Udbyttestoppet til bankaktionærer får øjeblikkelige konsekvenser for indtjeningen i en række fonde med høj eksponering i bankaktier. Flere sparekassefonde må vinke farvel til store millionbeløb, som skulle være trillet ind på uddelingskontoen i disse uger. Værst går det udover Nordea-fonden, som med 76 pct. af sine investeringer placeret i Nordea Bank Abp nu kraftigt nedjusterer årets uddelingsbudget, skriver mediet Fundats.
Millionerne stod skrevet med tal og bogstaver på checken, der blot manglede en sidste underskrift. Efter et godt bankår i 2019 skulle en række filantropiske fonde indløse dividenden på medejerskabet af de pengeinstitutter, som fondene har deres historiske udspring fra.
Men på grund den økonomiske krise, der følger efter corona-nedlukningerne, opfordrede Den Europæiske Centralbank den 27. marts bankerne til at stoppe de planlagte udbyttebetalinger og i stedet lægge pengene i bankboksen til de dårlige tider, der er i vente.
Finanstilsynet sendte senere en lignende opfordring, og siden har den ene bankbestyrelse efter den anden meddelt, at de trækker deres indstilling om udbytter tilbage.
https://fundats.dk/fondsledelse/kapitalforvaltning/den-oekonomiske-krise-rammer-nu-filantropien-bankernes-udbyttestop-lammer-indtjeningen-i-sparekassefonde/











