MS: Sortlistning gavner grøn omstilling og koster ikke på afkastet

Mellemfolkeligt Samvirke opfordrer danske pensionsselskaber til øjeblikkeligt at frasælge og sortliste alle fossile selskaber, der udvider deres fossile forretning. Men hvorfor egentlig? Forskning peger på, at eksklusion ikke skubber fossile selskaber i en mere grøn retning – samtidig tilsiger økonomisk teori, at betydelig indskrænkning af investeringsuniverset har negative afkastkonsekvenser for pensionsopsparende. Eigil Johannisson, leder af Mellemfolkeligt Samvirkes center for bæredygtig finans, holder imidlertid fast i, at danske pensionskasser bør ekskludere fossile selskaber.      

”Vi anbefaler, at pensionsselskaber frasælger olie- og gasselskaber, der udvider deres fossile forretning. Vi anbefaler også, at de frasælger kulselskaber, der udvider sin kulforretning eller som ikke har planer om at udfase kul inden 2030 i OECD-lande og 2040 i resten af verden,” siger Eigil Johannisson, leder af Mellemfolkeligt Samvirkes center for bæredygtig finans.

Ifølge Eigil Johannisson flugter det med Det Internationale Energiagenturs anbefalinger om ikke at etablere nye olie- og gasfelter, nye kulminer, kulkraftværker og om deadline for kuludfasning. Han understreger også, at pensionskassernes eksklusionslister skal være dynamiske, så selskaber, der holder op med at udvide deres fossile forretninger og offentliggør passende udfasningsplaner, kan vende tilbage til pensionskassernes investeringsunivers.

Opfordringen til at frasælge og sortliste fossile selskaber synes at bygge på to antagelser: Først, at eksklusionerne skubber verden i en grønnere retning, ved eksempelvis at få de sortlistede selskaber til at ændre adfærd. For det andet er det vigtigt, at eksklusionspolitikken ikke konflikter med prudent person princippet, der tilsiger, at pensionsselskaber skal stræbe efter det bedst muligt afkast af deres investeringer.

Eigil Johannisson mener, at sortlistning af fossile selskaber kan gavne den grønne omstilling ved at medvirke til at delegitimere fossile selskaber. Det kan også fremme en grøn dagsorden, som gør det lettere for politikere at indføre lovgivning med konsekvenser for sektoren, som eksempelvis CO₂-skat og stop for nye fossile licenser.

Han peger på et stort forskningsstudie fra 2022, der konkluderer, at frasalg kan skubbe klimatunge virksomheder i en grøn retning: ”Studiet konkluderer, at selskaber, der udsættes for større aktiefrasalg grundet et højt CO₂-aftryk, falder i værdi – særligt på langt sigt, hvor aktiekursen for de undersøgte selskaber i gennemsnit faldt med 6 procent. Studiet viser også, at selskaber, der falder i aktieværdi som følge af frasalg efterfølgende, reducerer deres CO2-aftryk.”

Andre studier kommer dog til modsatte den konklusion: Det gælder eksempelvis en nylig undersøgelse i Harvard Law School Forum. Ifølge Peter Løchte Jørgensen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, peger hovedparten af forskningslitteraturen i retning at, at storinvestorers eksklusioner i sig selv ikke har nogen effekt på selskabernes adfærd efter en eksklusion (læs mere her).

Omkring overholdelse af prudent person princippet, så implicerer – som omtalt for et par uger siden i Økonomisk Ugebrev – den anerkendte nobelprisvindende økonom Harry Markowitzs teori om optimal sammensætning af porteføljer, at eksklusioner af selskaber fra investeringsuniverset må formodes at forringe det forventede afkast eller øge risikoen i investeringsporteføljen. Eller begge dele.

Altså: Jo flere eksklusioner, jo større må skadevirkningen forventes at være. Også beregninger fra Norges Bank viser, at eksklusioner koster på afkastet.

Ifølge Eigil Johannisson fra Mellemfolkeligt Samvirke er der dog også tendenser, der peger i den anden retning. Eksempelvis har både P+ og AkademikerPension frasolgt de fleste fossile aktiver. De vurderer, at afkastet med frasalg nogenlunde svarer til det afkast, de ville have fået uden frasalg, set over en femårig periode – omtrent samme konklusion kom verdens største kapitalforvalter, BlackRock, frem til i en rapport fra 2021.

