I 2018 rapporterede fem procent af danske top-100 selskaber om deres land-for-land skattebetalinger. I 2024 var det halvdelen, altså en tidobling. I samme periode er andelen af selskaber, der har offentliggjort en skattepolitik, steget fra 32% til 86%. Det viser en undersøgelse udarbejdet af Økonomisk Ugebrev. Søren Dalby fra KPMG Acor Tax forventer, at trenden med højere skattetransparens vil fortsætte. Særligt for åbenhed om selskabernes samlede skattebidrag, også kaldet total tax footprint.
I 2018 lancerede Økonomisk Ugebrev første udgave af ØU Tax Goverance Rating, som hvert år gør status over danske top-100 selskabers skattetransparens. Dengang havde knap hver tredje danske top-100 selskab udgivet en officiel skattepolitik. I år er det næsten 9 ud af 10. Altså mere end en tredobling.
Ifølge Ole Bendixen, Senior Advisor hos BENDIXEN Tax Governance, er udviklingen i omfanget af skattepolitikker meget imponerende. Det viser, at danske virksomheder mener det alvorligt, når de taler om åbenhed og transparens:
”De er ikke længere bekymrede for at blive målt og vejet omkring deres skatteforhold. De kan se, at andre danske virksomheder faktisk kan have en fordel af at være i dialog med deres stakeholders på skatteområdet.”
De seneste år er andelen af danske top-100 selskaber, der rapporterer om deres land-for-land skattebetalinger, steget fra 5 procent i 2018 til 50 procent i 2024, altså en tidobling.
Ifølge Søren Dalby, CEO og Senior Partner i KPMG Acor Tax, har der i en årrække været et positivt peer-presure i danske skattekredse. Blandt andet har mange skattechefer været stærke interne fortalere for øget transparens.
”Investorerne, med pensionskasser i front, har efterspurgt mere åbenhed omkring skat. Det samme gælder ngo’er. Og man kommer ikke uden om opmærksomheden i kølvandet på de globale datalæk som LuxLeaks, Panama Papers og Paradise Papers. Mange virksomheder oplevede efterfølgende et pres for mere skattetransparens,” siger Søren Dalby.
I 2022 introducerede Økonomisk Ugebrev et målepunkt i skatteratingen, der gik på, hvorvidt virksomhederne oplyste om deres skattebetalinger for samtlige af de lande, de havde aktiviteter i. På det tidspunkt omfattede mange selskabers land-for-land rapportering blot udvalgte lande eller regioner.
I 2022 oplyste blot ti procent af danske top-100 selskaber om skattebetalinger for samtlige lande, de opererede i. I 2024 var andelen steget til 25 procent, altså en stigning på 150 procent på blot to år.
Søren Dalby forventer, at andelen vil stige yderligere de kommende år. Blandt andet som følge af EU-lovkrav, der for regnskabsåret 2025 påbyder selskaber med en omsætning på over 750 millioner euro at rapportere om skattebetalinger for samtlige EU-lande samt for lande, der er på EU’s skattelyliste.
Rapporteringskravet omfatter ca. 120 danske selskaber – men dog langt fra alle i denne top-100 undersøgelse, der også inkluderer mid cap-selskaber.
”Jeg forventer, at mindre koncerner, der ikke er omfattet af lovkravet, også vil udvide deres land-for-land rapportering – for at imødekomme efterspørgsel fra investorer og andre stakeholders,” siger Søren Dalby.
Hans From, Executive Tax Director i EY, betegner stigningen i både land-for-land rapportering samt offentliggørelse af skattepolitikker som markant. I lyset af de kommende EU-lovkrav er stigningen dog ikke så overraskende: ”Forventningen var, at de virksomheder, der bliver omfattet af lovkravet om land-for-land rapportering, ville benytte lejligheden til at gå foran – før det bliver obligatorisk – og vise vilje til at være mere åbne.”
De tre skatteeksperter er enige om, at traditionel land-for-land rapportering, hvor hovedfokus er på betaling af selskabsskat, langt fra giver det fulde billede. Derfor forventes mange virksomheder fremadrettet at inkludere andre skatter i deres rapportering.
”Informationsværdien af landefordelte selskabsskatter er faktisk ret begrænset, hvis de ikke suppleres med anden relevant data. Her vil oplysninger om selskabets samlede skattebidrag, som omfatter både afholdte og opkrævede skatter (f.eks. moms og medarbejderskatter, red.) være mere brugbart,” siger Ole Bendixen.
Økonomisk Ugebrevs undersøgelse viser, at 16 procent af danske top-100 selskaber i 2024 oplyste om deres samlede skattebidrag, fordelt på afholdte og opkrævede skatter. Ole Bendixen forventer, at dette tal vil stige de kommende år: ”Det er også forventningen i markedet. Virksomhedernes bidrag er vigtige for at kunne finansiere den offentlige økonomi.”
Hans From forventer også, at andelen af virksomheder, der oplyser om deres samlede skattebidrag vil stige, særlig som følge af de øgede krav til land-for-land rapportering: ”Det betyder, at mange af koncernerne bliver tvunget til at give et billede på deres selskabsskattebetaling, men for hovedparten af selskaberne viser det kun en del og nogle gange kun en mindre del af deres skattebetalinger. Derfor forventer jeg, at flere ønsker at vise det større billede via et global tax footprint eller total tax contribution.”
Søren Dalby er enig: ”Den øgede rapportering omkring selskabsskat vil få flere selskaber til at offentliggøre et mere fyldestgørende billede af deres samfundsbidrag. Derfor vil fokus ikke kun være på selskabsskat men også de mange andre skatter, som selskaber betaler. Desuden betyder den teknologiske udvikling, at det er blevet meget lettere at indsamle og validere data.”
Søren Dalby understreger dog, at udviklingen i skattetransparens også er drevet af, hvordan selskaber i resten af verden agerer – og her er det usikkert hvor langt de vil gå i Asien og USA.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.