
Antallet af nye selskaber på børsen (IPO’er) bliver ofte set som en temperaturmåler for hele aktiemarkedet og måske i særlig grad for biotech-markedet, hvor børsen er et oplagt sted for de evigt kapitalhungrende biotekselskaber.
Grafikken herover viser antallet af IPO’er i den lyseblå linje, mens de mørkeblå søjler illustrerer den rejste kapital. Naturligvis står det fabelagtige 2021 klart frem i forhold til de andre år, men vi kan også se, at 2026 skiller sig ud som en pæn nr. 2 på både antal og værdi. Som det anføres, har Leerink fået data fra Dealogic, og både nye noteringer og ”bagdørsnoteringer” (via SPACs) over 50 mio. USD er inkluderet.
Vi skal naturligvis ikke undlade at bemærke, at der er tale om et ret lille datasæt, så man skal passe på med at drage skråsikre konklusioner om interessen for biotek på den baggrund. Det leder os videre til den næste grafik, som viser den daglige handelsvolumen i mere end 300 biotekselskaber grupperet på markedsværdi i hver sin linje. Data er rimelig enslydende, idet der ses et betydelig løft af handelsvolumen, som er afbildet på y-aksen med procentandel af udestående aktier handlet på daglig basis. I runde tal ligger volumen ca. en halv gang over niveauet for et år siden. Og det kan vi også godt tage som en klar indikator af en stigende interesse for amerikansk biotek udover den, som de stigende biotekindeks også kan være udtryk for.
Ser vi lidt mere bredt på kapitalrejsningen hos biotekselskaber, hvor IPO typisk er en lille del, har Dealogic en statistik fra december for Nordamerika. Den kan ses her, og IPO’er er den mørkeblå del i bunden af søjlerne. Den markante lyseblå del af søjlerne viser de såkaldte follow-on offerings, dvs. alle de kapitalrejsninger, der er gennemført af selskaber, der allerede er noteret.
Kilde: Leerink via Daphny Zohar (https://x.com/daphnezohar/status/2019805407330640149)
Steen Albrechtsen