”I det lys mener vi ikke, at frasalg af fossile selskaber forringer afkastet på den lange bane. Pensionskasser er langsigtede investorer, og de bør vurdere, om de fossile selskabers forretningsmodeller er holdbare på lang sigt. Det er de ikke, hvis selskaberne omstiller sig for langsomt,” siger Eigil Johannisson.

I en nylig pressemeddelelse opfordrer Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær Tim Whyte danske pensionsselskaber til øjeblikkeligt at trække deres penge ud af fossile selskaber, der udvider deres fossile forretning. En række danske pensionskasser, der tilsammen har investeret 2,6 milliarder kroner i Total, anklages for at være med til at medfinansiere et af verdens mest kontroversielle fossile projekter.*

Men at opfordre til, at man som investor ’trækker penge ud af fossile selskaber’ fordi man ellers bidrager til at ’medfinansiere’ fossile projekter, forekommer umiddelbart misvisende. Pensionsselskaber, der sælger deres aktier, trækker jo ikke penge ud af selskabet – de sælger blot deres aktier til nogle andre.

ØU: Mener I, at frasalg af aktier i et fossilt selskab indebærer, at der trækkes penge ud af det pågældende selskab?

Eigil Johannisson: ”På kort sigt nej, da aktien sælges til andre investorer. Men hvis der foretages store frasalg, kan det få aktiekursen til at falde og dermed betyde, at selskabet bliver mindre værd.”

Mener I, at et pensionsselskab, der ejer aktier i et fossilt selskab som eksempelvis franske Total, bidrager til medfinansiering af kontroversielle fossile projekter?

”Hvis man f.eks. har aktier i Total, så er man medejer af Total og dermed også medansvarlig for Totals projekter – herunder det kontroversielle EACOP-olierørsprojekt i Østafrika, der foruden at have konsekvenser for klimaet også er i konflikt med menneskerettigheder og miljøhensyn,” svarer Eigil Johannisson.

Udover de etisk baserede argumenter præsenterer tilhængere af frasalg og eksklusion af fossile selskaber sommetider også et økonomisk argument, der advarer om, at fossile selskaber risikerer at ende som standede aktiver.

I rapporten ’Pensionssektorens tikkende CO2-bombe’ skriver Mellemfolkeligt Samvirke: ”Ethvert finansielt bidrag til fossil ekspansion øger samtidig risikoen for stranded assets (strandede aktiver). Ifølge IPCC udgør risikoen for stranded assets fra ikkebenyttede fossile brændsler og tilhørende infrastruktur på makroplan mellem 1.000 og 4.000 milliarder amerikanske dollars, afhængigt af hastigheden i den grønne omstilling.”

Eigil Johannisson afviser imidlertid, at risikoen for strandede aktiver indgår i Mellemfolkeligt Samvirkes argumentation for frasalg af fossile aktiver: ”Nej, vi mener, at pensionskasserne skal frasælge investeringer i fossilselskaber, der udvider deres fossile forretninger, fordi det er uansvarlig virksomhedsadfærd, der driver klimakrisen.”

Han tilføjer: ”Når det er sagt, er det klart, at der er økonomiske risici forbundet med investeringer i fossile selskaber, der ikke omstiller sig. Ifølge Nationalbanken kan den grønne omstilling medføre, ”at virksomheder med store CO_2e-udledninger går konkurs, medmindre de omstiller sig i tide. Konkurstruede virksomheder kan føre til tab for banker og investorer, som har udlån eller investeringer i virksomhederne”.”**

* Mellemfolkeligt Samvirke beskriver Totals kontroversielle projekt således: ”Det går under navnet EACOP og indbefatter opførelsen af to oliefelter og verdens længste opvarmede olierørledning i Østafrika. Projektet har fået aktivister overalt i verden til at gå på gaden, fordi det ikke bare vil medføre massive klimaudledninger, men også tvinge 100.000 mennesker fra hus og hjem og ødelægge unik natur, der er levested for stærkt truede dyrearter. PFA står for næsten 63% af pensionssektorens investeringer i Total.”

** Eigil Johannisson henviser desuden til Det International Energiagentur, der forventer at efterspørgslen på kul, olie og gas peaker inden 2030 i deres “stated policy scenario” altså i et scenarie, hvor der ikke foretages yderligere: “Samtidig ekspanderer 96% af alle upstream olie- og gasselskaber deres fossile forretninger. Der er altså en risiko for, at der opstår et misforhold mellem produktion og efterspørgsel. Men hvornår markedet afspejler det misforhold er svært at spå om – og det er den uvished og risiko, som pensionskasserne også skal overveje om de er klar til at tage,” siger han.