Novo Nordisk dumper på skattetransparens. Med blot 2 point ud af 12 mulige i Økonomisk Ugebrevs Tax Governance Rating rasler den danske medicinalgigant ned af rangstigen, set i forhold til internationale peers. Novo Nordisk ønsker dog ikke at udtale sig om, hvorfor selskabet det seneste år har valgt at være langt mindre åbne omkring skat end tidligere. Bedst i peer-gruppen er Sanofi, der som eneste selskab leverer minimal land-for-land rapportering. Redaktør Claus Strue Frederiksen indleder her en artikelserie, hvor store danske selskabers arbejde med ansvarlig skat sammenlignes med internationale peers.
Økonomisk Ugebrev har undersøgt, hvordan Novo Nordisk klarer sig på skattetransparens i forhold til internationale peers. Undersøgelsen viser, at den danske medicinalgigant, der sidste år var langt foran konkurrenterne, er raslet ned af rangstigen.
Novo Nordisk opnår blot to point ud af 12 mulige i Økonomisk Ugebrevs Tax Governance Rating af fem globale medicinalkoncerner (mere om pointtildeling i afsnittet ’Sådan har vi gjort’ nederst i denne artikel).
Novo Nordisks meget lave pointhøst skyldes, at selskabet det seneste år har valgt at være langt mindre åbne omkring skat. Sidste år rapporterede Novo Nordisk både om sine skattebetalinger fordelt på udvalgte lande og regioner – samt om selskabets samlede skattebidrag, fordelt på afholdte skatter som eksempelvis selskabsskat og opkrævede skatte som medarbejderskat.
Ifølge Novo Nordisks forrige årsrapport var selskabets samlede skattebidrag i 2023 på over 51 milliarder kroner, heraf 33 milliarder kroner i afholdte skatter. Desuden fremgår det, at Novo Nordisk i perioden 2021-23 i gennemsnit betalte 12,2 milliarder kroner om året i selskabsskat i Danmark samt yderligere 3,1 milliard kroner, udspecificeret på andre udvalgte lande og regioner.
Den slags oplysninger findes dog ikke længere i Novo Nordisks rapportering. I forbindelse med sidste års peer-rating oplyste Novo Nordisk ellers til Økonomisk Ugebrev, at selskabet følger World Economic Forums rapporteringsguide, som blandt andet anbefaler virksomheder at offentliggøre oplysninger om deres samlede skattebidrag, fordelt på afholdte og opkrævede skatter.
Økonomisk Ugebrev har rakt ud til Novo Nordisk og blandt andet spurgt til, hvorfor Novo Nordisk er holdt op med at oplyse om selskabets samlede skattebidrag, fordelt på afholdte og opkrævede skatter. Novo Nordisk har ikke ønsket at besvare vores spørgsmål.
Globale medicinalgiganter dumper på stribe
Som det fremgår af nedenstående tabel er Novo Nordisk ikke det eneste selskab i peer-gruppen, der dumper på skattetransparens. Ingen af de fem medicinalgiganter oplyser om deres samlede skattebidrag, fordelt på afholdte og opkrævede skatter.
Kun ét selskab, franske Sanofi, leverer en form for land-for-land rapportering. Her er dog tale om oplysninger om skattebetalinger fordelt på tre store udvalgte regioner: USA, Europa og resten af verden. Oplysningerne giver 1 point i målepunkt 4, men er langt fra imponerende.
Helt i bunden af listen ligger Eli Lilly med nul point ud af 12 mulige. Eli Lilly har ganske vist offentliggjort noget, der minder om en skattepolitik. Men da det ikke klart fremgår, at politikken er godkendt af selskabets bestyrelse, hvilket er et krav jævnfør ØU-guidelines, opnår den amerikanske medicinalgigant end ikke point i målepunkt 1, der omhandler skattepolitik.

Peer-gruppens skattetransparens skraber bunden, overordnet set. Som det fremgår af nedenstående skema er danske C25-selskaber langt mere transparente omkring deres skatteforhold end de fem medicinalgiganter.
Eksempelvis oplyser hver tredje danske C25-selskab om deres samlede skattebidrag, fordelt på afholdte og opkrævede skatter. For de fem medicinalgiganter er det nul procent.
Det samme gør sig gældende i forhold til land-for-land rapportering. Her offentliggør halvdelen af de danske C25-selskaber en komplet land-for-land oversigt over betalinger af selskabsskat for samtlige lande, de opererer i. For de internationale medicinalgiganter er det nul procent.
Sanofis rapportering sikre dog, at de fem medicinalgiganter ikke falder fuldstændig igennem. Den franske medicinalgigant udgiver en dedikeret skatterapport med oplysninger, der lige nøjagtig lever op til ØU’s-guidelines. Derved udgiver 20 procent af medicinalgiganterne en dedikeret skatterapport, for C25-selskaberne er det 25 procent.

Sådan har vi gjort
Med udgangspunkt i virksomhedsrapporter udgivet i 2025 har vi indsamlet data og uddelt point til selskaberne for syv målepunkter.
1: Tax Governance: Har virksomheden offentliggjort en skattepolitik for hele koncernen med oplysninger om dens tilgang til governance og tax risk management? Mulighed for ekstrapoint: Er det oplyst hvem i bestyrelsen, som har ansvaret i forhold til udarbejdelse og efterlevelse af skattepolitikken?
En udførlig guide med yderligere info og forklarende eksempler til alle målepunkter findes her
2: Skattelylande: Er det eksplicit oplyst, hvorvidt selskabet har aktiviteter i skattelylande? Mulighed for ekstrapoint: Oplyser selskabet hvilke skattelylande, det har aktiviteter i, indenfor hvilke områder og hvorfor?
3: Skatteincitamenter: Er det tydeligt oplyst, hvordan selskabet forholder sig til skatteincitamenter og præsenteres mindst et eksempel på et område (f.eks. R&D) og et land (f.eks. Danmark), hvor selskabet benytter skatteincitamenter? Mulighed for ekstrapoint: Offentliggør selskabet en komplet liste over alle de skatteincitamenter, som selskabet benytter, samt de tilknyttede lande?
4: Land-for-land rapportering: Har virksomheden oplyst betaling af selskabsskat for de lande eller regioner, den opererer i? Mulighed for ekstra point: Har virksomheden fuldt oplyst selskabsskat for ALLE lande?
5: Dialog med stakeholdere: Oplyser selskabet om indgåede samarbejder med specifikke organisationer (udover skattemyndighederne) i forhold til at påvirke eller influere lovgivning, sikre compliance og modvirke aggressiv skatteplanlægning?
6: Offentliggørelse: Offentliggør selskabet en dedikeret årlig skatterapport?
7: Samlet skattebidrag: Oplyser og specificerer selskabet sit samlede skattebidrag også kaldet global tax footprint eller total tax contribution, fordelt på afholdte og opkrævede skatter? Mulighed for ekstrapoint: Oplyser selskabet om sit samlede skattebidrag fordelt på afholdte og opkrævede skatter separat for samtlige lande, som selskabet opererer i, og som minimum specificeret ud på fire forskellige skattearter som eksempelvis afholdt selskabsskat, afholdte afgifter, opkrævet medarbejderskat og opkrævede afgifter?
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.




