ALK-Abellós partner i Nordamerika, Merck, har trukket sig fra samarbejdet om ALK-Abellós tabletbaserede allergimedicin, hvilket sammen med nødvendige investeringer i produktionsapparatet og usikkerhed om det fremadrettede salg i Europa sætter tvivl om ALK-Abelló aktiens potentiale i 2017.
I juli måned blev ALK-Abelló lammet af Mercks beslutning om at forlade samarbejdet om ALK-Abellós tabletbaserede allergimedicin i Nordamerika. Som en konsekvens heraf faldt aktiekursen tilbage med ca. 20% på dagen. Samarbejdet har omfattet de immunmodulerende allergitabletter GRASTEK, RAGWITEK og ACARIZAX.
Der er ingen finansielle forpligtelser involveret i overtagelsen og transaktionen ventes afsluttet hen over nytår. ALK-Abelló overtager også alle de kliniske data frembragt fra samarbejdet og desuden videregiver Merck den kommercielle know-how, man har oparbejdet ifm. med kommercialiseringen af GRASTEK (græspollen-allergi) og RAGWITEK (ragweed-allergi).
En registreringsansøgning indsendt af Merck for ACARIZAX som en behandling af husstøvmideallergi bliver ligeledes overtaget af ALK-Abelló FDA ventes derfor fortsat at have færdigbehandlet ansøgningen i 1.kvartal 2017. I oktober inspicerede FDA ALK-Abellós produktionsfacilitet for ACARIZAX og fandt her ingen problemer. ALK-Abelló er pt. i gang med at rekruttere en salgsstyrke på 50 personer der skal varetage salget af GRASTEK, RAGWITEK og forhåbentlig ACARIZAX, såfremt FDA-godkendelsen kommer i hus i 1.kvt 2017.
Salget i Europa stiger med 32%
ALK-Abelló fremlagde d. 10. november et Q1-Q3 2016 regnskab, der viste en imponerende fremgang i total-omsætningen på 20% til 2,26 mia. DKK, mens selve produktsalget er steget med 28% til 2,18 mia. DKK.
Endvidere er EBITDA øget med 80% til 0,55 mia. DKK og EBIT-driftsresultatet er forbedret med 128% til 0,55 mia. DKK. Efter skat forbedredes resultatet dog kun med 14% til 0,23 mia. DKK, hvilket skyldes, at man ikke har haft samme skattefradragsmuligheder som man havde i 2015. Den effektive skattesats er derfor steget fra 13% i 9M 2015 til nu 44% i 9M 2016.
På globalt niveau er ALK-Abellós salg inden for SLIT- og SCIT-segmentet vokset med 23% til 1,62 mia. DKK, mens tablet-vaccinerne er vokset med 11% til 0,39 mia. DKK. Herudover viser øvrige allergipræparater og services (herunder allergitest og adrenalinpennen Jext) en vækst på 13% til 0,24 mia. DKK.
Den kraftige fremgang er hovedsageligt frembragt af konkurrenten Stallergenes produktions-problemer i Europa, som betød at Stallergenes i slutningen af 2015 midlertidigt fik tilbagekaldt en række tablet- og dråbebaserede allergipræparater på det vigtige franske marked. Det franske marked er et af de absolut vigtigste markeder for allergimedicin i Europa. ALK-Abelló overtog serviceringen af flere tusinde patienters som tidligere har været på Stallergenes-medicin, mens det franske selskab har været ekskluderet for at levere allergimedicin på sit eget hjemmemarked. Stallergenes produktions-apparat er dog oppe at køre igen nu, men ALK-Abelló holder fortsat fast i store dele af de erobrede markedsandele.
ALK-Abellós overordnede salg i Europa landede på 1,82 mia. DKK i 1-3.kvt 2016, hvilket er en fremgang på 32% ift. 1-3.kvt 2015.
Det er særligt salget af tablet- og dråbebaseret (SLIT) allergimedicin der klarer sig stærkt i Europa, med tocifrede vækstrater i Sydeuropa, Tyskland og ikke mindst i Frankrig, hvor de drå-bebaserede vacciner som nævnt har nydt godt af Stallergenes problemer.
Til gengæld er injektionsbaseret (SCIT) medicin under pres som følge af at ALK-Abelló foretager investeringer i opgraderinger af produktionsapparatet, hvilket midlertidigt har sænket kapaciteten. I USA er omsætningen steget med 18% til 0,40 mia. DKK, som følge af en milepælsbetaling fra Merck i 1.kvt 2016 samt fremgang i salget af allergen-ekstrakter og diagnostiske test. Til gengæld har Mercks salg af RAGWITEK og GRASTEK har generelt været skuffende i 2016.
