For at nå i mål med ambitionen om at skabe et benchmark for ESG-investering, mangler EU at standardisere ’Social’ i ESG. På grund af dyb politisk splittelse udsættes forsøget på at standardisere S’et dog på ubestemt tid, skriver Bloomberg.
Vincent Ingham, direktør for regulatorisk politik hos European Fund & Asset Management Association, oplyser, at EU-kommissionen ikke har taget en officiel beslutning, men at det er deres forståelse, at den sociale taksonomi ikke længere prioriteres. Ingham tilføjer, at der nok ikke vil ske fremskridt på området i de kommende år.
Kønsligestilling og menneskerettigheder er blandt de elementer, der derfor ikke vil være med i EU’s ESG-regulering før senere i dette årti.
Beslutningen kommer i kølvandet på den kritik EU har mødt for at medtage gas og atomenergi som en del af sin grønne taksonomi. Den modreaktion og splittelse, som den grønne taksonomi forårsagede, kan betyde, at EU ikke er klar til en lignende omgang med den sociale taksonomi.
Læs mere her.