De globale legetøjskoncerners skattetransparens er helt i bund. Selvom LEGO kun opnår 2 point ud af 12 mulige i ØU’s Peer Group Tax Governance Rating, ligger den danske legetøjskoncern bedre end konkurrenterne Hasbro og Mattel. Ingen af legetøjsgiganterne rapporterer om land-for-land skattebetalinger eller oplyser klart om eventuelle aktiviteter i skattely. Ifølge Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark, skylder LEGO og de andre legetøjsgiganter de mange børnefamilier, der har glæde af deres legetøj, at demonstrere, at de bidrager til børnenes skoler gennem også at betale skat i de lande, hvor de skaber værdi. Redaktør Claus Strue Frederiksen har undersøgt de globale legetøjskoncerner.
De globale legetøjsgiganter stordumper på skattetransparens, med LEGO som den mindst ringe i peer-gruppen. Det viser Økonomisk Ugebrev kortlægning af de globale legetøjskoncerners skattetransparens – med særlig fokus på, hvordan LEGO klarer sig i forhold til internationale peers som Hasbro og Mattel.
Med 2 point ud af 12 mulige indtager LEGO førstepladsen i Økonomisk Ugebrevs Tax Governance Rating 2025 for fem globale legetøjskoncerner (mere om pointtildeling i afsnittet ’Sådan har vi gjort’ nederst i denne artikel). LEGO’s præstation er langt fra bestået, men stadig bedre end konkurrenternes, der alle opnår nul point.
Som eneste selskab i peer-gruppen oplyser LEGO om sit samlede skattebidrag, fordelt på afholdte skatter som selskabsskat og opkrævede skatter, herunder medarbejderskat. Ifølge LEGO’s seneste årsrapport var selskabets samlede skattebidrag i 2024 på 15 milliarder kroner, heraf var 6 milliarder afholdte skatter og ni milliarder opkrævede skatter.
Kun LEGO udgiver en officiel skattepolitik, der omfatter hele koncernen og er godkendt af bestyrelsen. Det betyder, at kun hver femte af legetøjsgiganterne udgiver en skattepolitik.
Andelen af selskaber med en officiel skattepolitik i de andre peer-ratings er langt højere, som det fremgår af nedenstående skema. Det samme gælder det danske C25-indeks. Legetøjsgiganterne ligger også i bund på andre centrale parametre, herunder land-for-land rapportering – som ingen af de fem selskaber har.

Ifølge Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark, er det skuffende, at legetøjsgiganterne ikke har en mere aktiv og ansvarlig skattepolitik, der kan demonstrere, at der ikke foregår massiv skattetænkning.
”Undvigelse af at betale skat gennem anvendelse af skattely og aggressiv skatteplanlægning er fortsat et stort globalt problem, der flytter skattetrykket over på de mange ansvarlige og gennemsigtige selskaber,” siger Lars Koch.
Lars Koch påpeger, at andre store danske selskaber har udvist lederskab og bidraget til at skabe større gennemsigtighed om skatteforhold i andre sektorer: ”Det er helt åbenlyst ikke lykkedes i legetøjssektoren, hvor LEGO også halter langt efter store danske selskaber i andre brancher.”
Lars Koch hæfter sig særligt ved, at ingen af legetøjsgiganterne rapporterer deres skattebetalinger land-for-land, så man kan vurdere, om der er sammenhæng mellem, hvor de skaber deres værdi, og hvor de placerer deres overskud og skattebetalinger.
”Det skaber en – forhåbentlig ubegrundet – mistanke om, at selskaberne laver aggressiv skatteplanlægning. LEGO og de andre legetøjsgiganter skylder de mange børnefamilier, der har glæde af deres legetøj, at demonstrere, at de også bidrager til børnenes skoler gennem at betale deres skyldige skat i de lande, hvor de skaber deres værdi,” siger Lars Koch.
