Også i denne uge er ugens grafik ganske nem at gå til. Den handler om medicinpriser, som er et emne, der givetvis vil dukke op igen senere på året, når det nu er valgår i USA. Mere specifikt er det prisen på cancermedicin, der er emnet, og figuren viser, hvad ny cancermedicin koster per patient for et års behandling, og ikke mindst hvordan prisfordelingen af den ny medicin har udviklet sig over de sidste 20 år.
Der er altså ikke tale om alle cancermediciner på markedet i et givent år, men kun de nylancerede.
Tendensen med stigende medicinpriser er tydelig, idet en helt ny prisklasse synes at være blevet etableret de sidste 20 år i takt med den forbedrede behandlingseffektivitet og højere overlevelse. Det er ikke helt samme tidsperiode, men denne grafik på linket viser tydeligt, hvordan 5 års-overlevelsen er forbedret fra 1977-2013 for en række cancertyper. Siden da er det formentlig kun gået fortsat fremad for samtlige cancertyper, omend flere af de meget dødelige cancere stadig mangler at lave de helt store spring i overlevelsesraten.
Prisstigninger alene pga. inflation er naturligvis forventeligt, men betydeligt dyrere udviklingsomkostninger koster også på den endelige pris. Derudover synes der også at være en tendens til, at hver forbedring i et lægemiddels effektivitet eller hver ny generation af lægemidler skal honoreres med en prisstigning.
En så høj medicinpris er ikke noget, vi møder så tit herhjemme i Danmark pga. sundhedssektorens opbygning, hvor vi på patientniveau sjældent bliver konfronteret direkte med medicin- eller behandlingspriser, når det f.eks. kommer til cancer.
Det mest bemærkelsesværdige i grafen er måske, at andelen af medicin, der koster 100.000-200.000 USD per år, er relativt stabil i perioden. Til gengæld er der som nævnt kommet en helt ny gruppe til, nemlig medicin med en behandlingspris på 200.000-500.000 USD per år per patient, og denne gruppe har helt tydeligt ”fået plads” på bekostning af det vi nu kan kalde ”billig medicin”, nemlig prisgruppen fra 10.000-100.000 USD.
Interessant er det også, at den dyre gruppe nu udgør over 50 % af den nye cancermedicin. Det er med til at forklare, hvorfor så mange biotekselskaber stadig forsøger sig indenfor cancer.
Kilde: Her stødte vi på grafikken, som oprindelig er udarbejdet af et pharmasektorens store markedsanalyse-firmaer IQVIA: https://x.com/DueDoctor/status/1795592195883610524
Steen Albrechtsen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.