Selvom Novo Nordisk ikke figurerer på ugens grafik, så kan vi ikke undgå at tale om Novo også. Lad os dog først dvæle lidt ved selve grafikken, som viser hvor stor en andel af 2025/2026-omsætningen hos de største amerikanske pharma- og biopharma-selskaber, der stammer fra lægemidler, der går af patent senest i 2030.
Det er den internationale investeringsbank Morgan Stanley, der står som ophavsmand, og vi fandt grafikken hos @OhadHammer. Grafikken består af et søjlediagram og en tabel med de konkrete tal for omsætningen i 2026 og 2026 samt den andel, der består af lægemidler, der er patentudsatte.
Vi noterer med det samme, at gennemsnittet for gruppen af 11 selskaber ligger på 34 % for 2025 og 30 % for 2026. Ikke overraskende ligger Merck på den forkerte side af gennemsnittet, for det er ingen hemmelighed, at verdens bedst sælgende lægemiddel Keytruda går af patent omkring 2028. Det vil ramme Merck hårdt, for ca. 40 mia. USD af deres omsætning er patentudsat – størstedelen fra Keytruda. Helt i top ligger Amgen, men også Bristol-Myers Squibb og Biogen ligger på den forkerte side af gennemsnittet.
Det egentlige budskab med grafikken er et af de vigtigste investeringsargumenter for hele biotech-sektoren, nemlig at de store biopharma- og pharmaselskaber skal have fyldt hullerne i pipelinen, så der er nye lægemidler klar til at tage over, når de storsælgende lægemidler går af patent og bliver udsat for intensiv generisk konkurrence. Typisk således, at en meget stor del af omsætningen næsten forsvinder over night, når patentet udløber.
Slutter vi ved Novo Nordisk, burde de ligge helt oppe i toppen, hvis selskabet var med i opgørelsen. Semaglutide (Wegovy, Rybelsus og Ozempic) går af patent på de store hovedmarkeder (USA og EU) omkring 2031/2032, og i det seneste halvårsregnskab leverede semaglutide omkring 75 % af Novos omsætning. Derfor haster det så meget for Novo Nordisk med at få kørt nye lægemidler i stilling til at tage over efter semaglutide.
Sat på spidsen forudsætter det selvsagt også, at der er noget omsætning at tage over fra, hvis ikke Eli Lilly og senere de andre big pharma konkurrenter har sat sig på fedmemarkedet. Og det er den anden og lige så vigtige negative faktor omkring Novos investeringscase i øjeblikket.
Biotech-lingo for investorer
Vi faldt over endnu en grafik, som vi er nødt til at dele her. Den stammer fra twitter-kontoen @BowTiedBiotech og er ret simpel. Den skal egentlig blot ses som en humoristisk kommentar til biotech-selskabers typisk lidt for optimistiske syn på verden som helhed og især på resultater fra kliniske data.
I første kolonne er oplistet typiske kommentarer eller citatet som et biotechselskab kommer med i forbindelse med nyheder eller bare i en mere generel beskrivelse af hvordan man ser på især sin pipeline og de leverede resultater. I kolonne nr. 2 er angivet hvad det måske lidt for optimistiske budskab i første kolonne reelt dækker over.
Her på redaktionen er vi på baggrund af anekdotiske data i hvert fald klar til at erklære, at der
sjældent ses en positiv kursreaktion, når ordet ”encouraged” bruges i en pressemeddelelse.
Generelt skal vi bare huske, at et biotekselskab langt hen ad vejen skal sælge drømmen for at fastholde investorer og tiltrække kapital. Det kan gøres på mange måder, og det er – som grafikken også indikerer – ikke altid den mest pæne måde der benyttes.
Kilde nr. 1: Morgan Stanley via @Ohad-Hammer (https://x.com/ohadhammer/status/1963608150205940207)
Kilde nr. 2: @BowTiedBiotech (https://x.com/ BowTiedBiotech/status/1962168753770074435)
Steen Albrechtsen