På Internationale markeder er omsætningen faldet med 80% til 0,03 mia. DKK, hvilket dog udelukkende skyldes, at ALK-Abelló i 3.kvt 2015 modtog en stor milepælsbetaling fra den japanske partner Torii i forbindelse med markedsgodkendelsen af ACARIZAX i Japan (sælges under navnet MITICURE i Japan)
ALK-Abellós driftsomkostninger er steget med 8% til 1,83 mia. DKK, hvilket hovedsageligt drives af øgede produktionsudgifter, som er steget med 15% til 0,73 mia. DKK. Dette skyldes den øgede efterspørgslen samt udbygning og opgradering af eksisterende produktionsfaciliteter.
Selskabets indtjeningsmarginer er dog kraftigt forbedret, da salgsvæksten har oversteget væksten i udgifter. Nettosalgsmarginen er forbedret med hele 990 basispoint til 37,3 mens EBIT-marginen er strøget i vejret med 880 basispoint til 18,8%. Til gengæld går væksten ikke på bundlinjen pga. den øgede skatteprocent og det betyder et Nettoresultatmarginen faktisk er forringet med 50 basispoint til 10,4%.
2017 ligner et overgangsår for ALK-Abelló
For hele 2016 forventer ALK-Abelló nu en total omsætning på over 2,9 mia. DKK og en vækst i base-business (produktsalget) der vil overstige 20%. SCIT-salget ventes dog at være negativt påvirket i størrelsesordenen 120-125 i årets sidste 4 måneder, som følge af nedsat kapacitet, mens produktionsfaciliteterne opgraderes. Derfor ser ALK-Abelló også kun en overordnet svag vækst i base-business salget i 4.kvt. 2016.
EBITDA-forventningerne er dog hævet til >600 mio. DKK fra tidligere >550 mio. DKK.
Vores vurdering er at 4.kvt 2016 vil ende med et overskud efter skat på ca. 50 mio. DKK, hvilket betyder at ALK-Abelló vil lande på et 2016-resultat på ca. 300 mio. DKK. Dette modsvarer en P/E på ca. 30, hvilket er til den høje side, særligt set i forhold til en formodet svag vækst i 2017.
Omkring Mercks opgivelse af det nordamerikanske samarbejde med ALK-Abelló, finder vi det naturligvis skuffende, og særligt er timingen skuffende nu, hvor man stod tæt på en godkendelse af ACARIZAX i USA i støvmide-allergi, hvilket skulle have med til at booste salget for alle tre lægemidler.
Vi vurderer, at Merck har haft overordentligt svært ved at trænge igennem til de amerikanske læger, som holder stædigt fast i at udskrive indsprøjtningsbaseret allergimedicin, fordi det ganske enkelt er mere økonomisk rentabelt for dem. Vi forventer at ALK-Abelló får vanskeligt ved at gøre det meget bedre end Merck, og problematisk er det også, at salgsstyrken nu bliver reduceret drastisk. Merck havde flere hundrede mand, og ALK-Abelló er nu i gang med at ansatte en salgsstyrke på blot 50 mand, hvilket ventes afsluttet i 1.kvt.2017.
En årsag til at Merck har trukket sig fra samarbejdet, skal muligvis også findes i at man ikke har kunnet ansøge om godkendelse for ACARIZAX i allergisk astma indikationen, men kun i høfeber indikationen (rhinitis). At opnå godkendelse i allergisk astma også vil kræve et nyt fase III studie. Vi ser det som sandsynligt, at ALK-Abelló nu selv bliver nødt til at finansiere dette studie.
Endnu en ubekendt faktor er hvordan salget udvikler sig i Europa i 2017. Det må formodes at Stallergenes vil kunne tage markedsandele tilbage fra ALK-Abelló og samtidig er det usikkert hvor længe produktionsopgraderingen på SCIT-området vil fortsætte med at presse omsætningen.
Endelig vil ALK-Abellós nye CEO, Carsten Hellmann, tiltræde i 2017, og det betyder at hele selskabets overordnede strategi muligvis skal op til genovervejelse. Vi ser derfor 2017 som et vanskeligt overgangsår for ALK-Abelló, hvor det bliver svært for alvor at skabe værdi for aktionærerne. Omvendt er kursen også langt nede og selskabets markedsværdi er nu på blot ca. 9 mia. DKK.
Vi forventer, at ACARIZAX godkendes i 1.kvt 2017, hvilket vil kunne give et kortsigtet boost af aktiekursen. Vi reducerer dog vores 12-måneders til 900 DKK per aktie, men fastholder en Neutral anbefaling på aktien.
Peter Aabo
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.