Den nyligt indsatte Trump-administration har sat finansieringen af USA’s udviklingsagentur, USAID, på pause, hvilket giver problemer for klimaprojekter verden over skriver Climate Home News i en artikel.
Beslutning betyder, at næsten 500 millioner dollars i årlig støtte til klimainitiativer i udviklingslande risikerer at blive skrottet. Det drejer sig blandt andet om projekter, der arbejder på at forbedre landbrugets modstandsdygtighed over for tørke i Irak, fremme vedvarende energi i det sydlige Afrika og beskytte vitale økosystemer i Honduras.
Flere organisationer har allerede måttet suspendere deres aktiviteter og afskedige personale, da de ikke har modtaget nogen klar vejledning fra amerikanske embedsmænd om, hvorvidt deres projekter vil fortsætte med at modtage støtte.
Ifølge den nye politik vil amerikansk udenlandsbistand fremover kun blive godkendt, hvis den direkte bidrager til at gøre “America safer, stronger or more prosperous,” ifølge USA’s udenrigsminister Marco Rubio.
Beslutningen har mødt skarp kritik fra klimaaktivister, udviklingsorganisationer og berørte regeringer, der påpeger, at denne ændring kan have alvorlige konsekvenser for global klimahandling. Mange af de berørte projekter var afhængige af amerikansk støtte for at kunne opretholde deres arbejde med at bekæmpe klimaforandringer og beskytte sårbare befolkninger mod ekstreme vejrforhold.
Læs artiklen her.