Økonomisk Ugebrevs artikelserie om Pandora-millionær Rene Sindlevs amerikanske biotekeventyr Enochian fortsætter her med nye afsløringer om opgøret mellem de amerikanske shortfonde og Enochians ledelse, der for tiden kæmper en kamp på nærmest liv og død, altså finansielt. Seneste akt giver mindelser om en krimi med skæg og blå briller.
Som tidligere beskrevet i ØU Life Science er opgøret mellem ledelsen og supporters i Enochian på den ene side og amerikanske shortfonde på den anden side de seneste måneder blevet markant intensiveret, så man godt kan tillade sig at kalde det et slagsmål om milliarder. Enochians ledelse mener, at selskabet er flere milliarder værd, og shortfondene og nogle analytikere mener, at selskabet højst er nogle hundrede mio. kr. værd.
Opgøret udspilles nærmest fra dag til dag, fordi nogle af Enochians større, uformelle insideraktionærer angiveligt gerne vil høste deres gevinster (måske før korthuset falder sammen?), og shortfondene har nu shortet over én mio. aktier, svarende til en gambling på ca. 35 mio. kr. Og det koster dyrt at opretholde disse shortpostioner.
Private oplysninger
Enochians ledelse synes tilsyneladende, at det er dybt problematisk for selskabet og dets aktionærer med disse shortpositioner, samt tilhørende kritiske aktieanalyser, som vi tidligere har refereret i uddrag. Enochians ledelse har nemlig for nylig fået et overvågningsfirma til at udarbejde detaljerede kortlægninger og vurderinger af de to største kritikere. Økonomisk Ugebrev har set de to rapporter, hvoraf den ene er på 30 sider. I en beskrivelse af analysens kontekst skriver intelligence security-firmaet Waever Group, at det er blevet anmodet om at udarbejde en omfattende baggrundsrapport om en navngiven person.
Det sker med henblik på at kunne vurdere de risici, som er forbundet med påstande om Enochian på personens hjemmeside i relation til hans analysefirma White Diamond Research. Det påpeges, at der i rapporten er ”included significant information concerning his personal life and his questionable acticity.”
I rapportens konklusion på to sider gennemgås blandt andet hans velkendte forretningsaktiviteter som investor og finansanalytiker. Men det oplyses
også, at han er involveret i et verserende søgsmål anlagt af United Health Products Inc, som blandt andet omfatter mistanke om aktiemanipulation. Det oplyses også, at han optræder i et kriminalregister, blandt andet efter færdselsovertrædelser. Ifølge rapporten er det sandsynligt, at han omgås prostituerede, og gennemgang af relevante websider viser, at han muligvis har betalt for sex 52 gange. Det oplyses også, at han er mest til unge kvinder og finansiel dominans.
Omdømme i fare
I risikovurderingen hedder det, at den igangværende retssag sår tvivl om hans troværdighed. Videre hedder det, at “the claims made by (Navn. red) on Seeking Angel present a wide range of reputational risks for Enochian Biosciences based on the fact that the web platform is used by professionals with regards to news and updates concerning financial markets. Whilst the spread of (navn, red.) claims against Enochian Biosciences appears relatively limited, there remains an enduring risk of the story gaining traction to an extend where garners increased attention in order online source.”
Enochians formand Rene Sindlev har i forlængelse af rapporterne skrevet til selskabets aktionærer, med blandt andet denne tekst: ”Vi har gennem nogen tid været udsat for en shorters manipulerende, løgnagtige og urigtige fordrejede oplysninger om Enochian og selskabets forsker Dr. Serhat – alene med det formål, at få aktiekursen til at falde (…) Vi startede med at gå i rette med dem via vores advokater – det hjalp ikke. Så truede vi dem med sagsanlæg og erstatningskrav – det hjalp kun delvist og kortvarigt. Vi har været helt uforstående over deres mangel på respekt for det amerikanske retssystem og vores advokaters påkrav. Vi så os derfor nødsaget til at rekvirere undersøgelserne af firmaet og personerne bag.”
Videre skriver han: ”Resultatet er chokerende, hvilket fremgår af vedlagte baggrunds check, White Diamond Research er et enkelt mands virksomhed der kun opererer via nettet. Deres ejer lever i Medelin i Columbia og deres virksomheds adresse er en postboks.”
Rapporten fra Waever Group har overskriften ”Due Diligence Screening Report – Client Secret” Forfatter er Stiig Wæver, der ejer firmaet Waever Group. Ifølge firmaets hjemmeside er han tidligere PET-agent.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.