Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Samfundsansvar

CSR-pioner: Robert Owen udviklede S’et allerede i 1800-tallet

Claus Strue Frederiksen

onsdag 08. juni 2022 kl. 5:40

Allerede fra barnsben gjorde Robert Owen (1771-1858) sig bemærket. Som syvårig har Owen gjort så store fremskridt i skolen, at han bliver udnævnt som undervisningsassistent, hvorefter resten af hans skoletid går med at undervise de andre børn. Karrieren som underviser bliver dog relativ kort. Som niårig mener Owen, at han er klar til at forlade sin fødeby og tage til London for at stå på egne ben. Det lykkes dog i første omgang forældrene at tale ham fra det, men allerede året efter drager han til London, hvor han arbejder som butiksassistent i forskellige tøjforretninger.

Som 18-årig begynder han som selvstændig. Med fem spindemaskiner og en håndfuld ansatte lykkes det Owen at skabe en profitabel forretning som bomuldsspinder – så profitabel, at han som 20-årig bliver ansat som leder af et stort spinderi i Manchester med 500 ansatte.

Owen gør det godt i Manchester, men det er først i New Lanark, Skotland, at han skaber banebrydende forandringer. Sammen med en række partnere køber han New Lanark-spinderiet af sin svigerfar, David Dale. Owen, der blot har en beskeden ejerandel, overtager ledelsen af spinderiet og dens godt 2.000 ansatte i år 1800.

Fabriksarbejde i Storbritannien er på daværende tidspunkt præget af kummerlige forhold og lange arbejdsdage. Og det er ikke kun de voksne, der knokler. Børn ned til seksårsalderen arbejder 12-13 timer om dagen, seks dage om ugen. Manglen på billig arbejdskraft er så stor, at mange fabrikker importerer børn fra nærliggende fattiggårde og børnehjem. Børnene tilbydes lange arbejdsdage med ringe kost og usselt logi som betaling.

Da Owen overtager, har New Lanark 500 af den slags fattigbørn ”ansat” – 200 af dem er under ti år gamle. En af Owens første handlinger som leder er at stoppe for tilstrømningen af fattigbørn til fabrikshallerne i New Lanark.

Owen mener, at børn skal i skole – ikke arbejde. De voksne medarbejderes forhold skal også forbedres markant. Men han bliver nødt til at gå forsigtigt til værks. Først og fremmest af hensyn til sine partnere, der jo ejer majoriteten af spinderiet, og som udelukkende er interesserede i profit, ikke sociale projekter. Og da Owen fremlægger planer for et omfattende skolebyggeri i New Lanark, sætter partnerne hælene i.

Owen tilbyder sine partnere, at de enten kan købe ham ud og herefter selv overtage driften af spinderiet, eller at de kan sælge deres andele til ham. De vælger det sidste. I 1809 køber Owen sammen med et hold nye partnere spinderiet i New Lanark. Owen begynder herefter at bygge skoler og at udleve sine progressive ideer om uddannelse med fokus på leg og praktisk læring frem for kæft, trit og næsen i en bog.

Selvom New Lanark-spinderiet under Owens ledelse kører med store overskud, er de nye partnere ikke tilfredse med ledelsesstilen. Hans fokus på uddannelse betegnes som nonsens, og de mener også, at han giver medarbejderne for meget i løn – penge, som i stedet burde ende i ejernes lommer. I 1814 overtager Owen New Lanark-spinderiet med sit tredje hold af partnere – og denne gang er der tale om nogle, der har mere sympati for hans sociale ideer.

Perioden 1814 til 1824 bliver den mest banebrydende i New Lanark-spinderiets historie. Owen forbyder børn under ti at arbejde. De skal i stedet gå i skole. De ti-elleveårige må kun arbejde fem-seks timer om dagen, resten af dagen skal de i skole. Disse tiltag lyder måske ikke videre beundringsværdige, men her er det værd at bemærke, at loven på det pågældende tidspunkt tillader børn ned til seks år at arbejde uden krav til timeantal eller arbejdsmiljø. Og det er ikke kun børnene, der får glæde af Owens skoler. De voksne tilbydes aftenundervisning.

Owens forretningsmetoder vækker forundring. I de år er det en almindelige opfattelse, at det er umuligt at tjene godt og drive en anstændig forretning samtidig. Mellem 1815 og 1824 valfarter 20.000 gæster til New Lanark for at se spinderierne med egne øje. Andre forretningsfolk er derimod rasende på Owen og kalder ham socialist. Uagtet de høje lønninger og gode arbejdsforhold driver Owen dog stadig et af de mest profitable spinderier i landet.

På trods af kritik vil Owen rigtig gerne have andre med. Særligt afskaffelse af børnearbejde ligger ham på sinde. Han holder taler og publicerer indlæg om emnet. Han udarbejder også et lovforslag, der blandt andet indeholder et forbud mod, at børn under 12 år arbejder, og at den generelle arbejdstid skal sættes ned til 11 timer om dagen. Hans fabrikantkollegaer finder forslaget vanvittigt.

Owen fremfører sin sag i parlamentet, hvor han blandt andet giver udtryk for, at hvis tekstilindustrien ikke er i stand til at overleve uden brug af børnearbejde og med ordentlige arbejdsforhold for de voksne, så bør den uddø.

Det lykkes dog de andre tekstilfabrikanter at underminere og forhale Owens forslag. Med et års forsinkelse bliver en udvandet version af Owens forslag vedtaget – børn under ni må ikke arbejde, og arbejdstiden bliver sat til maksimalt 12 timer om dagen. Først i 1833 får børn i Storbritannien rettigheder, der ligner dem, Owen var fortaler for 15 år tidligere.

I 1824 mister Owen dog kontrollen over spinderiet i New Lanark. Denne gang handler det ikke om profithensyn, men om hans sekulære syn på undervisning. En majoritet blandt partnerne forlanger, at kristendommen får en langt mere central plads i undervisningen. New Lanark-spinderiet er i dag omdannet til museum og er på UNESCOs liste over kulturel verdensarv.

Denne artikel er et redigeret uddrag fra bogen ’Vinduespynt og Samfundssind – når virksomheder (ikke) tager ansvar’ (Frederiksen & Andersen, 2020, Forlaget Turbine).

[postviewcount]

Jobannoncer

No data was found

Mere fra ØU Samfundsansvar

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank