Statsrevisorerne retter skarp kritik mod Miljø- og Ligestillingsministeriet for mangelfuld kontrol med cirka 400 særligt forurenende virksomheder i Danmark. Ifølge en ny beretning overholder Miljøstyrelsen i vidt omfang ikke lovkravene om revurdering af miljøgodkendelser og regelmæssige tilsyn.
I tre ud af fire tilfælde er miljøgodkendelser ikke blevet revurderet rettidigt, selv om loven kræver det mindst hvert tiende år. For over 100 virksomheder er godkendelserne mere end 15 år gamle, og nogle har ikke været opdateret i over 20 år. Samtidig har halvdelen af virksomhederne ikke modtaget de lovpligtige miljøtilsyn.
Læs hele beretningen her.




