
Fra den finansielle side hopper vi videre til den kliniske side denne grafik, der egentlig stammer fra det ansete videnskabelige tidsskrift The New England Journal of Medicine. Grafikken stammer herfra og viser data efter 23 års screening for prostatakræft på tværs af 8 europæiske lande med mere end 160.000 patienter fordelt i to grupper: En, der blev tilbudt screening ofte og en, der ikke blev tilbudt screening.
Vi er faldet over studiet hos den ansete læge Eric Topol her, hvor grafikken ovenfor er gengivet, og som det også fremgår af kommentarfelterne, er der mange faktorer at tage højde for, når man vurderer resultaterne. Og det er også nogle af de faktorer, der går igen, når vi taler om, hvorvidt f.eks. generelle brystkræftscreeninger virker.
Der er også forhold omkring metastatisk prostatakræft, der ikke indgår i undersøgelsen, som bestemt også kan være interessant fra et patient- og quality-of-life perspektiv. Metastatisk prostatacancer har en 5-års overlevelse på 30-40%, mens den er helt oppe omkring 97-99%, når vi taler lokal prostatacancer.
Hovedkonklusionerne i studiet er, at der i screening-gruppen bliver opdaget flere tilfælde af prostatacancer, hvilket man også burde forvente (grafik A) qua de mange screeninger. Derudover ser vi, at dødeligheden specifikt for prostatacancer er lavere i screening-gruppen (grafik B), hvilket umiddelbart indikerer, at screeningsprogrammet virker.
Det store spørgsmål er så, om det målt på et overordnet niveau (og ikke for den enkelte patient hvis liv bliver reddet) er ressourcerne værd, eller om de kunne skabe bedre resultater andre steder? Og f.eks. også om nogle patienter ville have levet et bedre og næsten lige så langt liv uden at være blevet screenet og sat igennem en (måske) hård behandling for en cancer, der kan være mild længe.
Undersøgelsen konkluderer, at der efter 23 års follow-up er blevet forhindret et dødsfald for hver 456 mænd, der blev inviteret til screening.
“At a median of 23 years of follow-up, one death from prostate cancer was prevented for every 456 men (95% CI, 306 to 943) who were invited for screening, and one death from prostate cancer was averted for every 12 men (95% CI, 8 to 26) in whom prostate cancer was diagnosed.”
Det er derudover også interessant at notere, at den generelle dødelighed (other cause mortality) fra alt andet end prostatacancer er nærmest ens grupperne i mellem. (grafik C)
Kilde: https://x.com/EricTopol/status/1983650501431587046 via https://x.com/EricTopol/status/1983650501431587046
Steen Albrechtsen






