Sprint Bioscience, som vi analyserede i sidste udgave med en købsanbefaling har i dag vist, at VSP34 er præcis den joker vi tidligere har beskrevet projektet som. Oven på dagens positive prækliniske VPS34-data er aktien nemlig eksploderet med mere end 60%, således at vores kun to uger gamle købsanbefaling ved den aktuelle kurs på 12,75 SEK har givet et afkast på 87,5%.
Vi har tidligere beskrevet VPS34 som et guldæg og anset projektet for at være en joker i forhold til at en partnerskabsaftale kan komme hvert øjeblik. I vores seneste analyse (nr. 8/2020) udtrykte vi dog lidt utilfredshed med, at ledelsen nu mente, at man skulle bruge flere ressourcer for at gøre VPS34-projektet klart til udlicensering. Med dagens meddelelse står det dog klart, at bevæggrunden for dette ønske netop har været, at man ønsker at maksimere værdien af sin joker, før den endegyldigt smides på bordet ved en udlicensering.
Dagens meddelelse beskriver, hvordan data, der publiceres i den videnskabelige journal ”Science Advances”, underbygger, at VPS34-proteinet øger tumorers infiltration af T-celler, NK-celler samt makrofager og derved forbedrer effekten af behandling med eksempelvis PD-1 checkpoint hæmmere. Vi sænkede sidst værdien af VPS34 fra 14 SEK til 10 SEK/aktie. Set i lyset af dagens meddelelse kan denne handling måske virke forkert, men her skal det understreges, at vores reducerede VPS34-værdi trods alt fortsat er væsentligt højere end konsensus.
Likviditet og emission stadig i fokus
Vores to uger gamle kursmål på 18 SEK var inklusiv en staf-rabat for den uafklarede situation omkring likviditetsmangel, der opstod i kølvandet på en delvist kuldsejlet kapitaludvidelse. Der udestår dog stadig tegningsoptioner fra det sidste trin af denne tretrins-kapitaludvidelse. Her kan indehaverne tegne nye aktier med 30% rabat i perioden fra 14.-28. maj 2020. Tidligere anslog vi, at det ville indbringe et nettoprovenu på omkring 5 mio. SEK. Det beløb ser nu ud til at vokse til små 10 mio. SEK.
Vores vurdering er at selskabets pengekasse er gabende tom, og der skal i øvrigt refinansieres eller tilbagebetales midlertidig bro-finansiering på 10 mio. SEK til juni. Som det ser ud nu, er chancen for at det kan lade sig gøre blevet en smule bedre, men selskabets underliggende likviditetsproblemer er forsat ikke løst, og vi forventer derfor stadig, at Sprint annoncerer en ny kapitaludvidelse.
Vi ser derfor ikke grund til at ændre på vores 12 måneders kursmål på 18 SEK. Vi vælger i den forbindelse at bruge de seneste positive nyheder som ræsonnement for at bibeholde en købsanbefaling og bemærker i øvrigt, at der er stadig er over 40% potentiale op til vores kursmål. Som investor skal man omvendt være opmærksom på, at aktien på kort sigt kan være ekstra volatil og samtidig skal man kunne acceptere at det stadig ser ud som om der kommer en emission.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.