Også i denne uge er vi faldet over en mere finansiel og markedsorienteret grafik, som vi er nødt til at bringe. Det er en oversigt, vi har set flere gange, og den viser in- og outflow i ETF’en for det amerikanske biotekindeks XBI på ugentlig basis.
Med tanke på kursudviklingen i år i biotekindeks og generelt er det ikke overraskende, at 1.kvartal indtil videre har budt på et stort outflow på hele 837 mio. USD. Meget præcist er det dobbelt så meget, som det samlede outflow i 2024 på 417 mio. USD.
Det er værd at bemærke, at der i modsætning til eksempelvis i november-ugen efter valget, hvor RFK jr. blev bragt på banen som mulig sundhedsminister, ikke har været tale om store enkeltstående outflow. Det har i år været et mere kontinuerligt outflow på ugentlig basis på typisk 100-200 mio. USD. Som det ses af tabellen for 4.kvartal, var der i RFK-ugen et outflow på hele 1,56 mia. USD, hvilket også hænger tydeligt sammen med, at de betydende indeks faldt med 5-6 % på en enkelt dag dengang.
I lyset af, at vægtningen i XBI er blevet ændret i 2024, bringer vi også listen over de 10 tungeste aktier, der ligesom det større Nasdaq Biotechnology nu er fyldt med store biopharma-aktier. De vægter dog kun med en samlet vægt på 26 % for de ti største, hvilket er omtrent halvdelen af NBI, hvor de 10 største til tider har vægtet i omegnen af 50 %.
Tidligere var vægtningen i XBI betydeligt mere spredt, og mere ukendte selskaber var at finde i top-10, med en vægt på ca. 2 % eller lavere.
Oversigten, som er udarbejdet af J.P. Morgan på baggrund af data fra Bloomberg, har vi fra en vore faste ”leverandører” til ugen grafik, nemlig Paras Sharma.
Kilde: J.P. Morgan via https://x.com/paras_biotech/status/1900997369652494571/photo/1
Steen Albrechtsen