 200-300 mio. er selskabet fortsat dyrt prissat på indtjeningen for 2020 og de næste par år. Men et ALK som er kommet godt fra start og viser 10% organisk vækst i en svag periode, en uændret langsigtet aktievækstcase og en aktie som er kommet ned i kølvandet på covid-19, får os til at hæve vores anbefaling på aktien fra neutral til KØB. Vi fastholder vort kursmål uændret på 2.000 DKK, svarende til et kurspotentiale på ca. 10%.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.