Investeringschef i Nordea udpeger mest centrale klimadata

I forlængelse af Økonomisk Ugebrevs nye Klima Rating har vi bedt Eric Pedersen, Head of Responsible Investments i Nordea Asset Management, udpege, hvilken af virksomhedernes klimadata han lægger mest vægt på. Han vurderer, at virksomhedernes klimaaftryk i forhold deres til omsætning er det mest centrale målepunkt på klimaområdet.

Ifølge Eric Pedersen, head of Responsible Investments i Nordea Asset Management, udgør virksomheders klimaaftryk i forhold til omsætning det absolut mest centrale målepunkt for klimaområdet, når virksomhedernes klimaforhold vurderes af den store kapitalforvalter.

”Vi måler og offentliggør WACI, der står for weighted average carbon intensity, for alle de fonde, hvor der findes data til det. Man tager selskaberne i porteføljen og sætter deres klimaaftryk i forhold til deres omsætning, det er det man kalder CO₂-intensiteten. Til sidst kan man lægge alle tallene sammen, således at man har et WACI-tal for hele fonden. Intensitet er klart det mest centrale nøgletal indenfor klimaområdet, når man skal sammenligne selskaber. Vi bruger det til at måle klimabelastning og klimarisiko,” siger Eric Pedersen.

Erik Pedersen understreger, at man tager højde for de enkelte sektorer, når man som investor sætter virksomheders klimaaftryk i forhold til omsætning. Gør man ikke det, ender man med en kraftig overvægt i sin portefølje af lavudledningssektorer, herunder med tele- og teknologivirksomheder.  Og det er ifølge Eric Pedersen uhensigtsmæssigt, både ud fra et finansielt og et klimamæssigt synspunkt.

”Der er dog et vigtigt forbehold her, for der er faktisk to slags højudledningssektorer: Dem der kommer til at skrumpe og måske helt at forsvinde, fordi der er alternativer til dem – og dem, der stadig vil være brug for. Den første gruppe er det risikomæssigt fornuftigt at allokere væk fra – kulmineselskaber er det indlysende eksempel. Men der vil jo også være markant mindre brug for eksempelvis olie og gas om bare ti år, hvis den globale opvarmning ikke skal gå helt amok.”

”Og så er der den anden slags, typisk elselskaber og dem indenfor cement, stål, affaldshåndtering og så videre og måske de enkelte olieselskaber, der er i stand til at omstille sig – selvom ingen af dem har kunnet lægge rigtigt troværdige planer frem endnu,” siger Eric Pedersen.

Han vurderer, at problemet ved mange af de grønne fonde, der har bygget deres portefølje op af selskaber fra lavudledningssektorer, er, at de ikke skaber real world impact. ”Vi har stadig brug for stål, cement og så videre, og jo helt sikkert for elektricitet! Derfor nytter det ikke noget at frasælge virksomheder fra disse sektorer, i stedet handler det om at finde og understøtte de grønneste virksomheder, og dem med de mest ambitiøse og troværdige planer for at nedbringe deres udledning, også i de mere klimatunge brancher,” siger Eric Pedersen og tilføjer:

”Det er derfor, at det går stik imod anbefalingerne fra både IIGCC (Institutional Investors Group on Climate Change, red.), og FN’s principper for ansvarlige investeringer blindt at rykke pengene mod lavudledningssektorer.”

Eric Pedersen forklarer, at klimaaftryk set i forhold til omsætning er en rigtig god indikator på hvilke selskaber, der inden for deres sektor er godt i gang med den grønne transition – og hvilke selskaber, der halter bagefter.

”Og de virksomheder, der formår at producere produkter med lavt klimaaftryk, er formentlig bedre teknologisk rustet end deres mere klimatunge konkurrenter til den grønne omstilling. Det er en meget central investeringsparameter lige nu – og i endnu højere grad fremover. Derfor er det ud fra et investorsynspunkt super interessant at se på forholdet mellem klimaaftryk og omsætning,” siger Eric Pedersen.

Han fremhæver elselskaber som et illustrativt eksempel. ”Mange el-selskaber med høje klimaaftryk, har måske nok kunne fremvise pæne overskud de seneste år. Men det betyder ikke, at det er fornuftigt at investere i dem. El-selskaber med høje klimaaftryk har formentlig et bjerg af investeringer foran sig – og den regning ender jo i sidste ende hos investorerne. Er man startet tidligt som Ørsted, eller nogle af de spanske og italienske energiselskaber, så har man spredt investeringerne over mange år. Skal man først lige til at gå i gang, ligger der en kæmpe regning og venter,” siger Eric Pedersen.

Men selv hvis man som virksomhed først lige er begyndt at arbejde med klima og grøn omstilling, så er det ifølge Eric Pedersen stadig et stort skridt i den rigtige retning

”Selvom man kun er nået til at offentliggøre en konkret strategi for, hvordan man kan reducere sit udslip i trit med Paris-aftalens krav, så er det også meget mere end ingenting – for det er noget, der tager tid og ressourcer og hvor der er folk internt der skal overbevises. Og det er desværre langt fra alle, der bare er dér endnu,” siger Eric Pedersen.

Selvom Eric Pedersen betragter virksomheders klimaaftryk set i forhold til omsætning som det mest centrale klimatal, påpeger han, at det som investor sommetider er muligt at grave et spadestik dybere og se på klimaaftrykket pr. produceret enhed frem for pr. omsat million. Eksempelvis kan man for el-selskaber se på klimaaftrykket pr. produceret kWh og i forhold til stålproducenter kan man se på klimaaftrykket pr. produceret tons stål.

”Der er selvfølgelig masser af tilfælde, hvor den slags direkte sammenligninger på produktniveau ikke er mulige. For det første er produktegenskaberne ofte meget forskellige; en lampe er jo ikke bare en lampe, men produceres i mange forskellige størrelser og former. For det andet indeholder mange virksomheders produktportefølje jo flere hundrede forskelligartede produkter, industrigiganten Siemens er et godt eksempel. Derfor er det ofte mest hensigtsmæssigt at se på klimaaftrykket i forhold til omsætning, når man skal vurdere virksomheders klimarisiko,” siger Eric Pedersen.