Verdens 65 største banker brugte 906 milliarder dollar på at finansiere fossile brændsler i 2025 – en stigning på 8 procent fra året før.
Det viser den årlige Banking on Climate Chaos-rapport fra BankTrack og en række partnere. Siden Parisaftalen blev underskrevet for ti år siden har bankerne samlet kanaliseret 8,7 billioner dollar ind i olie-, gas- og kulindustrien.
JPMorgan Chase er fortsat verdens største fossile financier med 58 milliarder dollar i 2025, efterfulgt af Bank of America og japanske MUFG.
Finansiering til virksomheder, der udvider deres fossil produktioner, steg med 27 procent til 508 milliarder dollar – det højeste niveau nogensinde. Europæiske banker viser den klareste faldende tendens, mens amerikanske bankers andel af den globale fossilfinansiering er steget til 32 procent.
Danske Bank ligger på en 57. plads over samlet fossilfinansiering med 1,4 milliarder dollar i 2025, en stigning på 135 millioner dollar (+10,8 %) i forhold til 2024.
Nordea findes på 62. pladsen med 1,1 milliarder dollar, men trækker i den modsatte retning med et fald på 376 millioner dollar (-25,8 %) siden 2024.
Billedet vender, når man ser på finansiering til virksomheder, der aktivt udvider deres fossil produktion. Her ligger Nordea på 56. pladsen med 486 millioner dollar, hvilket er en stigning på 66 millioner dollar (+15,8 %) fra året før. Danske Bank skiller sig modsat ud med en 63. plads og en markant nedgang: banken finansierede fossil ekspansion med blot 35 millioner dollar i 2025, et fald på hele 193 millioner dollar (-84,6 %) fra 2024.
Læs hele rapporten her.