Økonomisk Ugebrev har spurgt LEGO, om selskabet overvejer at være mere åben omkring deres skatteforhold. LEGO er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
LEGO’s tynde skattepolitik
Selvom LEGO har udgivet en skattepolitik, der omtaler selskabets forhold til skattemyndigheder og skatteplanlægning, opnår LEGO ikke point i hovedparten af ratings målepunkter.
Den lave pointhøst skyldes blandt andet, at LEGO ikke oplyser om brug af konkrete skatteincitamenter eller om dialog med specifikke stakeholders, udover skattemyndighederne. Desuden misser den danske legetøjsgigant point i målepunkt 2, der omhandler eventuelle aktiviteter i skattelylande, selvom selskabets forhold til skattely faktisk omtales i politikken.
“The LEGO Group does not engage in artificial tax arrangements, nor uses so-called “tax havens”. LEGO Group entities which are based in low-tax-rate jurisdictions exist for substantive and commercial reasons.”
Problemet ved ovenstående formulering er, at det ikke klart og tydeligt fremgår, hvorvidt LEGO rent faktisk har aktiviteter i skattelylande, eksempelvis jævnfør EU’s-liste.
For det første er det uklart, om LEGO anerkender, at der findes skattelylande og ikke bare såkaldte ”skattely”. For det andet oplyses det ikke, hvorvidt LEGO har aktiviteter i disse lande, blot at LEGO ikke bruger dem – underforstået, til skatteunddragelse. For det tredje er det uklart, om LEGO sætter lighedstegn mellem lavskattelande og ”skattely”.
Hasbro, Mattel, JAKKS Pacific og Spinmaster opnår alle nul point ud af 12 mulige. Med sine 2 point er LEGO derfor best in class – en førsteplads, der dog næppe er værd at fejre.

Sådan har vi gjort
Med udgangspunkt i virksomhedsrapporter udgivet i 2025 har vi indsamlet data og uddelt point til selskaberne for syv målepunkter.
1: Tax Governance: Har virksomheden offentliggjort en skattepolitik for hele koncernen med oplysninger om dens tilgang til governance og tax risk management? Mulighed for ekstrapoint: Er det oplyst hvem i bestyrelsen, som har ansvaret i forhold til udarbejdelse og efterlevelse af skattepolitikken?
En udførlig guide med yderligere info og forklarende eksempler til alle målepunkter findes her
2: Skattelylande: Er det eksplicit oplyst, hvorvidt selskabet har aktiviteter i skattelylande? Mulighed for ekstrapoint: Oplyser selskabet hvilke skattelylande, det har aktiviteter i, indenfor hvilke områder og hvorfor?
3: Skatteincitamenter: Er det tydeligt oplyst, hvordan selskabet forholder sig til skatteincitamenter og præsenteres mindst et eksempel på et område (f.eks. R&D) og et land (f.eks. Danmark), hvor selskabet benytter skatteincitamenter? Mulighed for ekstrapoint: Offentliggør selskabet en komplet liste over alle de skatteincitamenter, som selskabet benytter, samt de tilknyttede lande?
4: Land-for-land rapportering: Har virksomheden oplyst betaling af selskabsskat for de lande eller regioner, den opererer i? Mulighed for ekstra point: Har virksomheden fuldt oplyst selskabsskat for ALLE lande?
5: Dialog med stakeholdere: Oplyser selskabet om indgåede samarbejder med specifikke organisationer (udover skattemyndighederne) i forhold til at påvirke eller influere lovgivning, sikre compliance og modvirke aggressiv skatteplanlægning?
6: Offentliggørelse: Offentliggør selskabet en dedikeret årlig skatterapport?
7: Samlet skattebidrag: Oplyser og specificerer selskabet sit samlede skattebidrag også kaldet global tax footprint eller total tax contribution, fordelt på afholdte og opkrævede skatter? Mulighed for ekstrapoint: Oplyser selskabet om sit samlede skattebidrag fordelt på afholdte og opkrævede skatter separat for samtlige lande, som selskabet opererer i, og som minimum specificeret ud på fire forskellige skattearter som eksempelvis afholdt selskabsskat, afholdte afgifter, opkrævet medarbejderskat og opkrævede afgifter?
Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her




