På ugentlig basis kommer en række interessante grafikker forbi redaktionen, som giver anledning til et løftet øjenbryn eller blot et lille, halvt mumlende ”jaså” eller ”aha”.
Den oplevelse vil vi gerne give videre, da grafikken sjældent i sig selv kan berettige eller indgå i en selskabsanalyse. Derfor prøver vi nu at indføre et nyt element i hvert ugebrev – nemlig det, vi vil kalde ”Ugens grafik”, hvor vi viderebringer en af de grafikker, tabeller eller lign. som vi er faldet over siden sidst, og som vi finder det væsentligt eller interessant at vise.
Det vil typisk være noget, vi er stødt på i et regnskab, i en selskabspræsentation, i et videnskabeligt tidsskrift, i en børsmæglerrapport eller via X (/Twitter). Særligt sidstnævnte stiller naturligvis nogle spørgsmål til kilden og dens troværdighed. I videst muligt omfang vil vi henvise til originalkilden og/eller til det oprindelige tweet.
Derudover vil vi naturligvis knytte en kort kommentar til grafikken, som gerne skulle sætte den i perspektiv og forklare, hvorfor vi fandt den interessant.
For en god ordens skyld, skal det også tilføjes, at grafikken er 100% selvstændigt udvalgt af redaktionen og ikke er sponsoreret på nogen måde – hverken direkte eller indirekte.
Lægemidler er ikke blevet billigere at udvikle – endnu
Vi starter lidt blidt op med en grafik fra en nylig rapport, som revisions-/konsulenthuset Deloitte har lavet for nylig. Det er den 14. rapport i rækken af årlige undersøgelser af afkastet fra pharmaindustriens investeringer i udvikling af lægemidler. Rapportens hovedtema er denne gang potentialet i AI, men det er dog ikke her, vi finder grafikken til i dag, som fokuserer på, hvad det gennemsnitligt koster at tage et nyt lægemiddel hele vejen fra opdagelse (discovery) til lancering.
Som grafikken tydeligt viser, koster det stadig enorme summer at udvikle et lægemiddel helt fra bunden. Nærmere præcist 2,3 mia. USD, og selvom man kan diskutere nærmest uendeligt, hvad der skal inkluderes i et sådan estimat, så kan vi i hvert fald se på udviklingen over tid og bruge det som en indikation for, hvilken vej det går.
Vi kan dog som minimum konkludere, at udviklingen klart viser, at det ikke for alvor er blevet billigere de senere år til trods for, at øget computerkraft, AI, m.v. burde tale for en øget sandsynlighed for, at fejlslagne stoffer kan sorteres fra tidligere, og at de stoffer, der går videre i udviklingen, har større sandsynlighed for at lykkes. I modsat retning tæller naturligvis stadigt større regulatoriske krav til dokumentation i alle dele af udviklingsprocessen og stigende omkostninger til at gennemføre de konkrete og påkrævede studier.
Vi har ikke adgang til data bag undersøgelsen og hvilke elementer, der helt præcist indgår i beregningerne, men vi ved dog, at data baserer sig på R&D-udgifterne hos de 20 største selskaber og samlet løb op på 145,5 mia. USD i 2023.
Det hører derudover med til historien, at det gennemsnitlige forventede peak salg per stof også ligger nogenlunde stabilt mellem 350 og 400 mio. USD.
Kilde: Grafikken stødte vi første gang på her https://twitter.com/BowTiedBiotech/status/1783831623253016992 og https://twitter.com/ BertrandBio/status/1783503794312970554
Originalrapporten kan findes direkte hos Deloitte her: https://www2.deloitte.com/us/en/pages/life-sciences-and-health-care/articles/measuring-return-from-pharmaceutical-innovation.html Og downloades i sin fulde form direkte her: https://www2.deloitte.com/content/dam/Deloitte/us/Documents/life- -sciences-health-care/us-rd-roi-14th-edition.pdf
Ris/Ros, kommentarer eller tips om spændende grafikker kan som altid sendes direkte til [email protected]
Steen Albrechtsen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.